Jeg synes at det er en frygtelig situation du har været udsat for. Jeg synes du har trufftet det rette valg. Du ønskede dig åbenlyst det barn, og hvis du havde fået det fjernet ville du nok aldrig kunne tilgive dig selv.
Dig og din søn skal nok få et godt liv, til trods for at han ikke kender sin far. Det er jeg sikker på 🙂

Jeg er vokset op med en mor som fik 3 børn med 3 forskellige mænd. Den sidste er min lillesøsters far og ham har hun været sammen med i snart 20 år. Med hensyn til om det er okay at have kontakt til den ene far og ikke den/de anden far så kan det jo være en nødvendighed. Jeg havde ikke kontakt til min far, men min storesøster havde kontakt til hendes. det var da psykisk hårdt for mig, at se at både min storesøster og lillesøster havde en far og jeg ikke havde. det var værrest ved højtider, for der blev man rigtig mindet om det. Men som tiden gik tog jeg min lillesøstrs far til mig, og ser ham som min far den dag i dag. Min datter Bella kalder ham også for morfar 😀
Jeg har aldrig følt at der var noget galt i det, men men men
jeg ville ikke selv have lyst til at min datter skulle opleve det. Da jeg var alene med Bella var det også noget jeg tænkte meget over. Jeg følte mig som en fiasko, og var rædsenslagen for at skulle prøve med en ny. For hvad nu hvis det gik galt igen. Heldigvis fandt jeg sammen med faderen til Bella igen. Og så slap jeg for at spekulere mere på det. Men det var noget der fyldte meget i mit sind.

Mht. om det er hårdte at være alene med 2 børn kan jeg kun sig at jeg synes det var hårdt at være alene med Bella. Det var hårdt ikke at have nogen at dele hende med. Selvfølgelig var det også hådt fordi man var knust pga. bruddet. Men det blev da bedre med tiden, jeg skal bare lige vænne mig til at være alene. Og vænne sig til at ens eget selskab ikke er det værreste at være i 😆 [/quote]