Min artikel på mym

Jeg vil da også lige dele min artikel fra mym med jer dejlige tøser herinde på ungmor…

Jeg var 9 år da min mor blev indlagt akut på Århus kommune Hospital, min mor havde i flere år døjet med stærk hovedpine, svimmelhed, besvimelser og andre ting som gjorde at hun havde svært ved at fungere optimalt.. Min far var på daværende tidspunkt buschurfør og arbejdede til sent ud på aftenen mange dage om ugen, derfor var han sjældent hjemme når min mor fik det dårligt eller bare havde brug for en der kunne komme og tage over, hun stod tit alene om aftenen med to små børn som skulle bades, have aftensmad, i nattøjet og puttes.

En aften gik det helt galt, min far havde tidligt fri, og kom derfor hjem til aftensmad, jeg kan huske at min lille bror på 5 og jeg på sad i stuen og så børnetime, mens min mor var i fuld gang med at lave aftensmad. Vi satte os til bordet som en familie og skulle hygge med aftensmaden, men aftensmaden var uspiselig, kødet var brændt på og risene vi skulle have til var kogt til mos, sovsen var jævnet så tyk at man kunne skære den ud i skiver, det skal lige siges at det bestemt ikke lignede min mor at lave sådan en mislykket middag, hun havde jo stort set hver aften siden hun var 19 år lavet aftensmad til mig, min far og hende selv.

Min far spurgte ind til om alt var i orden, om hun havde det skidt, om det var hovedpine igen, min mor fortalte at hun hele dagen havde haft en hovedpine der var værre og meget hårde end den plejede at værre, hun havde også følt at højre arm ikke rigtig gad samarbejde.. De besluttede at køre til vagtlægen med det samme, Lillebror og jeg blev afleveret ved noget tæt familie, hvor vi kunne være indtil mine forældre kom tilbage.

Aftenen blev lang og mine forældre kom ikke tilbage så vi blev puttet i seng, ved 6 tiden om morgenen, vågnede jeg ved min far var kommet for at hente os, men min mor var ikke med. Min far satte sig i sofaen og fortalte dem som havde passet mig og min lillebror hvad der var sket og hvorfor han kom alene tilbage. Jeg sad ved siden af i sofaen og malede i malebog mens han fortalte det hele, jeg lod som om jeg ikke hørte efter, men alligevel hørte jeg alt hvad der blev sagt. Han fortalte at de var taget til vagtlægen i Randers, mens de havde sat og ventet på at komme til, var min mor gået på toilet, hun havde været så dårlig at hun havde kastet op ud over helet toilettet, de kom foran i køen og min mor blev undersøgt, Vagtlægen fik efter 10 minutters undersøgelse fat i en ambulance og min mor blev kørt til Århus kommune hospital til en akut scanning som skulle vise om vagtlægens bekymring var rigtig. Min mor blev scannet og det viste sig at vagtlægens formodning om en hjernesvulst var sandhed.

Fra den dag af forandrede mit liv sig markant, selvom jeg udadtil viste mig som en stærk og glad pige var jeg inden i et stort rod, jeg gik konstant rundt og frygtede jeg ville komme hjem fra skole og få af vide at min mor var død. Selvom ingen havde fortalt mig hvad en svulst i hjernen var, var jeg udmærket klar over at det bestemt ikke var noget godt. Når man kun er 9 år kan det godt være svært at forstå hvorfor ens mor pludselig er kommet på sygehuset, hvorfor hun græd når man efter et besøg skulle sige farvel og hvorfor hun ikke var som hun plejede at være.

Min mor blev opereret to gange, var gennem en stor omgang genoptræning og skulle indstille sig på, at lige meget hvordan oprationerne gik var der ikke nogen garanti for at hun ville komme til at fungere helt optimalt igen.

I dag er det 10 år siden min mor kom hjem efter at have været indlagt i noget som føltes som flere år, men i virkeligheden kun var to måneder. Det var den bedste dag i mit liv, den dag min mor sad ved siden af min far i bilen da jeg blev hentet fra skole. Min mor lever i dag, i bedste velgående, hun har slet ikke brug for medicinen længere og fungere optimalt. hun elsker hendes job som hjemmehjælper, hvor hun gør alt for at de ældre mennesker for den bedste afslutning på livet.
Måske fordi hun ved hvordan det er at være svag og hjælpeløs.. Jeg er så glad for at min mor i morgen kan være med til at fejre min 20 års fødselsdag. Jeg elsker min mor, og kan gå helt i panik hvis hun en dag ikke tage telefonen, jeg er så bange for at vi skal igennem det hele en gang til.

Tak fordi i læste med…

Pia