På farten

Mandag, det sædvanlige cafébesøg.

Så tænker vi hurtigt Rikke. Gør dig bemærket. GØR DIG BEMÆRKET. Først ser jeg hans kønne øjne. Dernæst hans søns kønne øjne. Hvor er han bare skide sød, mumler jeg. Og smiler bredt til ham. Men ikke så meget som et øjenbryn bliver rynket.

Mig: Altså din søn!

Ham: Ja, den fangede jeg. Din pige, hun virker også skide sød.

Mig: Han er en hun! Men tak. Jeg kan godt se, hvor du tager fejl. Blå trøje, blå sko og blå sut. Og så har jeg jo ikke ligefrem plantet en navnesut fra navnesutten i munden på ham, vel? Se, K-i-a-n A-l-e-x-a-n-d-e-r. Altså et d-r-e-n-g-e-n-a-v-n.

Alt sammen selvfølgelig sagt med et let grin på læben.

Ham: Navnet er Melinda.

Mig: Ok, jamen så hedder jeg Markus for en dag.

Ham: Min datters navn er M-e-l-i-n-d-a. Men jeg kan godt se, hvor du tager fejl. Det er jo ikke ligefrem fordi hun har i øjen faldende store lyserøde pletter på hendes hue. Det samme på hendes jakke. Og hov, vent. Sgu da også på hendes bukser? Altså p-i-g-e-f-a-r-v-e-r.

Mig: Er jeg undskyldt, hvis du på forhånd ved, at jeg er farveidiot?

Ham: Se at få betalt for din mælkede kaffe, så vi andre kan komme til.

Lyserød siger han? Ha, jeg har i min tid sgu set elefanter, der var mere lyserøde end det. Drikker min Latté ud og spurter hen efter mine recept-fri kontaktlinser. Suk. Sådan kan det altså også gå. Haha. Don’t try this shit at home!