BFO min historie indtil videre.

Hej piger…

Det er godt nok lang tid siden jeg har opdateret jer om mine unger og jeg, men alt køre jo bare på skinner med familielivet, ved ikke engang om der er nogen der kan huske mig, men lige nu har jeg bare brug for at fortælle min historie om min BFO (BrystForstørrendeOperation) da det fylder enormt meget lige nu, og har gjort det, det sidste års tid.

Ved ikke hvor jeg vil hen med det, men trænger til at lufte ud, og min mand er ved at være tror af at høre om det, så håber der er nogen der vil læse med her.

Det er på ingen måde en skræmmekampange, men bare min historie.

Det hele startede for mange år siden, da jeg udviklede svær anoreksi som 12 årig. Det stoppede hele min vækst og udvikling. Under sygdommen var jeg glad for min ekstreme lille krop, men da jeg som 17 årig så småt begyndte at blive rask, var jeg ulykkelig over at leve i en barnekrop (læs: ingen bryster) kunne ikke engang fylde en A-skål ud. Állerede der begyndte jeg at tænke på at få dem lavet, men som lægen sagde dengang, kunne der jo stadig ske at komme gang i min væsk igen.

Årene gik, og som 19 årig blev jeg jo gravid med Marcus, og under graviditeten voksede min bryster faktisk lidt, så jeg næsten kunne passse en B-skål, det varede ved under amningen, men da det sluttede skrumpede de helt ind igen, det skete endnu engang under min graviditet og amning med Mathilde.

I jan. 2011 var jeg simpelhent så ked af mine bryster, eller mangel på samme, at jeg gik til min læge igen. Men denne gang var det en ny læge, og han ville ikke engang kigge på mine bryster, og sagde at når jeg havde kunne amme, så fejlede de jo intet, hvilket jo på sin vis også var korekt, men havde alligevel haft et håb om at han ville hjælpe mig, da det jo var pga. af sygdom jeg ikke havde udviklet bryster, men nej….

Jeg gik derfra meget ked af det og opgivende, for følte virkelig at jeg aldrig ville komme videre med mit liv når den åndsvage sygdom havde taget min kvindelighed fra mig, følte at jeg aldrig ville komme til at leve i en voksens kvinde krop, og netop blive den voksne kvinde jeg var!

Der gik et par måneder hvor jeg overvejere videre hvad jeg vill gøre, og kom frem til at jeg bare ville have lavet mine bryster, for følte virkelig at det var vigtig for mig, derfor måtte jeg jo gribe til egen lomme, eller min forlovede måtte, og i maj var jeg til forsamtale på Aleris i Herning. Det var fantastisk, jeg prøvede forskellige implantater, og så min selv for første gang med “bryster”. Jeg fik tid til operationen d. 14. juni 2011.

Den 14. juni skulle jeg møde op fastende på Aleris kl. 14.00. Jeg kom op min stue, et lyst og lækkert værelse med eget toilet/bad, TV og plads til min forlovede. Den næste times tid, snakkede jeg med sygeplejersken, nakoselægen og min kirurg, der tegnede og tog billeder. Kl. ca 15.30 blev jeg hentet og ført ind på operationsstuen. Der fik jeg lagt drop til nakorsen, og før jeg vidste af det var jeg væk.

Ved ikke hvad kl. var da jeg vågnede, men var inde på opvågningstuen sammen med en masse andre og en hulens masse sygeplejersker. Det første jeg gjorde var at mærke om der nu var kommet bryster på mig, og til min store lettelse mærkede jeg tydligt at der var en god forhøjning, bagefter fik jeg fat i en af sygeplejersken og bad hende hente min forlovede. Tror jeg faldte i søvn igen derefter for lige pludselig stod min forlovede der, men nu havde jeg ondt, og måtte have mere smertestillende, det gav mig kvalme og jeg skulle kaste op. Min forlovede blev sendt ned på min egen stue igen, så jeg kune få ro. Ved ikke hvor lang tid der gik, men kan tydligt huske at jeg var utålmodig og ville bare være sammen med med min “mand”, men havde alligevel så ondt at jeg ikke kunne overskue at snakke.

