-
Indlæg
-
Kærligheden var der med det samme.
Det kom faktisk meget bag på mig at den var det. Taget i betragtning af hvor kort tid jeg havde til at vænne mig til at han overhovedet var noget der eksisterede.
Men vil sige jeg havde ikke den der, min søn må ikke være væg fra mig i 5 min. Eller at jeg ikke kunne undvære ham. Jo jeg vil ikke kunne undvære ham fra nu af og resten af livet. Men kan sagtens med god samvittighed tage til lægen mens hans older holdte øje med ham.
Tilgengæld havde jeg heller aldrig den der tudedag man oftest får nogle dage efter. Den dukkede aldrig op her hos mig.
med jacob, havde jeg forventet at græde af lykke, men det gjorde jeg slet ikke, kunne slet ikke forstå han var min og det var ham der havde ligget og sparket osv. kim fældet en tårer. jeg var sådan set ligeglad med de tog ham da han skulle vejes osv. da vi kom op på stuen og familien kom og de tog ham og holdt jeg ham, tænkt jeg kun på jeg bud føle mere for ham og hvad tænker familien så ikke om mig. Jeg fik faktis ikke moderfølsen før et par dage efter han er født. Men har så heller ikke kunne undvære ham siden. 😉
Med lillesøster var lidt blandet følser synes jeg, kim fældet en tåre af glæde som med jacob, men jeg chekket hende om hun var som hun skulle være og var lidt i tvil om hun var vores trods hun slet ikke havde været væk fra mig af, pga hendes næse og øjne ikke lignet vores. må indrømme jeg tænkt også mere på at komme hjem til de 2 store og hvordan jacob reagert på hans lillesøster. i dag elsker jeg da hende og er bange for der sker hende noget, men må indrømme er ikke bánge for at tag ud at handle mens hun er hos kim som jeg var dengang med jacob, nok fordi jeg ved kim er den perfekte far og der ikke sker dem noget. 🙂Mange mange tak for svarene piger.
Jeg kan se der er mange, der ikke helt har forstået spørgsmålet, men tak alligevel.Flot af jer, der tør stå frem og fortælle om de tabubelagte følelser.
Det jeg egentlig ville frem til er, at tingene ikke HELE tiden er lyserøde og at det også er SUPER hårdt at blive mor.
Jeg taler ikke kun om følelsen i dét du bliver mor, men også de følelser, man slås med i tiden derefter.Jeg ELSKEDE Joe, fra første dag og indrømmer gerne at jeg hver dag blev glædeligt overrasket over at jeg kunne elske ham mere og mere.
Men svær var tvivlen i de første dage om jeg elskede ham jeg ‘skulle’.Lian taler om at den ‘forventning’ man havde til fødslen og følelserne/livet derefter, bliver skruet for højt op af folk, der glædeligt fortæller om deres egen oplevelse, til en under ens graviditet.
Da jeg fik jasmin op havde jeg slet ik lyst til at give slip på hende igen . Det var vildt at det jeg nu havde haft såondt over i over 24 timer, nu var komet ud og lå på min mave.
Det var vildt at se den lille pige som havde lagt og sparket mig op i ribbenene og sparket mig ned på min blære i så lang tid.
Endeligt kom hun ud og jeg havde ik lyst til at give hende fra mig igen, men det gjorde jeg da hun sku vejes. Jeg lå i sengen og havde stadig drop i og ku slet ik sætte mig op så det måtte være den stolte far og mormor det gik hen og fik alle detaljerne til mig.
Jeg er os den ene nat vågnet op på ygehuset og skyndte mig og kigge hen i hende “seng” og hun VAR VÆK ?!?!
Var ved at gå i PANIK indtil jeg kom i tanke om hun lå lige ved siden af mig i sengen, og der lå hun lige så fint og sov. 😀Jeg tror aldrig jeg har været så stolt af mig selv, og hende, som da jeg fik hende ud og op på maven.
@Dada wrote:
Mange mange tak for svarene piger.
Jeg kan se der er mange, der ikke helt har forstået spørgsmålet, men tak alligevel.Flot af jer, der tør stå frem og fortælle om de tabubelagte følelser.
Det jeg egentlig ville frem til er, at tingene ikke HELE tiden er lyserøde og at det også er SUPER hårdt at blive mor.
Jeg taler ikke kun om følelsen i dét du bliver mor, men også de følelser, man slås med i tiden derefter.Jeg ELSKEDE Joe, fra første dag og indrømmer gerne at jeg hver dag blev glædeligt overrasket over at jeg kunne elske ham mere og mere.
