-
Indlæg
-
Jeg sidder her og græder… alt synes bare uoverskueligt nu… 😥
Jeg fik en abort i februar, og det gik så godt, jeg græd slet ikke, hverken før de lagde mig i narkose, eller bagefter.
Jeg var overrasket over at jeg nærmest ikke virkede påvirket af det, for jeg havde ellers haft det MEGET svært med beslutningen 🙁Men i det sidste stykke tid, har jeg fået det mere og mere skidt…
Jeg har sagtens kunne smile og hygge mig med mine børn, men ind i mellem er jeg blevet overvældet af en følelse af tristhed og sorg 🙁
Og den følelse er blevet stærkere og stærkere 😥Jeg var til psykolog igår, fordi jeg ikke kunne holde til det længere, og hun stillede mig spørgsmålet:
“Tog du nogensinde afsked med dit barn?(det barn der ikke blev til noget)”
Og da begyndte jeg at græde så voldsomt som aldrig før, jeg hulkede og blev overvældet af sorg og følelsen af at have mistet.
Og nu græder jeg igen, og har gjort det mange gange siden igår 😥Hun ramte virkelig plet. Hun sagde at jeg har fortrængt min abort, skubbet det væk, fordi jeg ikke kunne se det i øjnene.
Men fortrængning virker kun i et vist stykke tid, og så kommer problemet op til overfladen igen.
Det er derfor jeg har været så trist i den sidste tid 😥Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, overvejer at tage en pause herindefra, for det er så svært med alle de graviditeter og fødsler 😥
Er der nogen der har prøvet at få en efterreaktion på en abort? 🙁
20369 IndlægHej
Jeg er ked af at høre, at du har det så dårligt! Men jeg kan desværre ikke skrive noget der kan hjælpe. 🙁
Jeg mener dog, at det er vigtigt at tage afsked, som psykologen også har sagt. Men mange gange er ens omgivelser og til dels også een selv indrettet på en sådan måde, at man ikke anser en abort som et tab eller som at miste. Men det ER det virkelig. Det har det i hvert fald været for mig.
Nu er vores situation anderledes end din, da vi ikke selv valgte aborterne, men under alle omstændigheder, så har vi begge måttet give afkald på noget – uanset baggrunden.
Jeg vil råde dig til, at tale mere med psykologen ang. det, så du kan få det bearbejdet. Du skal huske, at den beslutning du tog, var den rigtige! Altså… Rigtig for dig på det daværende tidspunkt i dit liv, så det er ikke noget du skal føle skam over. Beslutningen var rigtig.Held og lykke til dig og mange knus!
Tina
Ja det har jeg fik en abort for 6 år siden og det tog mig 3 år en masse psykologhjælp og medicn og komme bare nogenlunde oven på , har så lige fået mit nummer 2 barn og må indrømme det lyder lidt underligt , men føler faktisk at jeg er kommet mig helt nu har fået det jeg savnende
Jeg fik en abort for 5 uger siden, grunden var sygdm hos barnet (Down) De første par uger græd jeg konstant, men så er det ligesom bare gået fremad, sagdt til mig selv at det var den rigtige beslutning, og der var ikke så meget man kunne gøre om. Men i Går som lyn fra en klar himmel, sad jeg bare og tude. Faktisk hele dagen og kunne heller ikke sove i nat det hele kørte bare rundt i hovedet på mig. Jeg fødte selv fosteret, og vi blev spurgt om vi ville se det. Måde min mand og jeg var enige om at det ville vi ikke. Det fortryder jeg den dag i da, for jeg syntes nu at det nok havde været den bedste måde og sige farvel på for vores vedkommende. Det kan ikke gøres om, og sådan er det bare.
Jeg er ked af at høre du har det så skidt. Man kommmer sig sikker aldrig helt over aborten, men bare man kommer videre. Håber snart det sker for dig, mig og alle andre…
Hej. Jeg havde/har det præcis på samme måde. Jeg fik en abort i starten af marts og var også overrasket ovar at jeg ikke var særlig ked af det da jeg vågnede fra narkosen. Men alle følelserne kom efter lidt tid. Jeg kan stadig blive ked af det nogle gange og sur på mig selv over at jeg valgte en abort, selvom at et barn ikke ville passe ind lige nu.
Det jeg synes er værst er nok at følge nogle af dem der var lige så langt henne som mig. Se deres første scanningsbillede, høre om det første spark osv. Hvem gang jeg ser gravide tænker jeg, det kunne have været mig hvis jeg havde valgt anderledes. Jeg ville have født i starten af Oktober, så det bliver nok også en hård måned at komme igennem.
