Underlig, fordi man ikke ved hvad man vil?

Det skal jo ingen hemlighed være, at jeg har afprøvet mange uddannelser og jobs fra jeg var 16 til i dag, hvor jeg er 24.. Jeg har:

Været ekspedient i et plantecenter
Passet børn
Været ekspedient på en tankstation
Været tjener på en restaurant
Været pædagogmedhjælper
Været vikar i forskellige institutioner
Undervist i drama

Og så har jeg gået på:

HF (Fuldført)
Læreruddannelsen (Afbrudt efter 1. semester.)
Universitetet – Dansk (Afbrudt efter 2. semester.)
Pædagoguddannelsen (Er jeg fortsat på og er ved at afslutte 3. semester.)

Jeg har jo så søgt ind på skuespillerskolen her til januar og skal til optagelsesprøve på alle tre skoler.. Jeg fortalte mine forældre om det og jeg kunne mærke at det et eller andet sted frustrerede dem, at jeg havde gjort det. “Nu havde du jo lige fundet en uddannelse, du er kommet lang på..” Sagde min far blandt andet.. Men jeg har det sådan lidt.. Hvis man nu virkelig altid har drømt om at blive skuespiller, men man bare ikke har følt sig mentalt parat til at søge ind før nu, skulle man så bare lade helt være?

Jeg mener man til HVER en tid skal turde at satse og prøve noget andet.. (Så længe det naturligvis ikke skader andre mennesker såsom sine børn eller ens øvrige familie.) På skuespiller skolen er der til HVER skole minimum 600 ansøgere og de optager kun 8.. Så chancen er jo rigtig rigtig lille.. Men er det virkelig forkert at søge om optagelse, fordi man selvfølgelig aller helst vil ind.. Men også gerne vil have oplevelsen ud af det?

Jeg ville finde det frustrerende, hvis jeg sad som 40 årig og kunne se tilbage på et liv, hvor jeg kun har været på en tankstation siden jeg var 15, havde købt et hus i en lille flække og havde mand og børn. Jeg nedgør ikke dem, der gerne vil leve deres liv sådan, for det skal folk helt sikkert have lov til.. Vi er jo alle forskellige. Så længe man er lykkelig, er det jo fantastisk.. Men jeg ved bare med mig selv, at det ikke ville være nok for mig.

Men nu til det, som udløser mit spørgsmål.. Min fætter startede sidste år på lægestudiet og valgte at droppe ud. Jeg spurgte så min moster efter, hvordan det gik med min fætter på uddannelsen og hun svarer så: “Ja han er en underlig dreng.. Han ved ikke hvad han vil.. Han er droppet ud nu.. Han fejler virkelig et eller andet.” Tænk at sige det om sin egen søn!? Tænk at vurdere sit eget barn som psykisk ustabil, fordi han enten indser at det er mere end hvad han kan klare eller at han finder ud af, at det ikke er den vej han har lyst til at gå.. For hvis han fejler noget, så er det da fantastisk, at jeg ikke er blevet hentet af den blå vogn endnu!!

Men hvad siger I? Er det underligt at man afprøver forskellige ting i sit liv og prøver forskellige veje?