Forvirret over mit forhold …

Efter lang tids overvejelse vælger jeg nu at skrive det her indlæg trods faren for at der et eller andet sted i det her store cyberspace er nogen som jeg kender der læser dette indlæg. Men jeg har brug for at få det her ud og da jeg er ny i København har jeg ikke rigtigt nogen jeg kan læsse det her ud over, så nu er det jer som kommer til at hører det, jeg håber i gider læse med! Egentligt hører jeg jo slet ikke til på UM, da jeg ingen børn har. Men jeg synes der findes så mange søde kvinder herinde og jeg ved at der er god svargaranti. Nå, men nu til sagen, så dette ikke bliver et alt for langt indlæg som ingen gider kæmpe sig igennem 😉
Jeg mødte min kæreste til en fest hos nogle venner i februar og vi blev derefter kærester d. 9 marts 2012, så vi har snart været kærester i 10 måneder… Vi flyttede sammen i juni 2012, i hans vens stue på en sovesofa, altså bare sådan midlertidigt. Men trods at jeg knokler hele sommeren ude på bakken og få tjent næsten 22tusind kroner, er det bare umuligt at finde en lejlighed vi søger og søger, men alt er enten alt for dyrt ellers så får vi afslag fra udlejere.

Jeg har haft store psykiske problemer, da jeg er et tidligt følelsesmæssigt skadet barn og jeg er også tvangsfjernet da jeg var 3 år gammel. Jeg har også en svær teenagertid hvor jeg ikke kan finde mig selv og begynder at lide voldsomt af angst. Jeg har 5 selvmordsforsøg, men trods mange samtaler med psykologer og psykiatere bliver der aldrig fundet et navn på mine problemer.

I efteråret 2011 bliver min tilstand forværret og jeg har haft efter det haft 3-4 angstanfald i ugen, svært ved at gå ud blandt andre mennesker og har enorme humørsvingninger.
Jeg bliver så dårlig igen efterår 2012, en morgen i oktober er det så slemt med mig at min kæreste vælger at følge mig på psykiatrisk skadestue, hvor lægen straks indlægger mig på en psykiatrisk lukket afdeling pga. tendenser til at være selvskadende og min voldsomme psykotiske tilstand. Jeg hører stemmer, ser skygger osv …
Lægen beslutter allerede da jeg har været indlagt i 3 dage at jeg har brug for medicinsk behandling, jeg har aldrig nogensinde fået medicin før… men jeg begynder så med antipsykotisk medicin og begynder endelig langsomt at få det bedre, min stemmehøring aftager og min angst bliver dæmpet betydeligt meget. Men pga. selvskadende adfærd beholder de mig på den lukkede afdeling i 3½ uge. Igennem alt det her besøger min kæreste mig trofast hver eftermiddag og det hele foregår på mine præmisser. Aldrig nogensinde lader han mig mærke at han synes det er hårdt…
Jeg tilbringer til sidst 2 uger på en åben afdeling, hvor jeg sover hjemme hver nat. Sidst i november er jeg så hjemme igen.

Vi bor stadig i hans vens stue og jeg begynder nu at føle det som et stort problem, jeg føler at jeg bliver kvalt fordi vi bor sammen på så lidt plads. Der er ingen mulighed for at trække sig og få lidt luft… kun udenfor eller på toilettet. Vi mundhugges en del, da der konstant roder når vi bor sammen på så lidt plads og vi trænger begge to til at kunne være os selv lidt.

Det her er det længste forhold jeg har haft (jeg blev 18 3. november i år) og min kæreste er den første som ikke har nedgjort mig psykisk eller været fysisk voldelig over for mig. Jeg kan være ret flyvsk og vild, men min kæreste er sådan en stille og rolig type som kan holde mig på jorden, så det ikke går alt for stærkt. Han er det meste kærlige og tålmodige man kan forestille sig. Han er støttende og altid klar til at gøre ting for
mig… jeg har det virkelig som blommen i et æg! Jeg bliver båret på hænder og fødder.
Hvis jeg skal være helt ærlig, så ved jeg faktisk ikke om det var den dybe forelskelse som fik mig til at blive kærester med ham. Jeg kunne bare se at han var en god fyr og sådan en type man tager med hjem til forældrene. Sådan en type jeg ved der vil blive en god far til mine børn. Men selvom det ikke var den store kærlighed fra min side af i starten, så nærer jeg den i dag stor kærlighed og respekt for ham. Jeg kunne ærlig talt ikke forestille mig min hverdag uden ham…

Nu er det sådan at jeg er en stor tryghedsnarkoman der ikke dur til at være alene, så jeg har aldrig været single mere end 1½ måned siden jeg var 13 år. Jeg har boet alene en kort periode, men det duede jeg bare overhovedet ikke til!

Jeg synes bare ikke længere jeg mærker den der vilde forelskelse i maven mere, vi har sjældnere sex og vi har ikke så mange dybe samtaler mere. Nu snakker vi mere om vasketøj, indkøb og rengøring …
Så jeg har de sidste uger gået og tænkt om det måske bare er blevet hverdag hjemme hos os eller om det er fordi jeg ikke elsker ham nok og ”bare” er sammen med ham fordi at jeg er en stor tryghedsnarkoman.
Jeg har spurgt min kæreste om han synes det er blevet hverdag, han svarer at han elsker mig og han synes vi har det rigtigt godt sammen.
Men vi har det vel også godt sammen; vi griner sammen, er enige om rigtigt mange ting og det sex vi har, er jo skide intens og fantastisk.
Men jeg synes bare at vi mundhugges en del, men det er jo nok fordi vi bor sammen på 12 kvm og tilbringer så meget tid sammen med.

Men jeg kan bare ikke finde ud af om jeg burde være bekymret for om jeg nu elsker min kæreste nok eller om det bare er hverdagen som banker på hos os, det gør den vel i alle forhold på et eller andet tidspunkt.
Altså vi går jo stadig spontant i biografen, overrasker hinanden med en lækker middag og har sex i badet. Men jeg synes bare at der er gået rigtigt meget opvask, tøjvask og indkøb i vores forhold.
Vi var på minicruise i oktober måned, men siden da har vi ikke været ude og lave noget som er kæresteagtigt, det har kun været praktiske ting vi har været ude at ordne… jeg har stukket lidt til ham, så nu skal vi i biografen og ud at spise brunch i næste måned.
Men det kan vel ikke altid være rosenrødt og lutter lagkage?
Men jeg behøves vel heller ikke være vildt forelsket for at kunne være en god kæreste?
Når jeg tænker på vores fremtid sammen, så bliver jeg helt varm indeni, og jeg er sikker på at jeg gerne så min kæreste som far til mine børn…
Det bliver jo sikkert nemmere når vi får vores eget hjem, hvor der er bedre plads til også at være sig selv…
Jeg har lige været på seks dages juleferie hos min familie i Jylland og jeg kan da mærke at jeg savner ham helt vildt…

Tak fordi du læste med hertil!