Skal jeg?? (blive gravid)

Hej alle 🙂

Jeg er kun 17 år, men jeg har de seneste måneders tid begyndt at tænke over, om jeg skulle få et barn.. Jeg går i gymnasiet og har store ambitioner omkring uddannelse.
Men jeg gik for 3 måneder ned med stress, og jeg har tiden inden, under og efter tænkt meget over, at jeg har personligt brug for en radikal ændring af mit liv. – Det skal ganske enkelt give mere mening. Og det er jeg helt sikker på, at en lille guldklump kan hjælpe på!
Jeg er meget social, og elsker at feste, som alle andre på min alder. Men jeg føler, at jeg på mange punkter ikke kan bonde med folk på min egen alder, da jeg føler at de ikke tager sig selv og deres liv ligeså alvorligt som jeg selv gør..

Dette er grundene til, at jeg har overvejet at blive gravid..

Men jeg har brug for nogle andre øjne på min situation, for det er jo en uendelig stor beslutning..

Jeg er en person som er meget styret af min fornuft (hvilket er ikke at få et barn i min alder), men følelsesmæssigt ønsker jeg det virkelig.
Det som jeg har lært af min stress, er at jeg skal tage hensyn til mig selv frem for min fornuft.. Derfor er jeg meget i tvivl.

Kan I hjælpe?

SÅDAN SÅ INDLÆGET UD! OG NU SKRIVER JEG LIGE NOGLE KOMMENTARER!

Jeg føler med ualmindelig misforstået her! Jeg har ikke et dårligt liv! Jeg er ikke ubetænksom ect. Jeg skriver netop dette indlæg for at få nogle nye øjne på en tanke jeg har haft. Og som flere selv siger, så er det RIGTIG LANGT FRA tanken til at gøre alvor af den.

— Måske har jeg formuleret mig helt forkert, men nu prøver jeg igen —

Flere af jeg skriver, at I det er et forkert grundlag, at få et barn på. Fair holdning, men det er jo ikke alle tanker, og hele mit liv som er beskrevet hér!

Jeg har tænkt tanken om en graviditet, for at få mere mening i livet – Ja. Men jeg ønsker også den ro i sindet, som jeg nok vil få af det. Selvom jeg er udemærket klar over at det er meget hårdt! Jeg vil selvfølgelig heller ikke sætte et lille menneske i verdenen udelukkende for min egen skyld! Og jeg tror, at jeg bliver en god mor – en dag! Hvornår det skal være, er jeg som sagt meget i tvivl om.
Jeg gik ned med stress, fordi jeg i meget lang tid har lagt mine egne følelsesmæssige behov til side, for at fremstå som perfekt i manges øjne.
Jeg har nu haft tid til at tænke over tingene, og jeg forstår at jeg ikke er perfekt, men jeg forstår også, at jeg behøver andet end 12 taller og gode venskaber for at værre 100% lykkelig. (Og nej! Jeg har ikke et dårlig lid, eller andre store personlige problemer!)

Jeg har tænkt tanken længe, og det her er første gang, at jeg åbner munden omkring det. Så jeg er udemærket klar over hvor stor en beslutning det er. Men jeg har selvfølgelig respekt for, at I, som er mødre siger jeres mening – det er jo derfor jeg har skrevet dette her.

Jeg ville bare lige udtrykke mig klarere!