-
Indlæg
-
Sikke nogle dejlige ærlige indlæg tøser – for en som mig der ikke har den fjerneste ide om hvordan det vil sige at blive mor (endnu), så er det bare så flot skrevet af jer allesammen, at man tydligt kan få en fornemmelse hvad det vil sige at blive moar.
Jeg var stolt da jeg fik Abbie op på maven, stolt over den lille skabning skabt af min kæreste og jeg… Jeg elskede hende da fra det sekundt, men der gik nogle dage før jeg virkelig følte hun var vores…
Jeg synes aldrig jeg har haft svært ved at overlade hende til hverken min kæreste (hendes far) eller til min mor så de har kigget efter hende… Hun var kun 5 dage gammel da vi kom hjem fra sygehuset og allerede den dag overlod jeg hende til kæresten da jeg havde ammet hende og kørte op og handlede og ud og kiggede til min hest… Jeg tror jeg havde behov for at komme væk et øjeblik, efter 5 dage på sygehuset…
I dag har jeg heller ikke noget problem med at kæresten eller mine forældre passer hende (hun får flaske), for jeg ved at de passer på hende og jeg stoler 100% på dem…
Men jeg kan da godt føle at jeg måske ikke har stærke nok følelser for hende når jeg sagtens kan lade andre passe hende 🙁 Det virker på nogle som om det er helt forkert, men jeg har bare brug for at være mig selv engang imellem…
De dage hvor hun bare har været rigtig ked af det og har skreget nogle timer, så glæder jeg mig da også til at kæresten kommer hjem og tager hende, det er hårdt at være på så mange timer når man så føler at intet hjælper…
Men uanset hvad så elsker jeg hende jo mere end noget andet – men kan da godt føle at jeg ikke har så stærke følelser for hende, som det lyder som om andre har for deres børn 🙁
(Undskyld hvis det er rodet, håber i forstår hvad jeg mener)
Ih jeg sidder helt her og tuder også… Kan nikke genkendende til mange af de følelser I har beskrevet! Og ja, det er nok mest sådan jeg synes det er at være mor: meget blandet! Kan gå fra den ene yderlighed til den anden på ret kort tid. Jeg elsker min datter utroligt højt og kan fx stå og se på hende sove og bliver OVERVÆLDET af kærlighed til hende. Og så må jeg også indrømme, når vi nu skal være ærlige, at jeg ind imellem sgu også tænker at jeg ville ønske vi ikke havde fået hende… Men kun et splitsekund, heldigvis. Men for pokker, jeg kan blive SÅ frustreret, så opgivende og så udkørt ind imellem at jeg (indsæt bandeord) bare vil have fred og være mig selv. Jeg savner min frihed til at sove længe, til at “fede den” en hel dag på sofaen og til i det hele taget bare at være uansvarlig og ligeglad, bare lige lidt…
Jeg vil generelt beskrive mig selv som en varm person med mange følelser, men selve graviditeten og hele “drømmen” om at blive mor har jeg nok taget rimelig “køligt” – jeg glædede mig rigtig meget, men vidste overhovedet ikke hvad jeg havde i vente og ville ikke skrue forventninger for højt op. Fødslen var hård og da jeg fik hende op til mig var det første jeg tænkte om hun var okay. Da det var bekræftet tænkte jeg vist mest på hvordan min mand havde det med det hele. Jeg kan faktisk helt ærlig ikke helt huske det… Jeg var så udkørt!! Det første døgn var der mange andre der holdte hende og det var bare helt okay med mig, for jeg havde ondt og var bare træt… Og da jeg besvimede på et tidspunkt var jeg vildt irriteret over at de vækkede mig igen, hehe – jeg ville bare sove!!
