sprgs til jer enlige mødre

Jeg har valgt at være ano idag da det her ikke er et problem der kommer andre ved vi kender!
Vi fik bebs for 6mdr siden og har været sammen 3,5år da vi fik den lille havde jeg jo et rosen rødt billede af den her lille perfekte kernefamilie med mor far og barn! Og nu køre det bare af helvede til rendt ud sagt jeg synes vi diskutere hele tiden og jeg føler mig tit som enlig mor i et forhold! Har årøvet at få ham til at tage bebsen mere men det hjælper ikke rigtig da han går i panik over ingenting! den anden dag var jeg væk en time og han ringede 4 gange! Kommer du snart nu er han ked, han vil have sin mor osv!

Mit sprgs er så hvor meget skal man kæmpe? Skal man blive for barnets skyld… har bare tusind sprgs kørende i mit hoved!

Hilsen den triste og forvirrede hvis drømme om en kerne familie hvis er ved at ryge sig en tur