-
Indlæg
-
Hej tøser.
Ja, nu nærmer tiden sig jo hvor Mads og jeg har snakket om at begynde på projekt baby.
Men men men.. Jo tættere vi når på den bestemte dato, jo mere forvirret bliver jeg.
Er jeg klar til 2 børn? og hva nu hvis, hva nu hvis og hva nu hvis?Det er ikke fordi jeg ikke vil ha’ et barn til, og jeg er 150% sikker på Mads er den der skal være far til mine kommende børn. Men bliver pludselig så nervøs.. ja, bange :S
Er det normalt, eller er det mig den er gal med?
Hilsen
Maria
Selv nu får tanken om barn nr.2 mig til at panikke fuldkommen! Jeg har en million tanker omkring det at få flere børn.. nogle gange tænker jeg, nej skal ikke ahve flere!!! fordi jeg bliver så bange?!
det er især tanker som:
Kan jeg klarer 2 børn?
Kan jeg elske 2 børn ens?
Kan jeg give dem begge det de har behov for? Både kærlighed, tryghed, opmærksomhed, materielt…
Kan jeg sikre dem en tryg opvækst?
Kan jeg være lige så opmærksom på dem hvis de er 2 eller 3 som hvis de var en?Og ærlig talt.. jeg bliver aldrig perfekt! Jeg tror det er ganske normalt.. selv med et barn tænker jeg alle de ovenstående ting.
@Mango wrote:
Selv nu får tanken om barn nr.2 mig til at panikke fuldkommen! Jeg har en million tanker omkring det at få flere børn.. nogle gange tænker jeg, nej skal ikke ahve flere!!! fordi jeg bliver så bange?!
det er især tanker som:
Kan jeg klarer 2 børn?
Kan jeg elske 2 børn ens?
Kan jeg give dem begge det de har behov for? Både kærlighed, tryghed, opmærksomhed, materielt…
Kan jeg sikre dem en tryg opvækst?
Kan jeg være lige så opmærksom på dem hvis de er 2 eller 3 som hvis de var en?Og ærlig talt.. jeg bliver aldrig perfekt! Jeg tror det er ganske normalt.. selv med et barn tænker jeg alle de ovenstående ting.
Det er LIGE præcis de spørgsmål, der kører rundt i hovedet på mig. Puh ha, syns godt nok det er svært.
Mads glæder sig rigtig meget til han bliver far og Stoffer går og snakker om babyer hele tiden 😀 “Når jeg bliver storebror, så er jeg sej :D”
Det skræmmer mig bare at de er så spændt, og jeg går her og er nervøs!det er altså helt naturligt med de tanker der… det er jo en stor forandring…
det med om man kan elske 2 børn ens… det gik min mor faktisk helt ned over…
da jeg blev født havde mine forældre prøvet i 10 år på at få mig og alle var helt estatiske over det lille vidunder og de skulle gentagende høre på ihh hvor var jeg smuk bla bla bla… men da min lillebror blev født var der ikke de samme kommentare han var rødhåret og gullig og min mor kunne ikke forholde sig til tanken – hun fik en kort varrig fødselsdepression – men efter et par mdr. var min lillebror jo også det smukkeste barn i hele verdenen….dette er bare eksempel på det er normalt… jeg ved godt det er sværre sagt end gjort – men tag det som det kommer… barnet bliver en del af dig og den mand du elsker ekstemt højt, og uanset hvad bliver det det smukkeste og dejligste barn i verdenen…!
Du ved hvad du har, men ikke hvad du får!
Jeg tror det er helt normalt at blive en smule skræmt, når man kaster sig ud i nye ting i livet. Vi er enormt tryghedssøgende – og det kendte er trygt, mens vi ikke ved, hvad vi skal vente af det ukendte.. 🙂
Held og lykke med det!
Selvom jeg ingen børn har er jeg virkelig også på randen af desperation, for et barn er jo ikke noget man bare kan lægge væk hvis man gerne vil holde ferie.
Jeg er 19 år, og har “kun” en studentereksamen fra gymnasiet, så har igen rigtig uddannelse endnu. Jeg stiller mig selv spørgsmål som:
– Kan jeg give et barn tryghed, opmærksomhed, kærlighed både følelsesmæssigt og materielt?
– Kan jeg klare det rent økonomisk?
– Hvad hvis min kæreste går fra mig?
– Hvad hvis jeg ikke får en uddannelse?
– Hvad vil min familie sige til jeg bliver gravid så tidligt, og kan jeg klare fordommene?Jeg forstår helt hvad du mener!
Jeg tror det er en helt normal reaktion.
Jeg havde selv de tanker da vi begyndte at planlægge barn nummer 2. Hvad hvis jeg ikke kan elske den næste lige så meget, er vi nu helt sikre på at det er NU det skal være, og ja, hvad nu hvis jeg slet ikke kan blive gravid igen….
Jeg tror måske bare lige man skal igennem de tanker, og så ellers bare komme i gang 🙂
Lige så snart I står med den positive test i hænderne, så er den det hele værd 🙂 🙂
Held og lykke
Tror at det er fuldstændig normalt… Kan huske da vi planlagde Kian, var jeg bare så spændt på det hele 🙂 Men da jeg nåede over de 12 uger blev jeg bange og tænkte ” Hvad er det jeg har gang i? ” Men jeg har ikke fortrudt 1 sek. at vi fik ham, og jeg var klar, vidste det bare ikke før han var her 🙂
Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.