planlægge nr 2 hvornår? hjælp

ADVARSEL LAAANGT INDLÆG
Jeg går og tumler med en masse tanker lige for tiden, og jeg kan mærke jeg har brug for at lufte dem, samt høre nogle uforbeholdte meninger fra jer dejlige tøser. Dog vil jeg gerne bede jer træde varsomt da det er et følsomt emne for mig, så uanset hvad jeg må vække af reaktioner hos jer, ville det være dejligt hvis vi kunne holde tonen sober:)

Min dejlige dreng lucas bliver snart 3 år, og jeg er begyndt sådan rigtigt for alvor at tænke på at gøre ham til storebror. Jeg tror at jeg mindst 100 gange siden han blev født har følt mig helt vild skruk efter endnu en, men det er alligevel noget andet nu, det er ikke bare følelsen af at ønske mig et barn til, det er også det at jeg er begyndt at gå og tænke mere dybt over det istedet for bare at være i følelsen og lade den værre hvis i forstår. Lucas var ikke planlagt (omend meget elsket) og kom til verden i en meget turbulent periode af min tilværelse, hvor jeg stod med en masse ubearbejdet bagage i min rygsæk, uden uddannelse, og med en far til ham jeg ikke havde kendt ret længe. jeg fik også en lettere fødselsdepression- som dog aldrig blev dianogstiseret – så min oplevelse af at blive mor, var at det var hårdt og fyldt med en masse følelsesmæssige rutcheture og dårlig samvittighed, men selvføleglig også de millioner af stjernestunder og øjeblikke med komplet lykke følelser der også er. Jeg oplevede at blive alenemor, og alt i alt har denne periode på trods af stjernestunder nok været gennemsyret af en følelse af ikke helt at slå til som mor, på trods af at jeg faktisk har en rigtig veltilpasset og harmonisk dreng. Det er der garanteret mange der genkender? Min familie har rigtig mange problemer, og det er svært nogle gange ikke at lade sig slå ud af det hele, men det jeg oplever som allersværest er fakiksk at begynde at tage beslutninger helt på egen hånd hvor fjollet det end lyder. Jeg har været meget afhængig af at bla min mor billigede mine ideer og at “nogen” ligesom sagde god for de belsutninger jeg traf- hvorved jeg ofte tabte mig selv i de ting jeg gjorde. Og jeg tror det er det følelsesmæssige dilemma jeg står med nu, hvor jeg ovevejer om jeg skal være mor en gang til. Jeg har jo sidenhen fundet en kæreste, som både jeg og Lucas er meget glad for. Han har været i vores liv nu i 1 ½ år. Jeg har fået taget min Hf med flotte resultater, og er også optaget på sygeplejestudiet til feb. De sidste 9 mdr har jeg gået i terapi på et behandlingscenter der kører grupper for voksne børn af alkoholikere, og er meget meget glad for det, mig og kæresten snakker om hus og børn, jeg føler i det hele taget stille og roligt at jeg “rigtigt” er ved at blive voksen og etablere mig en fornuftig tilværelse, og nu presser øsnket sig på. Jeg tænker tanker som at jeg faktisk ikke har lyst til at vente 3, 5 år til jeg er færdigudannet som sygeplejerske med at blive mor, overvejer om man skulle starte op og tage orlov efter en periode, eller om jeg endda måske skulle tage skridtet nu og vente til efter barsel med at starte op. Det lyder ikke særligt fornuftig måske- jeg evd min mor vilel synes det var uklogt – men hvad nu hvis jeg og min kæreste virkelig gerne vil det, hvis mine børn også skal have glæde af hinanden (uden at der blir for stor en aldersforksel) jeg føler mig i vildrede!!! Nu undrer i jer måske over hvorfor jeg ikke snakker med min kæreste om det her, det har jeg naturligvis også tænkt mig at gøre – det klart at han har noget at skulle have sagt- jeg ønsker mig at barnet er ønsket og velkomment og planlagt af begge forældre og kommer på et tidspunkt begge finder passende!!! men ikke desto mindre er dette virvar af tanker hvad der har raset rundt inde i mig i længere tid. For at det ikek skal være løgn er min søster på 19 blevet gravid (uplanlagt) og vil beholde barnet – jeg føler på en underlig måde at jeg derfor ikke kan gå hen og blive det??? Hvordan så jeres situation ud da i planlagde/fik nr to? jeg tror på man kan hvad man vil, men bekymrer mig da også om at det sikkert bliver hårdt med en lille knægt og et spædbarn at starte studierne igen. Hvilke tanker/overvejelser gjorde i jer? synes i det lyder helt rablende at vælge at planlægge en nr to nu, eller er det mig der ikke tør stole nok på min egen dømmekraft? Puha nu begynderjeg at vrøvle, jeg har i hvert fald fået luft og glæder mig til at se jeres respons – tak fordi i hang på så langt – i er også hjertens velkomne til at sende mig en pm 🙂