sån noget møg, nåe.

Kender i det man har aller mest lyst til at gemme sig under dynen, væk fra alt andet, bare glemme hverdagen og problemerne og bare tude og håbe på når man løfter dynen er alting som på en lyserød sky man aldrig vil forlade.

Det ville jeg ønske jeg kunne lige nu. Alt er usikkert i øjeblikket syntes jeg. D. 26 januar er måske min sidste dag på arbejdet, men jeg ved det ikke med sikkerhed for det er der ingen der kan give mig svar på. Fik nyt arbejde d. 1 november som sosu hjælper i aftenvagt, og jeg aftalte med lederen at vi tog de første tre mdr for at se om tingene derhjemme kunne hænge sammen derhjemme og hvis de kunne blev jeg ansat. E

fter mindre end en måned kom jeg med den tilbagemelding at det fungerede fint, og jeg gerne ville ansættes, men så stratede helvedet. Undskyldningerne som økonomi mv. Jeg ved at min stilling kan de ikk undvære for så er de så underbemandet at de skal køre som i nødberedskab og tage tid fra andre. Jeg prøvedeat gøre en virkelig god indsats men er konstant endt samme sted. Inde ved lederen og spurgt om svar men intet.

En dag hiver hun mig ind og begynder og snakke om div. klager mv. For det første skal det lige siges at nede ved de to borgere er jeg ikke den eneste der har oplevet problemer har hørt mange ag mine kollegaer klage, men de gør intet, og jeg har længe prøvet at få en kommunikation igang omkring men det lykkedes først efter 2 mdr. Og hvem får æren, min makker. og hvem får risene , det gør jeg. alle forbedringer jeg er kommet med , der har min makker rendt med æren og givet mig risene. Det er hårdt.

oveni i alt det vi i forvejen kæmper med, special læge til min kæreste mv. han er endelig afsted til special læge idag, og nu er det idag vi skal se om de kan finde ud af hva der er galt med den ryg. Det er hårdt.

Det er hårdt der ikke er noget fast arbejde i udsigt ingen siger noget, nogen af mine kollegaer har lagt et brev til lederen og rost mig, for de ved hvordan min makker er og de ser hvordan hun behandler mig, men alligevel er jeg syndebukken der laver fejlene, på trod af jeg gør hva jeg skal og hjælper andre færdig, mens min makker holder to timers pause. Jeg er ikke selv fejlfri jeg har meget at lære, men det er hårdt at løre når man kun får ris, og rosen går til en anden. syntes det unfair, men vil ikke stikke min makker i ryggen, på trods af hendes opførsel overfor mig, ville føle mig så lav hvis jeg gjorde det.

Ved ikke hva jeg vil frem til, ville bare af med det. Føler ikke der er nogen der lytter når jeg prøver at komme af med det, de snakker udenom. Så havde brug for at lufte mine tanker.