skal, skal ikke :(

Nå, nu har jeg altså brug for at få lidt luft.

Jeg er såmeget i tvivl om det er den rette beslutning jeg har truffet.

Sagen er den, at jeg har valgt at gøre vores forhold forbi, hvilket kom som et stort chok for J. Det gjorde jeg også for ca 2 måneder siden, og vi fik aftalt hvordan og hvorledes med børn osv, men vi blev så enige om at prøve igen. Han havde slet ikke set det komme, og synes det hele gik så fint.
Nå,men vi blev enige om at sætte huset til salg, uanset hvad det her endte med, så det er det nu.
Men nu står vi igen her, hvor det hele er blevet mig for meget. I den periode hvor vi skulle prøve, føler jeg at jeg er blevet “vurderet” og “analyseret” hver eneste dag. Alt hvad jeg gjorde, sagde, mit humør, ja det hele fik en kommentar…

Jeg har ikke rigtig været så god til at få snakket om tingene, når jeg har synes der har været noget i vejen. Fejl fra min side det ved jeg.
Men når jeg så har sagt noget, så har det holdt 2-3 uger, så har vi været tilbage i det samme igen og igen, og så har jeg tilsidst opgivet, da jeg ikke har følt det har nyttet noget, og som det konfliktsky og behagesyge menneske jeg er, ja, så mener jeg ikke at det kan være rigtigt man skal blive sur og gal før det bliver forstået, og så har jeg desværre den svaghed bare at indordne mig med, at det nok bare er sådan det skal være.
Han siger, at det er fordi dengang vi lærte hinanden at kende, var jeg jo “ung” og havde ikke rigtig en mening om tingene, det kan jeg tildels give ham ret i, men jeg mener bestemt jeg er blevet “voksen” og fornuftig siden da, men han er bare blevet ved med at se mig som den “lille pige”, og indrømmer, at det måske er derfor han er faldet tilbage i de gamle “vaner” igen, fordi jeg ikke har beklaget mig ret meget.
Han har aldrig været ret god til at hjælpe til herhjemme, eller i det hele taget været hjemme. Han er med i et par foreninger, hvor han sidder i bestyrelsen, så der er møder og kurser + han ofte har noget ekstra arbejde.
Når han så er hjemme, så laver vi ikke noget sammen, eller har noget at snakke om. Ja, ærlig talt så keder jeg mig…

Jeg har tit følt at når jeg så har skullet noget, jamen så var det et problem, for hvorfor kunne vi ikke gøre det sammen osv.
Jeg har haft fornemmelsen af, at jeg ikke harkunne snakkemed hvem som helst, specielt ikke mænd, fordi så har han straks mistænkt mig for at lave alt muligt med dem (jalousi) men størstedelen af min omgangskreds lige inden vi lærte hinanden at kende har været fyre. Der er desværre kun 1 tilbage af demsom jeg taler med i dag.
Nå, men det jeg ville hen til er, at vi var til en fest for noget tid siden. Jeg sidder så alene, og hen kommer en fyr og vi snakker sammen. Han spørger mig senere om han må få mit tlf nr, men jeg vælger at sige nej, fordi jeg ved hvad J vil sige og tro. Men et par dage efter tænker jeg bare: “Nix, ingen skal have lov at bestemme hvem jeg skal snakke med”og jeg finder så hans nummer på nettet og skirver til ham. Men fortæller J det, og viser ham beskederne, så han kan se der ikke er noget i det. Det bliver selvfølgelig ikke velmodtaget.

Der ligger mange andre ting i det her, men det der nok har fyldt allermest er, at det man har sagt, er ikke blevet hørt førend man har valgt at gøre det forbi, og det synes jeg er lidt sent..
Han er stort set villig til at gøre hvad som helst, og har da også forbedret sig, men jeg vil heller ikke være hende som skal bestemme hvad han må og ikke må.
Jeg står sådan og vakler, noget i mig siger bliv, noget siger gå… suk…

Undskyld, det blev langt og rodet, men havde bare behov for at komme ud med det.