-
Indlæg
-
Jamen nu sidder jeg her, har så mange frustrationer oven i hovedet.. R som jeg er 99,99999% sikker på er far, blir konstant ved med at nævne den faderskabstest. Og igår bedte jeg ham om at komme så vi kunne få snakket ud om alle de løse ender som er. Han gad ikke og i dag skulle han flytte for en ven så det måtte være når hans behov var blevet tilfredsstillet. Fair nok tænkte jeg, men hele dagen i dag har jeg intet hørt. Først her for en time siden spurgte han hva jeg lavede. Siger til ham hvornår han ville komme og så siger han “hvornår skal jeg” jeg blev simpelthen så rasende i mit hovede!! Igår havde jeg INTET at skulle sige og nu spørg han. Vi skrev lidt frem og tilbage og han smider alt over på mig og siger at jeg vil det hele skal dreje sig om mig. Føler virkelig bare han – ligesom min familie – er negative omkring alt.. Jeg tænker og tænker konstant. I tirsdags da jeg pludselig begyndte at bløde, skrev jeg til ham Han skrev bare okey. Ikke noget med om han skulle komme. Selvom jeg skrev jeg var så ked af det samt at være alene. Onsdag da jeg skulle på sygehus og til lægen tilbød han heller ikke at være der..
Det gør så ondt på mig, føler bare jeg står 110% alene og er bange for han ikke vil være der for barnet før der er taget en ja undskyld mig sk*de faderskabstest. !!!!
Mænd er ikke nemme, ville ønske jeg kunne forstå dem!Jeg kan sagtens forstå, at det er frustrerende og trist at man som kommende mor føler sig helt alene og at man føler man kæmper en kamp der ikke burde kæmpes.
Jeg kan endvidere godt sætte mig ind i, at du blive påvirket af hans måde, at håndtere denne situation på. Du er sikker på han er faderen og du føler bare at han går i mod alt du siger og gør, hvilket selvfølgelig har en negativ indvirkning på humøret.
Min første tanke var dog, at det for mænd især ofte kan være uvirkeligt at blive far, og det kan være svært at forholde sig til, da de jo ikke mærker kroppens forandringer osv. Derudover kan det være ekstra svært, at forholde sig til, hvis man er det mindste usikker på om man er faderen, for tænk nu hvis man knytter sig og det så viser sig, at en anden er faderen. Jeg tvivler slet ikke på det du fortæller, men mere for at forklare det fra hans perspektiv. Ydermere ved jeg ikke, hvor indstillet han er på, at blive far. Det kunne godt lyde som om, han ikke rigtig føler sig klar og dette kan også være medvirkende til, at han reagerer som han gør.
Det er ikke for, at retfærdiggøre hans handlinger, men snarere for at forklare hvilke grunde der kan ligge bag.
Jeg kan som sagt godt forstå det hele fra din side, og det ville helt klart være at fortrække, hvis han ville involvere sig i graviditeten.
Jeg håber tingene ændrer sig, hvis ikke før, så når faderskabssagen er afsluttet.
Jeg vil ønske dig alt mulig held og lykke
Knus og tankerHmm, nu kommer der lige lidt fra en der sidder nogle år efter….men med samme udgangspunkt…
Kort sagt så lyder han hamrende umoden.
Sådan som han opfører sig, så kan du ikke regne med noget af det han siger, og vigtigst af alt så kan du ikke regne med at han overhovedet vil have noget med barnet at gøre, når det kommer.
Han lyder desværre som en kun tænker på sig selv, og som slet slet ikke er klar til at tage ansvar for et andet menneske.Jeg ved godt at du måske ikke synes du kan bruge det jeg siger til noget, men det kan du.
Lad være med at kontakte ham mere, han snakker i øst og vest, og du bliver mere og mere forvirret over ham.
Lad for guds skyld være med at tro at han vil være der for dig hvis du begynder at bløde eller får andre problemer i graviditeten, men allier dig i stedet med familie, veninder eller andre du ved vil være der for dig.Det her barn er dit projekt og dit alene.
Hvis du regner med det, så bliver du aldrig skuffet over ham. Og så kan du få mere ro i sindet.Knus
Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.