Virkelig i tvivl omkring parforhold efter fødsel

Det her bliver sikkert rigtig rodet og langt, men nu prøver jeg alligevel, om ikke andet så for at få mine tanker ud.
Jeg blev jo mor for næsten 8 måneder siden, og er selvfølgelig fuldstændig forelsket i min dejlige dreng.
Men… det er en helt anden sag når det kommer til kæresten. Skal lige siges at det ikke var planlagt at jeg skulle blive gravid, og havde inden da (og også siden) flere gange været tæt på at gå fra min kæreste. Og nu er jeg lidt bange for at jeg kun er sammen med ham for hans og vores drengs skyld…
Jeg føler egentlig bare at jeg bor sammen med en ven, og endda en som jeg bliver irriteret over næsten hver dag. Der går mange dage imellem at vi kysser eller gør andet kærligt. Og sex….phew.. Jeg har absolut ingen lyst, og han plager mig stort set hver dag, så når vi så endelig laver noget er det udelukkende for hans skyld. Og det er jo heller ikke godt.
Har prøvet at forklare ham at det kræver lidt tid, og at han altså skal være sød og kærlig over for mig i hverdagen for at jeg får lyst. Og han skal så åbenbart have at der sker noget på sex-fronten for at han kan være kærlig og betænksom over for mig… Når han så endelig kysser/krammer eller lign, ved jeg bare at 95% af gangene er det for at få noget, og så mister jeg totalt lysten og skubber ham nok lidt væk. Og det betyder bare rigtig meget for ham…
Så er der sikkert mange der ville foreslå kæresteaftener osv – det er prøvet lidt, og vi kan sagtens have en hyggelig dag sammen, men så bliver det bare hverdag igen og vi falder tilbage.

Der er efterhånden så mange ting ved ham jeg er ked af, og gerne ville ændre på. Og synes bare det hele bliver værre og værre, for hver gang jeg beder ham om at gøre noget, bliver han bare sur og udskyder det måske endnu mere.
Vi har dog nogle gode stunder, hvor vi pjatter og hygger. Men stort set altid pga vores dreng, eller over nogle af de få ting vi havde førhen. Og stemningen vender lynhurtigt.
Sandheden er nok, at havde vi ikke V sammen, så overvejede jeg meget at gå fra ham, hvis ikke jeg allerede havde gjort det.
Men det er jo ikke kun mig det handler om, det er jo virkelig ikke godt for V hvis vi skal til at flytte fra hinanden osv, og måske (?) engang fandt sammen igen.
Desuden tvivler jeg efterhånden på at min kæreste ville kunne klare det uden mig, både psykisk og rent praktisk. Kan slet ikke forestille mig hvordan han skulle kunne klare det som alenefar, bare en weekend af gangen. Han elsker sin dreng overalt, men der skal bare ikke meget for at stresse ham eller få ham helt ned, og det er virkelig svært at håndtere til tider, føler alting altid skal handle om hans problemer…
Men på den anden side skammer jeg mig også over at gå og ønske at han var anderledes på så mange punkter, hver dag. Og i dag greb jeg mig faktisk ligefrem i at komme til at logge på min gamle datingprofil … (skrev dog til ham der havde skrevet at jeg havde kæreste og barn, men alligevel…)

Jeg ved godt at der ikke er andre end mig selv der kan svare, men jeg synes bare det er så hulens svært… Det bedste ville selvfølgelig være hvis vi arbejdede på at få det til at køre… men er bare i tvivl om jeg vil det nok, og om jeg ville kunne acceptere og elske ham og alle han “mangler” resten af livet, og ikke hele tiden sammenligne ham med andre eller tænke på om jeg kunne have fået en jeg var 100% forelsket og vild med…
Hvad f*nden gør jeg?