at sige farvel til en dement.. for 2.gang

jeg fik beskeden igår, min bedstefar ligger for døden og sygeplejerskene giver ham ikke meget mere end 24 timer..

jeg sidder lidt med modstridene følelser.
Han er meget syg, og har været meget syg længe. Han mistede stort set alt hukommelse for år tilbage allerede før han kom på et beskyttet plejehjem..
Og det er endnu længere tid siden familien begyndte at sige ” det kan være hans sidste jul” for første gang..
det er vel et år siden jeg så ham sidst, der havde han ikke kunne huske mig længe. Og var begyndt at få en snaps et par gange om dagen for at falde til ro..
Han havde tabt sig og var kun en skygge af sig selv, snakkede usammenhængende og uforstående – uden nogen egentlig interesse i hverken at have besøg eller snakke. – med god grund han anede jo ikke hvem vi var.

Jeg har været klar over det længe. Altså at “han” ikke eksistere længere, og har fundet en form for fred med det.. Fundet fred i det at min mormor er blomstret op og blevet en yngre, selvstændig, aldrene, moderne kvinde. Med mod på livet og en masse udfordringer.
– Hun finder fred i at kunne hjælpe andre, hun har de sidste mange år holdt foredrag på horsens sygehus, om at være pårørende til en dement.
– sidste eller forrige uge været i horsens folkeblad(tror jeg det var) med en kæmpe artikel om samme. – Og skal inden jul medvirke i `kaffe med kurt´ om emnet også
– hun er en stærk kvinde, og jeg er ufattelig stolt af måden hun har håndteret de sidste år på, selvom det har sat sine præg på hende

jeg kan mærke på mig selv, og ved at han vil være bedre stillet ved ikke at være på denne jord mere, at han kan få fred. At han kan “vende tilbage” til noget han husker og forstår som hans liv, og ikke bare være skyggen af sig selv, der ikke spiser, ikke drikker, tisser i bukserne og snakker usammenhængene.. Hans liv er ikke værdigt mere. Han var aktiv amatør maler/tegner – udstiller. Han var tidl. højtstillet ved hjemmeværnet , logemedlem og yndet bedstefar.. nu er han ingenting..

Derfor kommer det som et lille chok for mig, at tanken om at hans “skygge” forsvinder – gør mig umådelig trist.. Jeg kan ikke helt finde ud af at hans fysiske jeg ikke skal være her mere, eller sætte spor i vores hverdag på den ene eller anden måde..
jeg ønsker så meget godt for ham. og jeg ønsker ham fred, specielt nu, sidste uge prøvede han åbenbart at klatre op i hans reol, hvilket resulterede i at det hele væltede og han brækkede et ribben – jeg ville ønske for ham at det ikke var det sidste han skulle føle på denne jord.. Jeg ville ønske han havde fået fred for mange mange år siden..

Det er som at sige farvel for anden gang. at sige farvel til hans fysiske tilstand og hans jordiske skald.. det er meget hårdere end jeg havde regnet med..

Så kære bedste:

Giv slip, og lad din sjæl blive hel igen i en anden verden. Du er højt elsket, har været ubeskrivelig savnet i mange år, og vil være det mange år ud i fremtiden.