Vil da lige hilse på :)

Jeg er en ung kvinde på 22 år, som bor sammen med min kæreste på 21 år. Vi har været sammen i næsten 6 år.

For knapt et år siden blev jeg gravid – på ingen måde planlagt og ikke lige tidspunktet i det vi boede hjemme hos hans forældre. :pegefinger:

Jeg blev både glad og chockeret over nyheden, men som alle mænd sikkert har det første gang, så kommer det nok op, det gjorde det ihvertfald for min kæreste, om han nu også var klar – efter et par timers snak frem og tilbage var det klart, selvfølgelig skulle vi have barnet!! – nyheden gik ud til alle, og jeg syntes jo hele verden skulle vide det, jeg var pave stolt. Da det ikke var planlagt, havde jeg ingen ide om hvor langt jeg var henne, og blev derfor sendt til scanning – 6+3 og fint hjerteblink. :love: Alle i familien glædede sig, mine forældre, hans forældre, og alle bedsteforældrene, det lå nok ligeså meget i at vi var de første på begge sider til at få børn.

Jeg kastede op en enkelt gang, og det var det, ingen gener eller andet, men hva – jeg havde jo aldrig været gravid før, så jeg troede da alt var fint..

Vi fik brev til NF, men 2 uger inden fik jeg ONDT, virkelig ondt. – og selvfølgelig en fredag!! Jeg sov ikke fredag nat pga. smerter, lørdag morgen ringede jeg til vagtlægen, med besked om at lægge mig i min seng. Senere på dagen opdagede jeg blod, og gik i panik, ringede til min mor, som beroligede mig og sagde jeg havde nok sarte slimhinder. Søndag morgen havde jeg stadig ikke sovet, og min kæreste ringede klokken 6 om morgenen til vagtlægen, men samme besked igen.

Søndag eftermiddag kom mine svigerforældre hjem, OG så kom der fart på – Svigermor kunne se hvor mange smerter jeg havde, og så ringede hun, og selvfølgelig blev jeg sendt på hospitalet med det samme. :ohmy: Jeg var frustreret over, enten så mange mennesker der “udnytter” systemet for at komme ind og se den lille, eller også at lægerne bare var ligeglade.

Vi fik dommen, at vores baby var gået til omkring uge 7 – det var forfærdeligt. Sygeplejeskerne var fantastisk søde, snakkede og fortalte at vi var unge, men der var ingen tvivl om at vi ønskede det barn, så kede af det vi begge blev. Jeg skulle møde op dagen efter til en udskabning, da den lille loppe var gået i forrådense. – og de var dybt chockerede over den vagtlæge.

Det var den væreste nat i mit liv, at lægge der i sengen, og vide den glæde man havde haft inde i sig, den var der endnu – men den var død.

Tiden efter gjorde ondt, jeg lukkede det hele inde i mig selv, og forsøgte at være stærk, men ind imellem gik det bare ikke – jeg har heldigvis verdens dejligeste kæreste, som jeg snakkede med, og selv når jeg ikke gad snakke om det, fordi det altid var en gentagelse, var han der til at holde om mig. :knus:

Hele familien blev kede af det – på vores vegne – jeg holdt modet op med at der var noget galt med barnet, og gudske tak og lov, for der ikke var sket noget med mig eller min kæreste, at vi begge var sunde og raske. 🙂

Tiden gik – jeg testede selvfølgelig hver mdr. for jeg var sikker på der var resultat. :hammer: Det blev frustrende og tilsidst tænkte jeg at så kunne det også være ligemeget.

Imellem tiden havde vi fået lejelighed, FANTASTISK!! – men ugen op til vi skulle flytte, fik jeg det faktisk ret skidt, men slog det til side med at det nok var spædningen, men for en sikkerhedsskyld, tog jeg en test – og det var positiv.

Denne gang holdt vi det hemmeligt for alle, på nær min mor, fordi jeg blev så overvældet af glæde og sorg, at jeg måtte snakke med en om det.

Jeg er nu i 14+3 – var til nakkefoldsscanning for 2 uger siden med resultatet 1:20266. Jeg har stadig ikke fortalt det til venner og veninder, fordi jeg er så ufattelig nervøs. Jeg er ked af jeg ikke bare kan nyde det fra nu af. :usikker:

Det var så en “lille” hilsen fra mig. :blomst: