18-årig fødte pludselig et barn
29-10-09: 08:57 | opd. 29-10-09: 10:29 | af: pmol
Lægerne troede, at en 18-årig pige fra Esbjerg havde tarmslyng eller blindtarmsbetændelse. Men da hun for en uge siden satte sig i en taxa mod Sydvestjysk Sygehus, gik der kun en time, før hun fødte en pige på 1910 gram, skriver JyskeVestkysten.
Efterfølgende har lægerne vurderet, at den 18-årige pige var 36 uger henne, da fødslen gik i gang. I pigens tilfælde havde nogle af de normale tegn på en graviditet ikke vist sig. Hun havde kun taget to kilo på i løbet af de 36 uger, og hendes menstruation var ifølge hendes oplysninger ikke udeblevet.
Den 18-årige pige er stadig på sygehuset med sin datter. Pigen vejer i dag 1960 gram, men skal lære at spise af sig selv, før hun kan komme med sin mor hjem, skriver avisen.