Den første tid

Havde godt prøvet at forberede mig på at det ville være hårdt at få en lille én, må dog indrømme jeg ikke har gjord det særlig godt. Jesses , det er sku hårdt. /:

Hun er kun 15 dage i dag, dvs ingen rutiner eller døgnrytmer endnu. Jeg Går rundt som en zombie og kan ikk rigtig finde ro synes jeg. Er kontant bekymret og der skal INTET til før jeg tuder.
Hun er fantastisk den lille, meget smuk og søgende. Men hun er svær at gøre tilfreds i løbet af dagen, og har ingen held med at få hende til sove. Vi skal vel lige lære hinanden at kende?

Og ja, jeg er overfyldt med lykke, manden også, men kan da os godt se på ham at han synes det er ret træls til tider. Jeg ligner lort og er medtaget efter kejsersnit, amning har drillet og hun tuder en del.
Håber dog det hjælper når jeg også begynder at komme ud med hende, ser veninder, går på cafe, triller med barnevogn osv. Så sker der også noget, og det stimulere vel den lille i forhold til at sidde her hjemme i sofaen med mig og stene? Så håber jeg hun får nemmere ved at tage en lur i ny og næ!

Hvordan var jeres første tid der hjemme med den første baby?
100% lykke eller var der os lidt andre følelser blandet ind i (please sig ja…)