-
Indlæg
-
Jeg siger JA fordi jeg selv gerne vil modtage og gerne vil redde et andet menneskes hvis jeg/de skulle få brug for det.
Det er nok rigtigt at mange har det lidt skidt med at skulle tænke på hvad der skal ske med en efter man er død, får da selv lidt ondt i maven når jeg tænker på det, men istedet for tænker jeg ” tænk hvis dem jeg elsker og holder af eller for den sags skyld selv står og får brug for et organ for at overlever og så bliver jeg endnu stærkere i mit ja.Tror faktisk også det var lige da jeg var blevet 18 jeg meldte mig til for et år siden..
Og som jeg skrev i et andet indlæg..
Min ven der døde for et par år siden i en ulykke, blev erklæret hjernedød, og “gav” sit hjerte til en lille dreng på 7 år fra Sverige.
Det varmer mig at tænke på at han har redet en andens liv, selvom om han selv har måtte lade livet for at det kunne ske. Og nu har den 7-årige dreng en chance for at få et godt liv.. Det hjælper mig at tænke den tanke når jeg bliver bitter og ked af min vens død-
her må de tage hvad de vil, så længe min familie siger god for det..
den dag jeg dør er jeg her ikke mere, og derfor sys jeg det er min families beslutning hvad der sakl ske, hvad de har det bedst med@Trylleri wrote:
Af alt respekt for din beslutning, men må jeg spørge hvorfor??
min veninde mener at hun mister sin sjæl af den grund-Så kunne være “spændene” at høre hvorfor du tog dette valg.. Og det er ikke fordi jeg syntes det er forkert, for det er en privatsag!
Jeg har tit tænkt over det at blive doner. Men jeg kan slet slet ikke forholde mig til tanken om at andre skulle tage mine dele af mig. Det lyder lidt for “horton sagaen” agtig, men den tanke der rammer mig hver gang er, at jeg ville være bange for jeg kunne mærke det/ikke være 100% død og borte.
Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.