Pædagoguddannelsen – Urealistisk syn på verden?

Nu har jeg læst til pædagog i ½ år, og jeg elsker virkelig uddannelsen, men samtidig er jeg til tider virkelig ved at BRÆKKE mig over den måde de stiller tingene op på! F.eks. siger min lærer: “I skal være anerkendende i jeres tilgang til børnene.” Det er klart! Selvfølgelig skal vi det, og kan udelukkende finde gode ting at sige, om anerkendelse! MEN.. Så spørger jeg så: “Man kan da ikke være anerkendende i alle situationer.. Hvad hvis barnet gør noget forkert? F.eks. slår et andet barn i maven?” Så siger hun til mig: “Så siger man: Jeg kan godt se at du meget gerne vil i kontakt med Peter, men du må ikke slå på ham. Men rigtig fint, at du vil i kontakt med ham.” Jeg siger så til min lærer: “Hvad så hvis det reelt set er en slåskamp?” Så siger kvinden: “Så siger man bare de skal stoppe..” Og så står jeg altså sådan lidt.. NÅ?! Og hvad så, hvis de ikke gør det? “Jamen så taler du stille og roligt til dem, ved at gå ned i deres niveau.”

Men undskyld mig.. Men er det kun MIG, der har oplevet at være i en institution, hvor der har været yderst voldsomme drenge, som faktisk var totalt lige glade med HVAD der blev sagt til dem, og HVEM det blev sagt af? Og nej.. handler ikke om, at det er mig der ikke prøver at sætte mig ordentligt i respekt, for jo, det gør jeg skam.. Men de andre pædagoger både mandlige og kvindlige, havde de drenge heller ikke særligt meget respekt for.. Man skulle decideret hen og hive dem fra hinanden, for at få dem til at stoppe.. Jeg synes de får det til at lyde så nemt, at løse en konflikt, men jeg synes at virkeligheden er en anden. Går bestemt ikke ind for, at man råber af børn eller tager fat i dem, men nogen gange vil jeg mene, at det kan være nødvendigt.. F.eks. når to rødder vitterligt er røget rigtig slemt i totterne på hinanden. Hvordan søren er man lige anerkendende i sådan en situation?!

Hvad mener I andre? Har underviserne et lidt for utopisk syn på konfliktløsning, eller er det bare piece of cake, at klare det?