jeg har en datter som ikke ser sin far og kommer nok heller aldrig til det. (ja det er en lang og privat historie) hun begyndte som 4årig at spørge. vi snakker jævnligt om det, hun fik at vide at hun skal sige til når hun tænker på ham. jeg har fortalt hende at hendes far bor et andet sted, og det er bedst for ham at bo der. det har kostet meget energi og meget spekulation, men jeg kan love dig for at det er det hele værd at snakke om det om og om igen når dit barn har behovet. jeg har aldrig sagt noget negativt om hendes far, men fortalt hvem han er og hvordan han er osv.. vis evt et par billeder, det kan hjælpe på nsgerrigheden.
laura er nu 6 år og hviler meget i sig selv på det område. hun er stolt af hvem hun er og hendes familiebaggrund. jeg har undervejs gjort stort brug af hendes faste pædagoger, vi har haft et tæt og trygt samarbejde. nu går hun i skole og jeg har netop fået at vide hun utrolig flot har fortalt i klassen hvordan hendes familie-struktur ser ud. jeg ville aldrig sige han var død, det er umenneskeligt efter min mening, men find dig et niveau som du føler er passende for dit barn og som er alderssvarende.
jeg kunne blive ved og ved, men må hellere stoppe.
håber det gav mening. ellers send mig en Pm. 😀