Min mand var den første til at sige til vores datter at han elskede hende og der kan jeg huske jeg tænkte “Gud hvordan kan du sige det allerede?” og jeg fik det helt dårligt med mig selv over at han kunne sige sådan og jeg ikke kunne, men jeg tror nu ikke der gik så lang tid før jeg fulgte trop…. For hun var jo bare skøn. MEN mest når hun sov, for puha hvor var det dog træls at hun bare græd hele tiden: hun kunne ikke lide at blive skriftet og hun kunne ikke få ordentlig fast i brystet.
Som der var en anden der skrev, så ændrede alt sig da vi kom hjem. Det var så skønt og pludselig følte jeg meget mere at hun var VORES. Og at hun var den, der havde ligget inde i min mave, som vi havde ventet så spændt på…
Nu er hun 9 måneder og generelt er jeg vild med at være blevet mor. Og selvfølgelig (tillader jeg mig at skrive) elsker jeg hende uendelig højt, men ja, det er sørme ikke lutter lagkage. Hun er faktisk nem, men ind imellem har hun dårlige dage og det har jeg også. Og så vil jeg godt indrømme at jeg ikke er mønster-mor; jeg kan godt komme til at råbe af hende i ren desperation, men samtidig bliver jeg overvældet af dårlig samvittighed! Men det er da heldigvis meget sjældent det sker!
NÅ hold da op det blev langt det her… Men det er altså også bare en af mine kæp-heste, dette emne: jeg kan virkelig savne at andre, som jeg anser som værende gode mødre, fortæller mig at de også ind imellem overvældes af mor-monstret og mest af alt har lyst til at løbe fra det hele? Så jeg fortæller gerne alle, at det ikke er rent lyserødt at blive mor. Det er i stedet ret menneskeligt…
Det jeg husker mest var følelsen af panik og angst, mange af jer skriver om følelsen da jeres børn blev lagt op på jeres mave, sådan gik det bare ikke med mig.
Fødslen var meget hård og jeg mistede meget blod, men det værste var da de ikke kunne finde hjertelyden, de tog hende hurtigt med kop, og da hun kom ud tog børnelægen hende med hen på bordet, hun trak vejret og hjertet slog, men de skulle jo undersøge hende p.g.a kompiklationerne, der gik et kvarter før jeg fik hende hen på min mave, og på det kvarter var jeg blevet så bange som aldrig før. de første dage var der INGEN der holdte hende udover mig og engang imellem hendes far.
Jeg har altid haft en angst for at der vil ske min datter noget, ulykker og sygdom, og nu er hun snart teenager, tåbeligt ikke.
Anderledes er det med hendes lillebror, han kom op til mig med det samme, og jeg har aldrig været angst for at der skal ske ham noget, og han er endda den der altid kommer galt afsted, og det er ikke fordi jeg elsker ham mindre end hans storesøster, følelsen er bare mere rolig.
Det blev langt og rodet, men jeg håber at i kan finde hoved og hale i det hele.Jeg havde det faktisk ligesom dig DADA. Og har siden undret mig over det. Havde slet ikke regnet med at have det sådan. Lige da hun ga mig ham, var jeg da glad for ham, men havde slet ikke den der følelse, Arh han er min. Ingen må rører ham. Alle måtte holde ham, og jeg havde altså ikke den der moderfølelse lige med det samme.
Den kom gradvist indenfor de næste par dage. Selvfølgelig var jeg lykke for at han var her, men jeg var ikke forelsket med det samme :). Men det er jeg så sandelig blevet hver dag lige siden :O)
Hvor er det dejligt at i er så ærlige.
Var virkelig også ked af det igår da jeg skrev mit indlæg, og fik det så dårligt og så meget dårlig samvittighed.
LAKRISEN- Jeg ved præcis hvad du mener og hvordan du havde det. Og du var bestemt heller ikke en dårlig mor. Det er en stor omvæltning for en, og man ahr sat sine forventninger meget højt da man altid høre at alting er så lyserødt og dejligt!
