Bange for igangsættelse i morgen!

Jeg er blevet så usikker på det her igangsættelses-halløj. I morgen er jeg i uge 42+0, og har fået tid til igangsættelse kl. 8.00. Jeg er selvfølgelig mildest talt overrasket over, at være gået så lang tid over terminsdagen, da jeg sidste gang fødte i uge 40+6. Og jeg havde mentalt indstillet mig på en hurtig og (noget) nemmere fødsel her anden gang.

Nu sidder jeg så og læser folderen fra hospitalet igennem omkring stikpiller, hindesprængning og ve-drop, og min mave knurrer sig bare sammen. Det var de samme ting, jeg var igennem med min fødsel med Melvin i sin tid, og det var præcis de ting (tænker her især på ve-droppet), som gjorde, at jeg bare havde sådan en dårlig fødselsoplevelse. Jeg har faktisk nærmest angst for at skulle gennemgå det samme igen og frygter morgendagen. Jeg havde i begyndelsen af denne graviditet ønsket mig et planlagt kejsersnit, fordi jeg havde et så stort trauma over min tidligere fødsel, men blev med snilde overtalt til at føde vaginalt, da det nu engang er det naturligste, med løftet om, at det altid går nemmere anden gang (selvfølgelig et løfte givet i halv alvor, halv sjov – det ved jeg).

Og nu, ja… Føler jeg mig ærligt talt en smule snydt for at få en god fødselsoplevelse. Og jeg er bange for de smerter, jeg skal gennemgå i morgen, og også skuffet i forhold til mig selv og de forventninger jeg havde omkring en god og ordentlig fødsel.

Jeg har ringet ind til fødegangen i dag, og fortalt hvordan jeg har det, og fik at vide, at jeg skulle dukke op i morgen, hvor jeg kunne snakke med en jordemoder og en fødselslæge omkring mine tanker. Jeg ville egentlig ønske, at jeg kunne få bare lige et par dage ekstra til at se, om hun ikke melder sin ankomst frivillig, for der er vel ingen børn der er blevet derinde, så hun må vel komme ud på et tidspunkt..?

Men jeg ved ikke hvad det bliver til, så jeg er bare bange for i morgen…