Sofies hårde vej til livet

De første små tegn
Torsdag d.12.oktober kl. 13.00 var jeg ved læge til det sidste tjek.. Jeg var på det tidspunkt i uge 35 + 3, og min læge sagde at alt så fint ud, men at jeg skulle til at passe på trapperne (Boede på 3.sal.) Jeg gik hjem til kæresten, og fortæller hvordan det er gået hos lægen. Vi bliver enige i at se en film, men ikke ret langt inde i filmen bliver jeg træt, og vil ligge mig ind for at tage en lur.

Og endelig gik vandet
Halvanden time efter vågner jeg op ved at jeg skal tisse. Jeg går på toilettet og tisser, tørrer mig, men kan mærke at der begynder at sive en masse væske ud. Det er en smule lyserødt, og lugter lidt af klor. Jeg siger til min kæreste lidt for sjov “Nå nu går vandet vidst.” Troede ikke rigtig det kunne være det, men da jeg rejser mig og løber det simpelthen ud af mig. Jeg ringer til fødegangen, og de beder mig komme op på fødegangen for at blive tjekket. Vi tager så bussen derop (Stakkels den næste der skulle sidde på mit sæde!!!)

Gå hjem og kom igen
Vi ankommer til hospitalet, og en super sød jordemoder ved navn Maria tager imod os, og siger at alt ser super fint ud, og at vandet er gået. Hun konstatere så at jeg kun har åbnet mig et par centimeter, og sender mig så hjem, og beder mig komme igen kl 22.00 om aftenen, hvis veerne ikke er taget til.

Hjem.. og så af sted… igen… og fødslen i stå
Vi går hjem, og slapper af.. Sofies far fik lidt mad, og jeg slappede af på sofaen. Klokken syv cirka begynder veerne.. aaav.. men vi bliver hjemme, for så kraftige er de heller ikke.

Klokken 22 tager vi af sted igen, og kommer derop, men jeg har stadig ikke åbnet mig nok. Vi bliver bedt om at overnatte deroppe, da det er en præmatur fødsel. Men jeg kan ikke sove pga veerne.. får et panodiler, som absolut ikke virker. Klokken et beslutter jordemoderen at give mig en sprøjte med morfin, så jeg kan sove, for hun mener slet slet ikke jeg er klar til en fødsel. Vi falder så i søvn.. hehe jeg var skæv der. Fødslen går i stå.

Verdens bedste jordemoder <3
Klokken 9 næste morgen bliver vi vækket, fordi der skal håndværkere ind på stuen.. Klokken 12 har jeg stadig ikke fået veer, så de giver mig en stikpille, som gerne skulle fremskynde veerne. De begynder ganske fint cirka en ½-1 time efter. Klokken 15 er der vagtskifte, og den sødeste jordemoder i verden kommer ind og ser til mig.. 5 cm åben!

Ligger så med veer i fire timer, og til sidst er de så kraftige at jeg beder om at få varmeposer på. Jordemoderen tilbyder også at lægge akupunktur, som jeg takker ja til.. men det virker ikke. Men varmeposerne var helt uundværlige! Jordemoderen siger så at hun igen vil tjekke mig klokken otte. Men allerede klokken halv otte er jeg simpelthen så gal og i smerter at jeg kommandere Sofies far ud på gangen, for nu kan den SKIDE JORDEMODER FANDME GODT KOMME! hahaha.. Hun kommer så ind og kigger til mig, og siger så: “Ja, jeg kan da godt forstå du har ondt! Du står jo helt åben søde ven. Du er klar til at komme ind på fødestuen!”

Endelig ville hun ud!!!
Jeg kommer ind på fødestuen lidt i otte, og jordemoderen fortæller så at Sofie ikke er helt nede i bækkenet endnu, så jeg skal lige stå op og presse hende ned, en ting som hun fortæller der godt kan være ret smertefuld, eftersom knoglerne bliver skubbet så meget på en gang. Hun massere min læn, og jeg falder stående i søvn i cirka 3 minutter.. Men så kommer der en rigtig hård ve. “Så nu er du klar til at presse din datter ud!” siger hun så. Jeg har hele tiden frygte at briste for neden, så hun spørger om jeg vil have podendusblokade.. Det takker jeg ja til, så jeg kan slappe af. kl. 22.49 er Sofie ude! Jordemoderen roser mig meget, og siger at det var sejt gået. Bliver kun syet med fire små sting.

Dødfødt? Hvad sker der?!
Sofies Apgar-score er ikke så god i starten, men bliver inden for et par minutter bedre. Vi var lidt bange da hun kom ud, for hun havde navlestrengen om halsen og er helt gas-blå i hovedet. Ret uhyggeligt. De tilkalder børnelægen, og undersøger hende o hastigt tempo. Cirka 3 kvarter efter får vi lov til at få hende over. Kristian nåede slet ikke at klippe navlestrengen, fordi det hele skulle gå så hurtigt.

