Jeg synes din kæreste er for doven i måsen…! 😕
Helt ærligt – hvis det er så “vigtigt” for ham – så må han da mande sig op og deltage i pasningen!
Jeg måtte rulle med øjnene for mig selv, da jeg læste at han fornærmet havde skrevet til sin mor at det ikke kunne lade sig gøre, fordi du tog hjem til din mor – aaaarh – helt ærligt, mand…
Så må HAN da bare ta’ sig sammen…?!? 🙄
Det der med at han “ikke vågner” – jeg ka’ ikke lade være med at mistænke ham for at han bare ikke GIDER vågne, fordi han ved du står op hvis han ikke gør…

Jeg synes faktisk det er i orden du siger fra…
Du fortæller, du i forvejen er sådan lidt uden overskud og sådan – ved du hvad; så er det kun godt du mærker efter og siger fra.
Jeg synes faktisk det var en helt fin løsning at du kunne tage med den lille over til din mor og sove – og så lade kæresten passe lillebroren…

Men det passede jo så ikke herren, tsk… Ellers kunne I måske ha’ lavet et kompromis – at du passede ham indtil du selv skulle i seng-agtigt, og så måtte kæresten ta’ ham om natten indtil du stod op.

Men kæresten lyder ikke til at være sådan til at gå på kompromis med…
Det må jo så blive HANS problem – ikke dit.

Når det så er sagt, så har jeg også den holdning at man hjælper hinanden i familien – ikke kun den ene vej selvfølgelig – det skal gå begge veje…
Og rent principielt ville jeg da også synes at I godt ku’ ha’ passet lillebroren… Men i og med at det ikke ville være “Jer” men faktisk kun “dig” der kom til at passe ham – og taget i betragtning at du ikke rigtig havde overskud til det, så er det fint at sige fra.

Men igen – så kan drengen jo heller ikke gøre for hvem hans far er – det ville nok være rart hvis du kunne “komme lidt ud over” det. Hvis han får en masse gode indflydelser i sin opvækst, så vil han da sikkert blive en rigtig dejlig og sød person. Der er ingen der siger han kommer til at som sin far, jo *S*

Årh nej da – hvor jeg føler med dig MLHøjgaard 😥
Det må være rigtig, rigtig frustrerende og smertefuldt at være i dine sko lige nu…! 🙁

Da jeg gik i gang med at læse tråden begyndte jeg at tænke, at det lyder som om der er et eller andet der går ham rigtig meget på – en eller anden frustration der gnaver og bider og æder væk af det overskud der ellers skulle være til at give plads i hans verden til dig også…
Men at det måske er en ting, som han af en eller anden grund ikke “tør” fortælle dig om, selvom du jo gentagne gange har forsøgt at tage en snak med ham og få kortene lagt på bordet. 😕

Hvad det kan være, der har gjort ham så usikker på Jeres liv sammen er slet ikke til at gætte – det kan jo være alt fra at han frygter at blive “hurtigt gammel” – at han ikke længere kan have det sjovt med gutterne ind i mellem og sådan noget, til at han ikke kan overskue hvor stort et ansvar han står med til at han måske føler sig utilstrækkelig eller hvad ved jeg…
Det er jo ikke til at gætte sig til, hvad der kan være årsag til hans afstandstagen, når han ikke vil snakke om det. 🙄

Nåh – men alle de ting kan jo ikke rigtig nytte noget nu hvor jeg kan læse at beslutningen er taget – at I skal gå hver til sit… 🙁

Det er jo nok som det er – det hjælper ikke at ønsketænke, men hvor kunne jeg dog alligevel ønske for Jer, at I i det mindste kunne have haft en god, ærlig snak om de ting der ligger nedenunder hans frustrerationer her, så om ikke andet I kunne gå fra hinanden med en oprigtig og reel erkendelse om at I gjorde hvad I kunne for at se om det virkede… ❓

For HVIS det nu er et eller andet som at f.eks. han pludselig blev skræmt ved tanken om aldrig at kunne tage i byen og feste igennem hele weekenden eller sådan noget – så kunne problemet måske have været løst ved at I satte Jer ned og talte det igennem – fandt et kompromis, som I begge kunne leve med… F.eks at han kunne få lov at slå sig løs en gang om måneden uden at få “høvl” for det af dig, eller hvad der nu kunne tænkes at være løsningen…

Hmm, håber jeg formulerer mig, så det er til at forstå…
😕 ❓
Tænker bare, at hvis det er endegyldigt det her, og I ikke kan redde forholdet – så ville det måske være lettere at acceptere og komme videre med livet, hvis I i det mindste havde fået talt ud om problemet…

Sådan som jeg læser dit indlæg nu, så virker det næsten til at du faktisk ikke aner hvad der er gået galt… Og det kan være rigtig svært at hele et knust hjerte og drømme, når man ikke engang har fået den closure på, at vide HVAD der var årsagen…
(Men jeg kan jo også have fejltolket hvad du skriver – i så fald må du undskylde 🙂 )

Men som jeg læser det virker det til at “noget” har fået ham til at flygte væk fra dig – ind i computeren og andre ting, der bare kunne give distance, så han ikke skulle konfronteres med det, der har skræmt ham…

Og så er det jo til sidst det ender i et brag, som det lyder til er sket hos Jer…

Åh altså – jeg snakker bare løs her – og aner ikke om det gi’r mening hva’ jeg skriver…

Må hellere slutte af her med at sende et stort læs tanker – håber godt nok det kommer til at ordne sig for dig/Jer uanset om I skal være sammen eller ej…

Knus
MissGoofie

Øj – sikke en tråd…! 😯
Nu kender jeg jo slet ikke nogle af Jer – og burde måske derfor slet ikke blande mig – men vover pelsen da jeg fik lyst til at sige pænt farvel til trådstarter – kan forstå du har oplevet nogle ting herinde, der har ikke har været så rart for begge parter. Det er rigtig ærgeligt, når det går sådan…

Håber alt det bedste for dig og din familie fremover – hvem ved, måske jeg får fornøjelsen af at lære dig at kende på et senere tidspunkt, hvis lysten til siden vender tilbage 🙂