Men svær var tvivlen i de første dage om jeg elskede ham jeg ‘skulle’.Lian taler om at den ‘forventning’ man havde til fødslen og følelserne/livet derefter, bliver skruet for højt op af folk, der glædeligt fortæller om deres egen oplevelse, til en under ens graviditet.
Jeg havde ikke ret store forventninger til alt efter fødslen. Men jeg var så også kun lige begyndt at forstå at jeg overhovedet var gravid og så smed de ham op i mine arme.
Jeg indrømmer gerne at det er kommet MEGET bag på mig, at jeg kunne knytte bånd med ham så hurtigt, for havde på ingen måde forventet at han skulle komme.
Men tror også at i og med jeg ikke har gået i 9 måneder og ventet med længsel på at han skulle komme gjorde det nemmere for mig at være adskilt for ham i stunde af gangen. Havde det ikke svært med at sygeplejerskene passede ham mens jegvar i bad og lignende.
Jeg vil gerne indrømme at jeg ikke havde nogen følelser for Noah da jeg havde født.
Ikke at jeg ikke elskede ham, for det gjorde jeg jo og havde jeg gjort i 9 lange måneder, men min fødsel var bare så hård så jeg slet ikk magtede noget.
Jeg havde veer fra 18 om aftenen, vandet gik 00 om natten, jeg lå på sygehuset, fik vedrop og til sidst lagt en blokade. Kl 15 blev Noahs hjertelýd dårligere og jeg røg afsted med høj fart til Akut kejsersnit.
De rev og flåede i mig, og hver gang jeg skreg fik jeg et skud morfin. Det gjorde ikke ondt men jeg kunne bare mærke hver en ting de gjorde ved mig og det var så ubehageligt. Det tog hårdt på mig, også fordi jeg ikke på et eneste tidspunkt i min graviditet har været nervøs for at føde, jeg skulle bare lige ned, føde og hjem 3 timer efter. Men nej!!!
Efter Noah var kommet ud brugte de en del tid med (Min mor har fortalt) Og så blev han lagt op ved halsen på mig, men jeg græd og havde det så skidt og bad så min mor om at sidde med ham ved siden af mig.
Jeg blev syet sammen, fik 2 lt. blod og kørt op på intensiv, hvor jeg sov og vågnede hver time pga smerter i maven og skulle ha morfin hele tiden. Det var et helvede.
Min kæreste kom op med Noah, og jeg græd bare stadig pga smerter. han begyndte også at græde for han vidste ikke hvad han skulle gøre for mig.
Han sov alene med Noah på barselsgangen første nat, mens jeg lå alene på intensiv.
(skal lige siges at min kæreste ikke er Noahs rigtige far, så er helt vilt overrasket over hvordan han bare lige tog over. GUD hvor jeg elsker dem begge så højt!)
Om aftenen kom de 2 læger som havde taget Noah ud, for at se til mig. Jeg fortalte om mine smerter og de fortalte så at de ville fjerne min livmoder!!!Det var nok det værste de ku gøre. Jeg skreg og græd. Lige inden jeg blev kørt mod operationsbordet, fik de så svar om at mine infektionstal var faldet en smule, så de ville se tiden an. Prøv lige at forestil jer det her!!!
Nå men efterfølgende var jeg indlagt 8 dage, hvor jeg ingenting kunne. Jeg havde stomi-pose 🙁 Jeg ammede dog min søn.
Jeg havde ingen overskud, ingen glæde, ingenting. Ville bare dø og væk fra det hele. Havde stadig mange smerter og røg til den ene undersøgelse efter den anden.
De troede jeg var ved at få en fødslesdepression. Jeg bad til sidst selv om at komme hjem, og fra dag 1 af da vi kom ind af døren væltede alle følelserne ind over mig. Jeg var så lykkelig og knuede mit lille barn ind til mig hele tiden mens tårerne løb ned af kinderne på mig. Jeg var ikke i tvivl om at jeg på et eneste tidspunkt ikke havde elsket den lille trold, det var pga fødslen at jeg slet ikk kunne andet end ha det dårligt og have ondt. Hedigvis har jeg en dejlig familie som hjalp meget.
Jeg trængte til at komme hjem i vante omgivelser og nyde min famile.
Men hele fødslen var på ingen måde ligeså lyserød(blå) som jeg havde drømt om.
