Så skal han ud!

Ja her er min noget korte fødselsberetning, for der er ikke så meget.

Mandag den 15 kl 19.00 skulle vi møde på FG til igangsættelse ved stikpille, da jeg var 37+3. Jeg mødte JM som var super flink, og vi kom ind på en stue. Her startede JM med at se om jeg var åben eller afkortet, her var ingen af delene det store tilfælde, nå men så fik jeg sat kurve på, og min kæreste sad og sov i stolen ved siden af (han var noget så træt!!). Kurven kørte derud ad og JM kiggede ind et par gange, hun spurgte om jeg havde veer, jeg sagde ja, for det havde jeg jo, hun sagde hmmm og spurgte om jeg ville vende mig om på siden, så startede vi en ny kurve, jeg tænkte ikke det store over det.. JM blev ved med at kigge ind og virkede små forvirret, hun tog papiret fra kurven og bad mig om at ligge på den anden side og sagde en læge ville komme og kigge på det. Nååe ja tænkte vi bare og tog det stille og roligt.. Der kom så en læge og hun virkede også noget usikker og sagde der ville komme en anden læge straks en bagvagt?? Der kom så en anden læge og kiggede og han mærkede på maven osv og kiggede kurve og de gik alle ud og kom tilbage med et ret alvorligt ansigt. Den anden læge som var tilkommet sagde nu må du ikke blive bange, men vi skal have ham ud nu, her var kl. 20.00, og så kom der ellers 4 mennesker ind med ilt, tøj osv og folk løb omkring, jeg fik hevet mit tøj af, ilt på og et kys af min kæreste, som jeg ikke måtte få med, elevatoren drønede ned, folk løb omkring, så stod der en ved mit hoved og de spurgte om det ene og andet, det sidste jeg husker var en der sagde det kommer til at lugte af løg nu. (kl 20.18 var han ude og oppe ved hans far…)

Hertil var det sidste jeg husker… Det næste er opvågning og opkast og min lille søn som jeg så 2½ timer senere, dog stadig udmattet efter narkose..

De efterfølgende dage var hårde og jeg måtte have blodtilførsel, da jeg havde tabt en del blod og min blodprecent faldt, det var en hård start! Men set tilbage har jeg min lille guldklump og kan kun smile 🙂