Derfor sys jeg det er virkelig fedt at du oz deler din sandhed med os. For det er bare ikke altid lyserødt at få et lille barn, med det samme! Men det blir det hurtigt <3@LaKRISen wrote:
Hvis I vil have den hudløs ærlige version, så får i den:
Gennem min graviditet havde jeg ikke den følelse af at jeg elskede mit ufødte barn, sådan som mødre alltis beskriver det. Tror i virkeligheden ikke jeg helt kunne forestille mig at inden i mig lå en smuk lille dreng. Måske det kunne skyldes at vi ikke havde planlagt barnet, altså vi havde ikke gået og ventet i spænding på at nu var der gevindst. Misforstå mig nu ikke; det var ikke sådan at han ikke var ønsket. 😮
Da Noah blev lagt op på maven på mig, tænke jeg læidt var det det? Er det sådan han ser ud? Og ikke rigtig videre. K fældede en glædestårer. Men må indrømme at jeg var tom for følelser. JJeg var hverken glad, lykkelig, trist eller noget andet. Jeg var bare tom indeni. Ved ikke om det var fordi jeg blev overvældet. Inden fødslen gik igang, var det ikke rigtig gået op for mig at det snart var tid. Jeg havde ikke tænkt: “kom nu ud”, som jeg kan se mange gør omkring termin. 🙁
Jeg vil faktisk vove og påstå; og tag det nu ikke negativ, at jeg ikke elskede Noah det første stykke tid. For det helt dårligt med mig selv, når jeg skriver det. Ja, faktisk løber tårerne ned af min kinder. En mor forventes jo at elske sit barn ubetinget fra første syn. Men sådan havde jeg det jo slet ikke. Var jeg så bare en dårlig mor? 😥
Nej, det tog tid at få følelser for min lillemand. Men sådan var det jo også med kæresten, ham elskede jeg jo heller ikke fra dag et.
Moderfølelse meldte sig efter et par dage. At jeg skulle tage mig af ham og give ham tryghed og omsorg. Men jeg vil først sige at jeg elskede ham fra han var omkring en måned. Håber virkelig ikke at nogen synes jeg er kold. For den dag i dag elsker jeg jo min lille dreng overalt. Ham kan og vil jeg slet ikke leve uden. Elsker ham mere og mere som tiden. Og bliver hver dag overrasket over, hvor dybe følelser man kan nære for et andet menneske.
Jeg synes ikk du er kold. Men kan ikk forvente at elske en fremmede person fra første øjeblik – Som man kommer til i gennem tiden. Ting tager tid. Og man skal først finde hinanden. Det er jo sådan man opbygger mor/barn kærlighed.
Jeg elsker heller ikk CM på samme måde nu, som dengang. Det bliver mere intens for hver dag der går.
ja min fødsel gik jo ikke som forventet, havde en meget hård fødsel som endte i akutt keisersnitt men følte mig aldri bange..
men følte ingenting.. jo jeg elskede sara fra hun var født, men følte ik hun var min. jeg var stort sett alene på barsel avdelingen, og følte mig rigtig ensom.
mors følselsen kom hen af vejen som hun voksede og blev mere selvstendig 😀
For mig var det en meget blandet oplevelse. Da han kom ud og jeg kunne høre ham græde vidste jeg ikke om jeg skulle grin, græde eller hvad.
Da han så var suget for fostervand osv, kom de hen og viste mig ham, men der tænkte jeg ikke det helt store andet end han så da meget sød ud.Da jeg lå på opvågning synes jeg det tog en evighed inden Nic kom op men Jonathan så savnede dem begge lidt der. MEn så fik jeg ham lagt op på min mave, men følte slet ikke den der stærke moderfølelse.
Elskede ham, samtidig med at jeg synes det var meget underligt og uvirkeligt at VI havde lavet den lille baby. og at vi skulle have ham med hjem.Moderfølelsen kom stille og roligt i løbet af den første måned og er vokset stødt siden 😀
Og jeg ville sku ikke undvære ham for noget i verden nu <3
Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.