undskyldning fra milla85 (langt)

Hej alle i søde piger der bekymrr jer så meget det var på ingen måde meningen og havde bestemt ikke troet at mit indlæg ville blive tolket på så mange forskellige og desværre også forkerte måder men vil prøve at gi en forklaring her

baby i maven har det godt

ungerne har det skønt og benjamim har det skønt

det hele begynder ved mig selv det startede som angst anfald og blev bare være og være jeg forsøgte at fortrænge det bag en masse forskellige facader af glæde vrede raseri osv

men for ca 14 dage siden tog det bare overhånd jeg vågnede en morgen og tudede jeg græd og græd og græd og anede ikke hvorfor da ungerne vågnede vrisede og snerede jeg af dem og det fortsatte og så græd jeg mere fordi jeg overhoved ikke kunne kende mig selv jeg græd fordi jeg gjorde mine unger bange og fordi jeg skræmte mig selv og min mand jeg var forfærdelig og var det hele tiden kunne slet ikke styre mine følelser og var vred konstant selvom jeg prøvede at være glad og ja nu græder jeg igen 😥

jeg var nået til et punkt hvor alt det positive i mit liv var forsvundet når jeg vågnede om morgenen ønskede jeg bare det var aften så jeg kunne sove igen alle problemerne med benjamin havde drevet det så langt ud at jeg fuldstændig havde mistet lysten til alting til ungerne til benjamin til livet og mest af alt til mig selv ikke engang ungernes smil kunne på det tidspunkt hive mig op af hullet igen 😥
jeg kunne ingenting overskue og bestilte og bestiller stadigvæk meget af tiden på at stirre ud i lufte og græde over hva for et forfærdeligt menneske jeg er 😥

jeg skammer mig over at føle som jeg gør og over at ha forvirret mine stakkels unger med min depression og over overhovedet ikke at ha skænket benjamin en tanke i alt det her

jeg valgte ligepræcis ikke at skrive årsagen herinde fordi jeg skammer mig og føler folk vil tænke og tale grimt om mig fordi jeg står i den situation jeg gør med mand graviditet 3 dejlige unger og den værste af de værste depressioner man overhovedet kan få og jeg kan knap nok overskue at komme igennem dagen så hvordan skal jeg kunne overskue alt det andet fantastiske i mit liv

det hele blev bare for meget at stå med alt det økonomiske alle børnene graviditeten mig og benjamins problemer 1 salen og retsagen tæt på termin mit hoved og min phsyke kunnen bare ikke klare det.. 😥

jeg er sikker på alt bliver godt igen vi havde en lang snak igår mig og benjamin om det hele og specielt mig og han hjælper mig alt det han kan
han anede ikke at jeg havde det så dårligt og valgte så desværre at reagere for sent men reagerede da heldigvis

jeg er ked af at ha bekymret jer unødvendigt men anede ikke at jeg var så udbredt hvis man kan sige det sådan vi er alle herhjemme enige om at det går bedre nu end for 2 dage siden og håber på at det hele vil rette sig op på et par uger men nu efter små 2 måneder med angst anfald depression osv har jeg meget at rette op på for min stakkels familie og alt min tid vil blive brugt på dem og jævne samtaler med psykolog og læge for at det ikke skal videre udvikle sig til fødselsdepression så derfor høre i nok ikke noget 😥 videre fra mig før senere på året

undskyld jeg ikke ga en forklaring med det samme men jeg skammer mig bare sådan mig af alle mennesker med de dejligste unger og mand hvordan kan jeg være bekendt at få en depression der er så voldsom 😥

skal dog siges at jeg nu igen kan være glad og blive helt varm indeni når ungerne smiler men det kunne jeg ikke for 2 dage siden jeg er frustreret og ked af det og den eneste trøst lige nu er at jeg ved at det ikke vare for evigt nu er den store opgave så også bare at få overbevist ungerne så de ikke tror mor er ked af det pga dem….

det bliver bestemt den sværeste men også vigtigste opgave i mit liv at få overbevist dem om at de er det bedste og mest positive i mit liv og jeg elsker dem af hele mit hjerte og dog sætter jeg mig alligevel over i et hjørne og græder flere gange i løbet af dagen hvordan forklare man børnene det ikke er deres skyld men mors 😥

jeg skriver dette indlæg som en undskyldning og fordi jeg håber og tror i vil prøve at forstå hvordan jeg har det og ikke tolke det forkert da jeg virkelig har brug for støtte pt

ungerne har det dejligt og er lige så glade som de plejer i de her dage er det bare lidt mere far der hjælper dem og ja de er kede af jeg er ked af det kan man tydelig se men skæner dem så meget jeg kan for at se på det og forsikre dem om det ikke er deres skyld men for filan hvor jeg glæder mig til en dag uden tårer 😥

savner sådan mit positive syn på det hele