CVS – arvelig sygdom

Da jeg var gravid med Alex, skulle jeg møde på hospitalet om formiddagen, for at få nakkefoldsscanning og blodprøver.
Da scanningen var overstået, kiggede hun på resultatet som var meget flot. Blodprøveresultatet var stadig ikke kommet, men de synes bare jeg skulle tage hjem, for som de sagde;”Det er usansynligt at blodprøverne er dårlige, når nu din scanning er så flot”
Så jeg tog glad og lettet hjem. 😀

Da jeg så stod i bh om eftermiddagen og skulle hente min 3 årige søn, ringede de pludseligt fra hospitalet.
Blodprøverne var meget dårlige, og sammenholdt med scanningen, var min risiko nu 1:270 for at få et handicappet barn.
Hun sagde at blodprøverne tydeligt viste at der var risiko for at barnet havde downs syndrom. 🙁
Det er en sygdom jeg frygter hver gang jeg er gravid, for min moster har det. Så det var et chok at få at vide i tlf. Nu troede jeg lige at alt var godt. 🙁

Allerede næste morgen skulle jeg møde på hospitalet for at få en moderkagebiopsi.
Jeg havde barnets far med, som i øvrigt lige var gået fra mig.
Det var så uheldigt at min moderkage lå helt bagerst i livmoderen, og de måtte rode og grave med den kæmpenål i lang tid, før de kunne få en lille bid af den ud.
Bagefter havde jeg stærke ve-lignende smerter, og de sagde at det godt kunne fortsætte i et stykke tid fordi det havde været en hård omgang for min krop.

Jeg ventede i 9 dage på resultatet, og de var uden tvivl de længste 9 dage i mit liv 🙁
Jeg var frygteligt bange og ked af det, og havde ingen at dele det med, fordi faren lige var gået fra mig, håbede de fleste vist at der var noget galt med barnet.
Jeg var også meget bange for at abortere efter indgrebet, jeg havde så ondt i mange dage, og græd hele tiden af frygt og smerte. 😥

Dagen før brevet kom, lå jeg i min seng om aftenen, og mærkede det allerførste spark, og lidt efter kom der flere.
Jeg husker tydeligt at jeg tænkte, at nu jeg havde mærket mit barn sparke, kunne jeg aldrig få det fjernet. Jeg troede jeg var 14+1 men fandt senere ud af at jeg var 15+0 den aften.

Da jeg åbnede brevet dagen efter, og så at jeg ventede en sund og rask dreng, blev jeg så lykkelig at jeg græd og dansede rundt i stuen. Det var helt fantastisk 😀
Frygten fulgte mig dog i hele min graviditet, for jeg blev ved med at have ondt bagerst i livmoderen, og det viste sig senere at jeg havde fået en stor blodansamling i bughulen efter moderkagebiopsien.
Jeg var til mange scanninger så de kunne holde øje med at han havde det godt, men heldigvis endte det hele lykkeligt med en rask dreng født 42+0, 4140 gram og 55 cm lang 😀