Så er det overstået. :(

Skrev tidligere indlægget: “Trist nyt herfra.” (den lille var død på scanning i lørdags) :græder:

Ja igår mødte jeg så op igår fastende kl. 7 og ventede at komme på operationsbordet. Ville bare have det overstået efter næsten et døgn at have vidst der lå et lille dødt foster derinde. :græder: :græder:

De havde lovet jeg kom for som den første og meget hurtigt. Kl. 10.00 kommer hun ind og siger at de lige skal have morgenkonference på operationsgangen (!!?? Først der??) og at jeg så vil komme på listen og narkoselægen ville komme. Jeg får da også besøg af både narkoselæge og anæstæsilægen, men først 2timer senere kommer jeg for. Jeg bliver grædende kørt fra min mand og videre ind på operationsstuen (Stakkels ham). Kl. 12.30 ca. tror jeg, bliver jeg kørt til opvågning. Jeg kan, længe før min krop er vågen, høre alt hvad der foregår. Mærke P trykker min hånd så fast og ager mig på kinden. Da jeg kommer ind på opvågningen er min krop stadig ikke vågen, men de ved jeg kan høre dem, og fortæller mig det nu er overstået. Tanken om mit lille foster er fjernet, får mig til at græde, (Dvs. egentlig ikke rigtigt men tårerne rasler bare ned af mine kinder) og P bliver chokeret, men de fortæller ham jeg stadig halvsover, men at jeg forstår hvad der er blevet sagt.
Han sidder bare hele tiden og ager og kysser min pande, men jeg kunne endnu ikke rigtig reagere tilbage. Mit bt., tp. og kardiogram er fint.
Kl.13.00 er jeg kommet til mig selv og vi bliver kørt tilbage på akutafdelingen.
Kl.13.15 beder jeg omnoget at spise, da jeg ikke har spist siden kl. 22 aftenen før. Sygepl. siger hun lige kommer igen med noget. Kl.15.00 har jeg endnu ikke fået noget at spise og jeg venter nu bare den skide Anti-D sprøjte (skal jeg have pga min blodtype, så jeg ikke danner antistoffer mod det næste barn), som de havde lovet jeg ville få lige efter det kirurgiske indgreb.
Men men der er jo vagtskifte.
Kl. 15.30 kommer aftenvagten ind. Hun er sød, og giver mig sprøjten i låret (Hvor by the way piger hvis nogen af jer skal have den, I skal sige at I IKKE vil have den. Har fået den i ballen før og det gør ikke NÆR så ondt som i låret). Bagefter vil hun have bekræftet at jeg jo har spist osv og om jeg vil hjem. Jeg siger at jeg får over 2 timer siden bad om noget at spise, men aldrig fik det, men at jeg nu bare gerne vil hjem. Hun insisterer dog og vi får en fin bakke ind hvor der ikke mangler noget.
Herefter tager vi hjem til mine forældre for at hente min søn. De giver os aftensmad med hjem.
Da vi kommer hjem kysser og kysser Emil os begge helt spontant og uhæmmet og går skiftevis mellem mig og P og giver os ordenlige kys. Plejer han ikke at ville :love:

Piger, når jeg skriver alt det her er det ikke fordi jeg er ovenpå og sidder med et smil på læben. Har taget dagens tudetur og flere følger sikkert.
Men jeg var SÅ bange for det kirurgiske indgreb, og det er vigtigt for mig at hvis en af jer kommer ud for det samme, at I så har læst dette og det følgende:

Det er IKKE noget at være bange for. Jeg var så bange for narkosen, men de gav mig bare lidt iltpå og jeg fik lagt venflon i hånden, ikke noget at pive over, og så blev jeg lidt små”fuld” og så vågnede jeg stille ved at alle snakkede roligt omkring mig og så var det ovre. Blev lidt forskrækket over at der er 5-6 på operationsstuen som tager sig af hver sin opgave mens jeg bliver lagt tilrette, men det er også betryggende.
Da jeg vågnede havde jeg det dog sådan de godt kunne have ladet mig sove lidt længere, da det jo ikke var rart at vågne optil den virkelighed og den situation vi nu engang er i.
Har rigtig ondt (mens.smerter og så gør mine tarme ondt og er fulde med luft, hvilket jeg gætter på er fordi jeg spiste lidt for meget efter ikke at have spist i 16 timer) og psyken gør mere ondt end noget andet, specielt nu hvor min søn er sendt i dp. Er mest ked af det når ikke han er der. Ellers kan man ligesom holde fokus på ham og hans dejlige væsen. Vi er SÅ heldige vi har ham.
Det er så SK*DE hårdt og tuder konstant, men jeg finder en KÆMPE trøst i min skønne skønne søn, som er den eneste der kan opmundtre mig lige nu og selv, i denne situation kan frembringe smil hos mig.

Bare lige en hilsen herfra tøser. Lover at følge med på sidelinien herinde og give lyd når vi engang er gravide igen (Hvor jeg iøvrigt vil blive fulgt tæt og få scanning allerede fra uge 7).

Knus fra Stine