Åh…ÅH! (gravid)

Åh…. ååååååh….. !

Jeg har tidligere skrevet angående at jeg muligvis var gravid. Og i følge testen som jeg tog ER jeg gravid!

Jeg er SÅ forvirret.. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre. Vi har endnu ikke været ved lægen og få det bekræftet, så det er selvfølgelig en mulighed for at testen slår fejl, men jeg kan slet ikke få mig selv til at få en abort, bare tanken slår mig ud af kurs..

Jeg er kun 17, og vil lige knap være fyldt 18 hvis vi vælger at få barnet. Min kæreste er på samme alder som mig. Vi har snakket rigtig meget om det, også før jeg vidste om der var sket noget. Vi har snakket det hele igennem, og lyttet til hinandens tanker og bekymringer, og ingen af os kan pt. få os selv til en abort.
Jeg har snakket med mine forældre, som selvfølgelig var noget chokkeret og skeptisk, men hvis det er det vi gør har vi deres fulde opbakning. Vi kan bo her begge to med den lille indtil vi har det hele under kontrol og helt styr på økonomien.

Vi er selvfølgelig begge klar over at det ikke bliver lutter lagkage, og at det vil blive kanon svært. Men vi ved jo endnu ikke, hvad vi helt går ind til, hvis vi siger ja – hvis testen vel og mærke er sand.
Vi er begge glade for børn, og har passet små børn et par gange men aldrig helt alene og aldrig i mere end 2 overnatninger, så det er jo uvant det hele.

sagen er at min kæreste ingen forældre har. Hans far har siddet i fængsel for grov vold på hele familien, så han er fuldstændig udelukket, og moderen ser han ikke fordi hun endnu ikke er stabil psykisk, selvom det er flere år siden det skete.
Min kæreste er en velfungerende dreng ellers, han bor selv i en lejlighed hvor han får støtte fra kommunen økonomisk. Han har en psykolog/kontakt lærer til rådighed, ikke frdi han er psykisk syg, men fordi han jo nogle gange skal have hjælp til noget at det praktiske, nu når han ingen forældre har.

Jeg er også selv en helt amindelig pige, som aldrig har været i kontakt med kommunen før et halvt år siden. Jeg blev indlagt på sygehuset som en “panodilpige” ikke fordi jeg ønskede at dø, men jeg havde brug for mine forældre og det var min måde at vise det på, fordi jeg hidtil havde været for “stærk” til at vise det. Idag har jeg ingen kontakt med kommunen, men min sag har de selvfølgelig stadig liggende.
Psykisk er jeg rask, og har det godt. Som lægen sagde var jeg jo velfungerende, og som mange andre var det nok mere et wake up call end et forsøg på selvmord.

Jeg er ikke i tvivl om at vi vil blive gode forældre. Min kæreste er en dejlig og fornuftig – ikke mindst moden dreng. Selvfølgelig er vi unge, men jeg ved at vi vil kunne klare det sammen, også selvom der er grædende baby i tide og utide.

Men mit spørgsmål er hvad I vil råde os til? Som sagt har jeg haft kontakt med kommunen og frygten for at hvis vi vælger og gennemføre, og at de tager vores barn til den tid fra os, er allerede stor.
For så vil vi på ingen måde udsætte barnet for det, da det fortjener at vokse op med begge forældre ved dets side!

(undskyld det MEGET lange indlæg, men det er lidt af en forklaring)