Nu må det da snart være min tur…

er skruk på 3. år og det er slet ikke sjovt mere.. 😥

har prøvet at holde mig fra disse forskellige forums, men de trækker altså lidt… men kan mærke at nu er det ved at være helt slemt.. igen..

det har da hjulpet med lidt pause så man prøver at tænke på noget andet.. men det er bare så svært!!!

en af kærestens arbejdskollega’er har netop fået barn nr. 2 og en af hans gamle klassekammerater har en datter på 6 mdr… det er så hyggeligt at være der ude og lege med hende og snakke med nogen der står i det at have børn, men det virker bare slet ikke på min kæreste..

havde håbet det ville hjælpe lidt på ham at se at det sagtens kan lade sig gøre selvom man ikke har ret mange penge.. (de er på su og elevløn)

men han vil ikke engang holde barnet!

kan ikke forstå hvorfor det kan være så svært for ham at sætte sig ind i det her når det nu er noget jeg SÅ gerne vil.

vi har snakket om det et par gange og jeg har sagt til ham at jeg gerne vil have 2 børn inden jeg er 25 hvilket han har sagt ok til, da han også gerne vil have et inden han bliver 25 (er 21, kæresten 24).

men der kommer bare den ene undskyldning efter den anden..
først er vi for unge, så har vi ikke nok penge og nu har vi heller ikke nok plads..

nu er vi så blevet det ældre, og jeg mener at man vokser med opgaven, så den synes jeg ikke rigtig han kan bruge som undskyldning.. det med ikke at have nok penge kan jeg da godt se måske ville blive svært, men da ikke et problem..

han har fuldtidsarbejde og tjener godt, jeg er på su til januar hvor jeg starter med elev løn, og hvis andre kan få det til at køre, så kan vi også.

vi bor i en 2 værelses på 64kvm så jo vi kunne da godt bruge mere plads hvis vi skal være 3, men barnet behøver jo ikke sit eget værelse det første stykke tid, og der går lidt tid inden det ene og det andet, så der er god tid til at finde noget større..

føler mig måske en smule snydt da han jo har sagt at det skulle være nu her (da han sagde inden han blev 25) men kan selvfølgelig heller ikke tvinge ham ud i det.. det virker bare som om at hver gang det ene “problem” er løst kommer der et nyt.. 😥

synes jeg har givet mig utrolig meget i forhold til hvad han vil.. han vil ikke have jeg konstant snakker om det så det gør jeg ikke, men synes også jeg har ret til at fortælle ham hvad det er jeg vil og ikke bare blive ved med at følge efter hans meninger..

vi skal selvfølgelig begge være klar til det, men nu har jeg givet mig i 3 år, så må han altså også kunne give sig bare en lille smule…