Geni under mors indflydelse.

Haha, så kommer her lidt fra julen.

Først ombord på et tog. Med retning mod Odense/Århus. Kun lige nået med nødest og næppest. Og med håret på klem i kupédøren. For så at blive dirigeret ud af toget ved næste stop. Og ned til bagerste vogn. Informeret herom, at kun i modsat ende, af på forhånd betalt siddeplads, hører barnevognsparkering til. Ja tak, og mon ikke V.I.P pudsle-amning-lounge er markeret med et WC-skilt over den tilsvarende elektroniske dør. Så her sker det. Med benene på spænd, til hver en side, i perverse vinkler. For ikke at slynge omkuld i lokoførerens aggressive gearskift. At Kian balancerer på mit skød. Med nervøst greb i min arm. Mens jeg så kreativt nørkler med ammebh’en i en enkelt hånd. For så, i et vellykket forsøg, at sidde med to højest eksponerede mælke beholdere. Tilskuere på toggangene bevidner, såvel som jeg, at den offentlige svingdør er med fri designet vilje. 1-0 til nybegynderen. Her ligner jeg nok en meget rystet mor. Men tak til en gentleman, som flittigt får lukket døren for mig igen.

Så sker det igen. Men i anden runde ved ankomst indenfor finere vægge, så pænt dekoreret til et guldbryllup. Hvor farfar rejser sig. Med nedskrevet tale omfavnet af nervøse hænder. Velkomst til vi gæster. Langvejs fra. Såvel med kun med ganske kort gå afstand herfra.

Farfar: ”Vi vil, i anledning af vores 50 års jubilæum, tage os friheden og byde vore trofaste bekendtskaber til bords. Men først må vi rejse os og udbringe et skål for..”.

Alle selskabs stole bliver så ubesværet skubbet bagud. Mens jeg, langsommere end selv de med knas i hofteskålene, selvfølgelig også langvejs hjemmefra indleder med at stjæle opmærksomheden. Kort forstår jeg ikke tavsheden. Jo, de venter tålmodigt på at klinge deres glas med hver en sidemand. Men den vedvarende summen efter jeg, med Kian på armen, har rejst mig med mit glas løftet af hånd. Her sker det så obligatorisk, at jeg ser mig omkring. Intet. Og derefter ned af mig selv. For at finde en forklaring, jeg måske, måske ikke, bør have forberedt mig på. Så varmen stiger mig til kinderne. Selv ser jeg, at min kære søn, så meget velfornøjet, har fat i udskæringen. 1-1 til unge Kian. Og mit venstre bryst er frit til at bestige. Med øjne af hele familie og dertil også af venner.

Smukt. Jeg som ellers har beregnet, at en aften i dinosaurenes selskab skal være så monotomt. Må da endelig tro om igen. Kian, geni under mors indflydelse. Med små nøjagtige bevægelser træder han hurtigt i min karakter. Klovnagtig, netop som jeg selv. Men selvfølgelig også altid heeelt med vilje og på overhånd. Velkommen til Askløf-familien lille ven. Du har en svær fremtid foran dig.