Efter et par timer, vil jeg tro, blev jeg kørt ned på min stue, var godt omtumlet efter narkosen og alt det smertestillende, så småsov hele tiden. Jeg blev tilbudt mad og drikke, men havde stadig meget kvalme, så det blev kun til lidt fanta, trods jeg havde fastet et helt døgn. da kl er ved at være 22.00 vil de gerne have mig op og stå og ud og tisse, men bare det at komme til siddende stillig er lige ved at tage livet af mig, der trykker, presser og stramme af H….. til, da jeg endelig er oppe og sidde og får hjulpet mine ben udover kanten af sengen, og skal op og stå, er jeg lige ved at dejse om, bliver svimmel og det sortner for mine øjne, så kommer ned at ligge igen…. ca. en halv time senere prøve vi igen, og denne gang går det bedre, stadig mange smerte, men svimmelheden er bedre. Jeg kommer på toilet, og finde til min store skræk ud af at jeg har fået et dræn i hvert bryst, rigtig øv, men sygeplejersken sige at de snart kan bliver taget ud. Endelig er det tid til at jeg skal se resultatet, så får fjernet det stramme tape der sidder hele vejen om min overkrop ,AVVV! Men alt smerten forsvinder for at kort sek. da jeg ser mig selv i spejliet, jeg har fået bryster!!!

Jeg får en sportsBH på, og så bliver vi sendt hjem af.

Fra tirsdag den 14. til fredag den 17. ligger jeg i sengen 24/7 og er total hjælpeløs og dopet på smertestillede, har stadig ikke fået fjernet mine dræn, da jeg stadig bløder. Fredag aften bliver min forlovede meget dårlig og bliver akut indlagt, han havde haft det dårlig hele ugen, men fredag kolapsede det bare fuldstædigt. Det viser sig at hans gladeblære er og galdegange er fyldt op af sten, og derfor har blokeret for leveren, det ergodt nok en helt anden historie, men der sker en masse komplikationer, og han er indlagt fra midt juni til start oktober.

Heldigvis har jeg de mest fantastiske forældre mig ungerne og jeg flytter derop, da jeg stadig er total hjælpløs, dog er der fremskridt dag til dag. På 10. dagen får jeg endelig fjernet mine dræn, efter at have været på noget medicin der skulle stoppe blødningen. Derfra går det rimelig hurtigt, men kunne ikke køre bil før efter ca. en månede eller løfte noget over 2 kg i laaaang tid, og en masse andre småting.

Tiden gik og min forlovede kom hjem igen, dog med én langtidssygemelding og stórt åbent sår og hjemmesygeplejerske flere gange om dagen. men hjemme var han!

Desværre blev jeg mere og mere ked af resultatet, og havde det frygteligt med at jeg kunne gå og være ked af sådan en “lille” ting, når min forlovede havde været gennem sådan et helvede, men tilfreds var jeg altså ikke. Det vidste sig så også at min kirurg gav mig ret og kunne godt se at det ikke var helt i orden. Det ene implantat sad før højt og det ene ar for lavt, plus at jeg ikke havde fået den højt ønskede kavalergang, så nu står jeg her næsten et år efter og skal igennem en reoperation, den 15. maj. Skal have helt nye implantater ind, og er skide bange for at jeg skal gennemgå det sammen smertehelvede igen, og ikke mindst at der sker noget uventet igen. Men det er jo mit eget valg, men nogen gange tænker jeg virkelig om det var det hele værd! Er jo som sådan ikke blvet et mere lykkeligt menneske, men selvfølglig har jeg fået lidt mere selvtillid, og kan nu når jeg ser mig i spejlet se en kvinde.

Puuha, det blev lang, håber der er nogen der er noget med så langt. I er mere end velkomne til at stille spørgsmål, og hvis nogen ønsker at se før og efterbilleder bil jeg gerne lægge nogle ind.