Endelig fik jeg hende over. En kæmpe kæmpe kæmpe oplevelse! Min egen lille datter her i mine arme! Vi får af vide at hun ikke må sove hos os første nat, fordi hun nogen gange glemte at trække vejret, så de ville gerne have hende i kuvøse. Egentlig lidt rart, så jeg kunne sove

Endelig fik jeg min datter ind til mig og mit første nederlag
Næste morgen kom der en sygeplejerske ind med hende og siger: “Godmorgen og tillykke. Nu er Sofie vågen, og hun er godt sulten!” Så fik jeg hende over, men hun ville ikke ammes.. Eller dvs hun ville godt, men fordi hun var præmatur kunne hun ikke sutte ordentligt. Sygeplejerskene blev enige om at lægge sonte på hende, så hun kunne få mad igennem næsen. Det var en meget hård oplevelse, at se sit lille nyfødte uskyldige barn ligge der med slange i næsen. Vi prøvede på at få hende ammet i 8 dage uden det stor held, men på den 9. dag lykkedes det os at få hende ammet. En stor sejr.

Hvorfor græder jeg?!
Men ikke andet end et par timer efter den store sejr, kommer en sygeplejerkse ind og fortæller os at Sofie har fået ulsot, og derfor skal lægges i lys. Jeg står med tårene på klem, men bider det i mig, og siger okay, det er i orden. De lægger hende så i lys, og giver hende beskyttelsesbriller på. Jeg får lyst til at gå i bad, og spørger om det er okay. Det er det, så jeg går ned og går i bad. I badet bryder jeg fuldstændig sammen. Jeg græder og græder og græder, og kan slet ikke stoppe. Jeg kan ikke forstå hvorfor mit lille barn skal ligge i en kasse med lys, og ikke kan komme med mig hjem på hendes nyr fine værelse. Jeg savner nærheden ved at have hende i min mave, og står og krammer det slatne maveskind. Jeg vil bare have min baby igen. Jeg bliver ved psykisk at skælde mig selv ud, og sige til mig selv: “STOP! Du græder ikke på et hospital! Babyen i maven ligger nede på stuen og har det godt, og sygeplejerskerne gør hvad de er uddannet til.” Jeg gik igen ned på stuen til Sofie og hendes far.. havde kamufleret at jeg havde grædt, ved at sige at jeg fik shampoo i øjnene.

Min lille hemlighed blev opdaget..
Hver gang Kristian gik ud af stuen, for f.eks. at tage hjem og se tv eller gå en tur, så græd jeg. Jeg græd og græd og græd hver gang jeg var alene. Når jeg så vidste at nu var der cirka et kvarter til Kristian, mine forældre eller en sygeplejerske kom, så stoppede jeg med at græde, så de ikke skulle opdage noget.
Men en dag lå Kristian i min barselsseng med Sofie, og en sygeplejerske kom ind for at tale med os. Pludselig ser jeg Sofie ligeså stille glider ned af Kristian, og jeg springer op fra stolen for at gribe hende, imens jeg bare skriger: “NEEEEEEEJ!” Kristian vågner, og når at tage hende op. Men jeg er så forskrækket at jeg bare græder. Jeg bryder fuldstændig sammen foran sygeplejersken og Kristian. Hun kigger på mig, og spørger: “var det fordi han var ved at tabe hende du blev ked af det?” Jeg nikkker, og siger at jeg blev bange. Hun trøster mig, og siger at der heldigvis ikke skete noget, og at det var meget normalt at være lidt følsom når man lige havde født.

Det blev opdaget at jeg græd hver gang jeg var alene, så de sendte bud efter min fødselsjordemoder, som kom ned til mig og ville tale om det hele. Hun fortalte at hun havde opdaget at mine forældre ikke boede i København, så nu måtte hun være min nærmeste støtte. Jeg fortalte hende hvordan jeg havde det, og hun forstod mig godt. Hun sagde at det også var længe at være indlagt, og at selvfølgelig var det hårdt at se alle andre forældre på hospitalet rejse glade hjem med deres lille vidunder, imens man selv måtte blive, uden at vide hvornår ens barn måtte komme hjem. De følgende dage kom jordemoderen ned til os hver aften, og snakkede og hilste på Sofie, og de dage hun ikke selv var på job, der ringede hun til mig, og spurgte om jeg var okay. Det var simpelthen guld værd. Elskede den søde jordemoder!

Som at miste sin familie…
Endelig kom dagen hvor vi skulle udskrives. Det var selvfølgelig rart at skulle af sted.. men alligevel var det med vemod, for det var som at sige farvel til en del af sin familie..

Det var min fødsels-beretning.. Er den ikke bevis nok for at politikerne bør bevare Frederiksberg Hospital? Hvor i verden finder man ellers så kærligt og omsorgsfuldt et personale, som bare lever og ånder for deres job?