Vidste faktisk ikke om det her var normalt, så har ikke sagt det til nogen. Kun snakket lidt med Hassan om det, men han har det slet ikke på samme måde. Har også grædt en del over det, og tror at jeg altid vil tænke på det.
Mange tak for Jeres svar.
Det hjælper lidt at høre at jeg ikke er den eneste som er så ked af det 🙁
Jeg har det stadig skidt.
Jeg synes bare det er så svært, for jeg synes ikke der er tid og plads til at være ked af det. 😥
Jeg har jo min skole og mine to drenge, jeg skal passe.Hver gang jeg ser en baby eller en fødsel i fjernsynet, så græder jeg igen 😥
Jeg håber ikke det bliver ved med at gøre så ondt..
Mulle73: Jeg har det fuldstændigt som du beskriver. Jeg føler at jeg har mistet et barn 😥
Tak fordi du gav dig tid til at svare, selvom det må være meget svært for dig at forstå, hvordan nogen kan vælge et liv fra 🙁Jeg havde desværre ikke noget valg 🙁
Hej søde. Jeg fik selv en abort den 18. juni 2002 ( fyldte 20 den dag )- glemmer aldrig dagen da det var på min fødselsdag. De første tre uger efter aborten var jeg ikke alene mange minutter af gangen så jeg fik ikke lov til at sidde stille og tænke det hele igennem. Den 4. uge rejste min kæreste til Tyrkiet og samme aften begyndte jeg at græde, græde, græde som aldrig før – gråden stod på i 14 dage og nætter og jeg var stort set ikke uden for en dør i al den tid da jeg havde det så skidt med aborten. På et tidspunkt slugte jeg en masse piller da jeg ikke kunne klare den konstante smerte (=savn). Heldigvis tog jeg for få piller så jeg fik mig i stedet en laaaaang tiltrængt lur – tror jeg sov i tyve timer. Det var meget, meget hårdt i mange måneder efter og det tog faktisk et par år før jeg kom nogenlunde over det hele. Jeg ville ikke have et barn på det tidspunkt da jeg var midt i min HH og ville gøre den færdig så der var ingen tvivl om at det var det bedste men derfor var det hårdt alligevel.
20369 Indlæg@Annamor wrote:
Mange tak for Jeres svar.
Det hjælper lidt at høre at jeg ikke er den eneste som er så ked af det 🙁
Jeg har det stadig skidt.
Jeg synes bare det er så svært, for jeg synes ikke der er tid og plads til at være ked af det. 😥
Jeg har jo min skole og mine to drenge, jeg skal passe.Hver gang jeg ser en baby eller en fødsel i fjernsynet, så græder jeg igen 😥
Jeg håber ikke det bliver ved med at gøre så ondt..
Mulle73: Jeg har det fuldstændigt som du beskriver. Jeg føler at jeg har mistet et barn 😥
Tak fordi du gav dig tid til at svare, selvom det må være meget svært for dig at forstå, hvordan nogen kan vælge et liv fra 🙁Jeg havde desværre ikke noget valg 🙁
Jeg kan sagtens sætte mig ind i din situation. Selvom jeg aldrig selv har stået i situationen, hvor jeg med vilje har valgt det fra, så er det ikke ensbetydende med, at andre ikke kan gøre det. Vi lever jo hver vores liv. Hvad der er rigtigt for dig, kan være forkert for mig. Men det er ikke det samme som, at det så bliver forkert for dig. Min svigerinde har valgt det fra 2 gange, og det har jeg syntes var et godt valg, da hun har 2 i forvejen og lever et noget ustabilt liv.
Som du selv skriver, så havde du ikke andet valg. Derfor var det et rigtigt valg, fordi du kunne ikke vælge at beholde barnet. Hvis du kunne havde du jo beholdt det.
Men det er altså vigtigt, at man får grædt ud over den slags ting. De første gange det skete for mig, kunne folk godt forstå jeg var ked af det, men der var en tendens til, at folk syntes man burde komme videre. “Op på hesten igen” bla bla bla. Men her efter 6. gang, er folk bare stoppet med at kommentere det. Men hvad skal de også sige?
Men jeg kan berolige dig med, at det ikke bliver ved med at gøre så ondt. Det vil være noget, som du aldrig glemmer, men du lærer at komme videre, når du finder ud af, at det var det bedste valg på det tidspunkt.Hvis du har lyst, kan du tilføje mig påMSN på elandersen@yahoo.dk så kan vi snakke lidt videre…
Knus fra Tina
Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.