Største skuffelse?

@Snulle wrote:

@RikkeD wrote:

Snulle: Hønen og Cecilia´s far er ikke sammen.. Men han skal jo se sin datter, når han kan..

Aaaaahhhh. Så er jeg mere rolig! Pyha!!!!

Hehe, hvor er du sød.. Godt Rikke lige kunne komme med opdates.. Griner 😀

Nej nej, vi har ikke været sammen lææænge.. Gik fra ham, da jeg indså at han ikke kunne “reddes”, medmindre han selv ville det.. Siden har han bare set Cecilia med jævne mellemrum 🙂

Jeg får helt ondt i maven af at læse om alle de forældre og tætte forhold som er ødelagte på grund af så store skuffelser.

Jeg er lykkelig over at jeg har et smaddergodt forhold til hele min familie.
Mine skuffelser er bare helt banale såsom hvis kæresten igen sidder for meget ved sin PC eller glemmer at fortælle mig noget..

Så vil bare give jer alle et stort kram 🙂

@Snulle wrote:

Det lyder som nogle fornuftige overvejelser. JEg er glad for at du gik fra ham for 2 år siden!!!!
Hvor er det skønt at du har fundet lykken på ny 🙂 Det er jeg glad for at høre!

Jamen jeg er for det meste et meget fornuftigt menneske, og tænker for det meste klart og logisk.. Men lige i denne situation ved jeg godt nok ikke lige helt hvordan jeg skal forholde mig.. Andet end bare at være der 100% for min lille pige på 3 (snart 4) år, som ikke helt forstår hvorfor far ikke er en del af hendes liv lige nu.. Men det hele skal nok gå.
Og mange tak for opbakningen, du er sød 🙂

Har også en del skuffelser i mit liv, men har svært ved at beskrive dem i åbent forum, uden at få dårlig samvittighed…

Min største skuffelse ligger nogle år tilbage… og faktisk er den lidt 2 i en…

da min kæreste er i militæret, har en af hans soldaterkammerater “lånt” hans telefon (uden at spørge om lov) og via den flirtet med min 14-15 årige lillesøster og bedt hende om at sende billerder af sig selv i g-streng (alt via sms og mms) og “vennen” havde skrevet det var ham der skrev…

Kæresten vidste slet ikke noget om alt det før min far kom hjem til os den efterfølgende weekend (hvor kæresten var hjemme) med alle sms’erne printet ud, og anklagede min kæreste for at have skrevet de ting… mine forældre nægtede at tro på det ikke var ham, og jeg følte mig noget så spilttet, for de tvar jo min familie, men samtidig vidste jge bare at han ikke havde gjort det, kendte ham trods alt…

men vi gik fra hinanden, men forblev venner, han tog 3 uger til skotland med søværnet, og da han kom hjem, fandt vi sammen igen, men han nægtede at have noget med min familie at gøre i 1½ år…

så i den tid måtte jeg deltage i 2 barnedåbe, min søsters konfimation og en anden søsters bryllup alene, selvom han var inviteret, for han ville bare ikke… han følte sig ikke velkommen efetr den behandling han havde fået, og forstår ham godt….

Så var utrolig skuffet over mine forældre…

3-4 månder efter mine forældre anklager kommer min veninde og fortæller mig at hun altså ikke syntes jeg skal være sammen med ham mere, og at den fyr hun forsøgte at sætte mig sammen med da vi avr fra hinanden, altså stadig var interesseret i ham…

det skuffede mig så meget, for hun vidste at jeg følte min kæreste var den rette for mig… og hun var altså min bedste veninde, havde kendt hende siden vi begyndte i børnehave samme dag… det er nu 4 år siden, og har ikke rigtig snakket med hende siden…

men alt er okay nu, mellem min kæreste og mine forældre, min far græd af lykke da vi fortalte vi var gravide, han var så bange for at det ikke kunne lade sig gøre, nu vi havde forsøgt i over 1 år, så det var jo dejligt…