Omverdenens reaktion på angst?

Hej piger..
Lang smøre, sorry..

– Jeg havde egentligt lagt den her i “Mor er syg”, men tænkte at jeg var nødt til at flytte den ud i åbent forum for at få ordentligt respons, både fra nogen der er i samme båd som mig men også fra nogen der måske er udenforstående og som kan belyse emnet fra en anden vinkel.

Here goes:

Jeg har lidt af angst, siden jeg var 16 år gammel.. Blev medicineret for det i et par år, men bliver det ikke længere.
Det er forskellige ting der kan trigge det, men symptomerne er de samme; hovedpine, ondt i maven, svedeture, kvalme, hjertebanken og gråd – det er enormt ubehageligt og især fordi det er så virkeligt for mig, men at jeg samtidigt er bevidst om at det virker banalt og åndssvagt for andre. Jeg er meget ‘modtagelig’ når jeg er utryg og usikker.. Så bliver jeg stresset, ængstelig,får katastrofetanker og så kører den derfra.

Ting der virkelig trigger det er uforudsigelighed, mangel på – eller endnu værre – det at miste kontrol over en situation, ukendte steder og mennesker

Grunden til at det er aktuelt lige nu er, at vi på torsdag skal til Sjælland, til konfirmation, med hele min familie.
Jeg tør ikke at tage togturen derover (3 timer) med Noah, fordi jeg frygter at der sker ‘noget’ uden at være i stand til at definere hvad ‘dét’ helt præcist er.. Jeg har bare en rigtig dårlig mavefornemmelse og blivr både ængstelig og nervøs ved tanken.

Lidt relevant forhistorie…
(For 2 år siden skulle vi også til konfirmation på sjælland og havde i den forbindelse aftalt at Noah og jeg sku overnatte hos min – dengang – alkoholiserede far, dagen inden festen.. Lang historie, ved ikk om nogen husker den – men det endte med at være en rimelig traumatiserende oplevelse.
Der opstod pludseligt en situation jeg ikke havde regnet med (min far var meget fuld og ude af stand til at have os – navnligt Noah – på besøg, og jeg blev på samme tid handlingslammet, følelsesmæssigt overvældet og tvunget til at trodse min angst. Det betød at jeg på egen hånd skulle finde fra Roskilde til København, finde et sted at sove osv.. Min familie (mor, stedfar og søskende) var på daværende tidspunkt på sjælland, men ikke villige til at hjælpe mig, trods de havde lovet det…. De var travlt optaget i Experimentariet…… Jeg kom igennem det og det gik trods omstændighederne fint. Dog gjorde det utroligt stort indtryk på mig at min familie sådan svigtede da det virkelig gjaldt lovede mig selv aldrig at tage så langt væk hjemmfra og så være afhængig af andre..)

Men det,det handler om: Jeg fortalte i dag min kæreste (som kender min historie, men aldrig rigtigt har ‘fattet’ det), at jeg kraftigt overvejer at springe over den konfirmation på torsdag. Jeg har fået det tiltagende dårligt, jo tættere vi er kommet på datoen og nu er det så sådan, at jeg flere gange har grædt over det, fået ondt i maven, bliver sur og ængstelig osv.. Jeg har bare ikke lyst til at tage afsted! Jeg har dog forsøgt at holde fast i aftalen, da jeg ikke vil skuffe min familie og da jeg er bevidst om at jeg ikke må lade angsten begrænse mig.

Men han sagde dét, som jeg både havde forventet og frygtet: “Hm…. Ej Maria, hvor er du mærkelig.. Alle andre tager da toget, så kan du vel oss? Det er da noget fis,hele din familie er der jo..”

Jeg opgav at forklare det og blev sur på ham, i frustration over at han ikke forstod mig – eller i det mindste bare lod som om.. Og bagefter er jeg kommet til at tænke på, at han jo har ret! Men det ændrer bare ikke på, at min angst er reel for MIG.. Jeg hader det så meget, når jeg kommer til at føle at jeg VIRKELIG er en særling.

Så nu kunne jeg godt tænke mig at høre om der er nogen af jer derude, der har angst? Og i så fald hvordan I håndterer det, UDEN medicin? Er I åbne omkring det overfor familie og venner og forstår de jer? Accepterer de det? Hvis ikke, hvordan reagerer I så på det?

Og til dem uden angst: Hvordan reagerer I på og forholder jer til mennesker der har angst? For jer virker det sikkert ret irrationelt, men hvordan håndterer I det? Og hvordan ville man kunne hjælpe én der ikke selv har oplevet angst, til at fstå det bedre?