-
Indlæg
-
Inspireret af Mary86′ tråd… 😉
Nu fik jeg da lige lyst til at starte denne tråd – noget jeg har tænkt på før…
Jeg kommer med et udsagn/spørgsmål og jeg vil gerne have svar og kommentarer på det – husk at skrivepænt 😉
Jeg forstår ikke at man kan blive overvægtig. Hvordan kan det være at man på et eller andet tidspunkt IKKE kigger på vægten eller i spejlet og tænker: “Hov! Det går da vidst den forkerte vej – det må jeg hellere gøre noget ved.”
Jeg begriber det ikke?
Hvordan kan man som gennemsnitshøj (165cm?) pige komme op og veje 90kg+ ?Jeg har ikke ondt af overvægtige voksne – men jeg har dælme ondt af overvægtige børn! Hvordan kan deres forældre tillade det? 😥
(Jeg ved godt at der også er folk der lider af sygdomme osv. det er ikke dem vi taler om her)
Jeg håber I forstår hvad jeg vil her – og ikke tolker det som en hetz mod overvægtige mennesker! 🙂
Det her emne er ret svært at svare på for mit vedkommende.
Jeg har på den ene side den holdning at fedme = manglende selvdisciplin. Men på den anden side ved jeg også godt at der KAN være dybereliggende årsager, det være sig psykiske såvel som fysiske.
Jeg tror så også tit at folk gemmer sig i martyr-rollen og undskylder, hvor det reelt er dovenskab, de indbilder sig at der nok er det og det og det i vejen. I nogens tilfælde er det så absolut rigtigt, men jeg nægter at tro på at alle der er overvægtige kan skyde skylden på sygdom (psykiske såvel som fysisk). Jeg mener, der er jo flere og flere der bliver overvægtige i Danmark (vesten), og der er jo nok ikke SÅ mange flere der har psykiske/fysiske sygdomme der giver sig udslag i overvægt, end der var for 20-30 år siden.
Jeg har jo selv det modsatte problem, eller luksusproblem må jeg jo hellere kalde det. Jeg vejer lige et par kg for lidt (BMI 17,5), og der synes jeg også godt at folk faktisk kan være stride. Især lidt ‘større’ mennesker, der uden videre kommenterer ‘gud hvor er du tynd’ eller lignende. Jeg mener, jeg siger da ikke ‘gud, hvor er du fed’! Så tit synes jeg at folk der beklager sig over andres manglende tolerance også tit er dårlige til selv at udvise alm. pli og høflighed.
Ved egentlig ikke hvor jeg ville hen med dette indlæg 😕 Som sagt, jeg er ikke og har aldrig været overvægtig, så kan ikke rigtig svare personligt på hvorfor man er det – bare foholde mig logisk til emnet…
min bedste veninde og jeg har altid misundt hinanden og har joket rundt om at vi kunne dele de forbrændinger vi har, så vi kunne blive normal-vægtige… trine har en hyper-forbrænding som det hedder, hvilket har betydet at en måned hvor hun ikke havde råd til andet mad end spaghetti og ketchup tabte hun 10 kg på en uge… og hun er i forvejen undervægtig. hun er ulykkelig, for hendes læger har faktisk beordret hende til at drikke fløde i stedet for mælk, spise fede saucer osv for at hun ikke risikerer at tabe mere end nødvendigt. jeg har det modsatte problem. min forbrænding er tæt på ikkeeksisterende, så der skal meget lidt til for at jeg tager på… det er ikke fordi jeg ikke har nogen selvdiciplin, eller fordi jeg er doven. det er fordi det er så skidehamrende svært for mig at tabe mig. det skulle da lige være hvis jeg motionerede 10 timer i træk 24/7, så ville der nok dukke resultater… men det er hverken sundt eller realistisk. jeg lever i den rigtige verden. når man har et barn, et forhold og et liv, har man ikke tid til at hoppe i motionscentret i 8 timer om dagen… jeg har ihvertfald ikke. og hvis nogen af jer har, så vil jeg elske at kende jeres hemmelighed..
Er det ikke noget i retning af det samme som at ryge? Eller spise for meget sukker?
Eller IKKE dyrke motion selvom man lider af åndenød, når man har løbet 5 meter?
Osv, osv…og der er for det meste, tror jeg, dybereliggende årsager til at man gør det.
Jeg har jo osse misbrugt stoffer i mange år, selvom jeg blev mere og mere syg af det.
Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.