-
Indlæg
-
Ja nu er min jo ikke så gammel endnu, men jeg tænker stadig så det brager.
Min datter har aldrig set hendes far, jeg har heller ikke set ham siden hun blev undfandet. Han har aldrig vist interesse for hende, i hvert fald ikke hvad jeg ved af. Han betaler børnepenge.
Jeg tænker meget over, hvad jeg skal fortælle hende, når hun engang spørger ind til sin far. Min stedfar siger, hun først vil spørge når hun er omkring 10 år, men det tvivler jeg sku stærkt på.
Selvfølgelig vil jeg fortælle hende det efter hendes alder, jo ikke på samme måde om hun er 4 eller 14.
Mange siger jeg skal sige sandheden. Men sandheden er, at hendes far ikke gider hende. Og det synes jeg sku er synd at sige til hende. Men jeg vil heller ikke sige at han er død, for hvad hvis han pludselig kommer når hun er 10 år. Hun har også større søskende (hans) som heller aldrig har set hende, men det kan være de gerne vil se hende når de nu er storre, og så finder hende.
Jeg vil heller ikke sige en kæmpe løgn. Men jeg kan bare ikke bære at fortælle hende, at hendes far ikke gider hende. Hvor må hun føle sig afvist og hvor må hun blive ked af det.
Hvad sagde i til jeres barn?
Jeg har en mistanke om, at han kommer om nogle år, hvor hun ikke er lille mere. Han er meget doven og barnlig og tror ikke han gider et lille barn. Så det kan være jeg aldrig behøver at tænke på hvad jeg skal sige, men vil bare heller ikke stå med åben mund og polypper hvis hun en dag spørger.
Hvornår spurgte jeres barn første gang?
Håber i vil give jeres syn på sagen 🙂
Uha. lige der er jeg lidt i tvivl. Man skal jo også huske på at børn tager skylder over på sig selv ved ALT. Jeg ville nok rådgive mig hos nogle erfarne mennesker, som ved hvad de snakker om, for dit barns bedste.
ja den situation din datter står i. er den samme som mig. Jeg har altid boet alene med min mor, og lærte først min far at kende da jeg var 16år gammel, da jeg selv kontaktede ham. Han skrev under på at han var min far, og så skred han til den anden ende af landet. Han så mig da jeg var 14 dage gammel, fordi min mor stødte ind i ham på gågaden, hvor hun gik med mig i barnevognen.
Og jeg kan betro dig. selv om lle mine klassekamerater var i kernefamilie med mor, far og søskende. Så var jeg også selvomk 10år før jeg en dag stoppede op og tænkte. hey, hvorfor har jeg egentlig ikke en far!!!????? Jeg havde aldrig skænket det en tanke.. mærkeligt nok. Men jeg havde jo nok ikke manglet noget 😉
Tror bare min mor fortalte mig at han ikke ønskede at være far på det tidspunkt. Han villle heller leve et andet liv. og det var jo sandheden sagt på en pæn måde 🙂 Jeg kan ikke huske hvordan jeg reagerede på det men det har nok ikke været negativt, så ville jeg nok kunne huske det!!!!
Mor_til_oscar: Dejligt med en som har haft det inde på kroppen, som kan se det fra den vinkel. Havde troet at min datter ville spørge ind til det meget tidligere, f.eks. i børnehaven når faren kom og hentede hendes veninde, ville hun undre sig over hvorfor hendes far aldrig kommer og henter hende. Det tænkte jeg.
Jeg vil heller aldrig sige noget ondt om hendes far, og har også sagt til alle, at de skal lade være, selvom mange desværre ikke gør det. Men man kan håbe det kommer. Siger det, når de gør, men så er skaden jo sket.
Han drikker, hendes far.
Selvfølgelig ville jeg ikke sige til hende, at din far gider dig ikke. Men sige det på en pæn “børnevenlig” måde som i skriver. Men jeg tænker, at ville hun stadig ikke føle sig afvist mm, hvis jeg sagde det.
“din far har ikke lyst til at se dig skat” synes jeg må være forfærdeligt at få afvide.
