At blive mor uden sin mor

… Det føles så tomt et eller andet sted. Jeg savnede/savner den der ellevilde mormor der bare glædede sig mere end jeg selv til at jeg skulle blive mor.

Min mor valgte at forlade livet for 16 år siden (Den 8,. juli og for første gang i alle de år, glemte jeg at tænde lys i år, som jeg ellers altid gør på hendes dage 🙁 )

Jeg savner hende så ubeskriveligt meget efter jeg selv er blevet mor. Jeg ser så meget af mig selv i hende når det kommer til min væremåde og kærlighed til min søn og min søster har flere gange sagt at det er som at se hende med mig når hun ser mig med ham 🙂 Det gør mig så stolt at jeg ender ud med at være en mor som hende, for hun var den bedste af slagsen <3

-Jeg sang “Solen er så rød mor” for Hjalte da han lå i maven og gør det stadig hver aften -Det gjorde hun også for mig.
Jeg sørger for at kysse og kramme ham flere gange om dagen og fortælle ham at jeg elsker ham -Det gjorde hun også for mig!
Jeg viser ham ofte billeder af sin mormor og fortæller om hende og han peger på billedet og smiler -Det gør mig så glad 🙂

Jeg ved at hun ville være verdens bedste mormor og at hun sidder et eller andet dejligt sted og ser stolt ned på sit barnebarn og synes at han er verdens dejligste dreng, men hvor ER det bare hårdt at hun ikke er her til at være den mormor som jeg vidste hun ville være!

Jeg har min far, min stedmor, mine søskende, veninderne og mange andre at dele Hjalte med, men når man selv bliver mor, er ens egen mor den bedste, kunne jeg forestille mig -Sådan ville jeg ihvertfald have det hvis hun stadig var her!

Åh, bare en masse tanker og ævl herfra, nogen gange har man bare brug for at få det ud 🙂

Andre herinde der er blevet mødre uden deres mor og sidder inde med de samme tanker og savn som jeg? -Få frit løb her, det er rart at have nogle at dele det med! 🙂