“din far er ikke parat til at være far” tror i hun bliver tilfreds med den? Hendes far har hendes storebrødre hver anden weekend, men det vil hun jo selvfølgelig først finde ud af sent, hvis hun overhoved kommer til at kende dem.
Åhh synes det er så synd for hende.
@Englebasse wrote:
Uha. lige der er jeg lidt i tvivl. Man skal jo også huske på at børn tager skylder over på sig selv ved ALT. Jeg ville nok rådgive mig hos nogle erfarne mennesker, som ved hvad de snakker om, for dit barns bedste.
Du tænker på? Børnehavepædagog, kommune-noget. Jeg har tænkt på at ringe til forældretelefonen (det samme som børnetelefonen, bare for forældre ang deres børn)
ved du hvem og hvor jeg kan spørge?
@Englebasse wrote:
Uha. lige der er jeg lidt i tvivl. Man skal jo også huske på at børn tager skylder over på sig selv ved ALT. Jeg ville nok rådgive mig hos nogle erfarne mennesker, som ved hvad de snakker om, for dit barns bedste.
det ville jeg nok også gøre, men tror ikke du skal lyve for din datter…
Ved ikke lige helt præcis hvem….
Måske du kunne forhøre dig med pædagoerne i vuggestuen/børnehaven.
De ved helt sikkert hvem man kan høre til råds, eller måske har de stor erfaring…
Ønsker dig i hvert fald held og lykkeTror også jeg ville bruge den med at han ikke var klar til at blive far.
Men det er et svært emne :sJeg synes det er rigtig fint du allerede tænker på det nu, og forbereder dig på at du får spørgsmålet…. Spørgsmålet er så bare hvornår det kommer…
Hm… Jeg synes 100 % at hun skal vide sandheden….
Måske jeg ville sige noget i stil med at I ikke er venner mere, og det er derfor hun ikke ser sin far…. Men.. også fortælle hende at det kan være en dag, at I så bliver venner, og at han også bliver venner med din datter….
Men jeg synes IKKE du skal sige noget med at han er død, eller på en lang ferie eller sådan noget… – Jeg synes at hun skal have den rigtige sandhed når hun bliver gammel nok, Men.. det ville jeg heller ikke lægge på bordet som ” Far gider ikke have noget med dig at gøre” der ville jeg hellere sige, at far havde travlt, og han havde nogle ting han synes var rigtige vigtige, derfor havde han ikke så meget til til at se dig……….
@Puzling88randers wrote:
Jeg synes det er rigtig fint du allerede tænker på det nu, og forbereder dig på at du får spørgsmålet…. Spørgsmålet er så bare hvornår det kommer…
Hm… Jeg synes 100 % at hun skal vide sandheden….
Måske jeg ville sige noget i stil med at I ikke er venner mere, og det er derfor hun ikke ser sin far…. Men.. også fortælle hende at det kan være en dag, at I så bliver venner, og at han også bliver venner med din datter….
Men jeg synes IKKE du skal sige noget med at han er død, eller på en lang ferie eller sådan noget… – Jeg synes at hun skal have den rigtige sandhed når hun bliver gammel nok, Men.. det ville jeg heller ikke lægge på bordet som ” Far gider ikke have noget med dig at gøre” der ville jeg hellere sige, at far havde travlt, og han havde nogle ting han synes var rigtige vigtige, derfor havde han ikke så meget til til at se dig……….
syntes det lyder som noget i den rigtige retning…
Jeg synes ikke at du skal lyve for din datter – fortæl hende det på den mindst sårende måde og fortæl hende samtidig at det ikke har noget med hende at gøre..
Jeg fandt ud af da jeg var 19 da den far jeg troede var min far ikek er min biologiske far og at min bio-far egentlig bare havde afleveret en klat og stukket halen mellem benene..
Ham jeg troede var min far har vidst hele vejen igennem at jeg ikke er hans biologisk. Men for mig rev det hele trygehden væk under mig, alle har løjet for mig i 19 år og det gjorde skide ondt for at sige det pænt..
Så nej lyv ikke for din datter.. det er ikke at hjælpe hende i sidste ende..
Knus Inge-Lise
Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.