Nu er den tilgengæld meget mere end lyserød. Gud hvor jeg elsker at være mor <3Lød lidt forkert at jeg ingen følelser for ham havde. Var ikke sådan ment, havde bare ikk den der moderfølelse man (ser på film osv)får når man har født sit barn.
Håber i forstår hvad jeg mener. håber ikk nogen misforståelser for elsker mit barn så højt og har jeg gjort lige siden jeg så ham første gang på scanning.@Sannepigen wrote:
Lød lidt forkert at jeg ingen følelser for ham havde. Var ikke sådan ment, havde bare ikk den der moderfølelse man (ser på film osv)får når man har født sit barn.
Håber i forstår hvad jeg mener. håber ikk nogen misforståelser for elsker mit barn så højt og har jeg gjort lige siden jeg så ham første gang på scanning.forstå dig helt klar, sådan havde jeg det også…..
@frandsen wrote:
@Sannepigen wrote:
Lød lidt forkert at jeg ingen følelser for ham havde. Var ikke sådan ment, havde bare ikk den der moderfølelse man (ser på film osv)får når man har født sit barn.
Håber i forstår hvad jeg mener. håber ikk nogen misforståelser for elsker mit barn så højt og har jeg gjort lige siden jeg så ham første gang på scanning.forstå dig helt klar, sådan havde jeg det også…..
Aåh det er jeg glad for. Blev helt ked af det da jeg skrev det, for følte jeg var en dårlig mor pga jeg manglede den følelse lige da jeg havde født 🙁
Jeg havde flere ambivalente følelser i forbindelse med Jonas’ ankomst.
Ja, jeg var forelsket og helt og aldeles ligeglad med al den snask og slim han var dækket af – jeg kyssede hans lille hoved og aede ham og glædede mig. Græde kunne jeg ikke mere.Men en halv time efter jeg var kommet over i min seng igen med lillemand på armen og han skulle ammes, frøs jeg. Han ville ikke tage ved og blev ked af det, og det gjorde så ondt på mig. Mere ondt gjorde det da sygeplejersken rettede på mig og ham.
Tøjet der sku på for første gang fik marc æren af at tage sig af. jeg blødte for meget og måtte ligge ned. jeg kan huske jeg var lettet for jeg var så bange for at mase ham.
De første 4 timer efter fødslen var marc hos os. så tog han hjem for at passe hunden og overlod mig og jonas alene i 16 timer. 16 timer hvor han skreg og var så ked af det. det knuste mit hjerte, for han var utrøstelig, amningen lykkedes ikke og det eneste jeg kunne gøre var at vugge ham og tigge ham om at tie stille mens jeg smsede og tiggede marc om at komme. der var ingen sygeplejerske til at hjælpe. jeg var alene og efter 8 timer græd vi begge to.
siden da er der kommet styr på amning og selvom jeg stadig kan græde når han er hysterisk i flere timer uden pause, så finder vi altid en løsning. han er min lille elskede frø.
Jeg var IKKE glad.. Jeg var ked af det fordi hun kom for tidligt, bange for fremtiden, og i mit hoved var hun ikk velkommen (Fordi hun ikk var færdigbagt, for self. var hun det)
Jeg havde IKKE moderfølelse med det samme – Faktisk har jeg først nu en M O A R følelse. Men det hænger nok sammen med hvor meget hun giver nu, fordi hun er så kærlig og selvstændig..
Jeg har altid elsket min datter, men moder følelsen kommer hen af vejen.
Alt andet ville være løgn.. Man er stolt, og allllt det der.. Men det at være MOR kommer først med tiden, fordi man skal lære sin nye rolle at kende.Jeg lå med middelkraftige veer på syghuset i 20 timer før malthe kom til verden med sugkop. Jeg var så træt inden han var kommet ud og havde presset i en time… Indtil da havde jeg haft en god oplevelse og var tryg, men MEGET træt. Til sidst tog de ham med sugkop fordi hans hjertelyd faldt meget hver gang jeg pressede. Det gav mig en masse energi at jeg vidste at jeg fik hjælp så jeg pressede to gange i en ve og så var han ude.
Da lagde ham med det samme op på min mave og det første jeg så var navle strengen der var to gange rundt om halsen… Indvendig gik jeg helt i panik, men en sygplejerske fjernede snoren og jeg kunne se at han ikke var blå eller noget.. Men der hoppede mit hjerte lige nogle slag over. Det gjorde osse at jeg tog ham indtil mig som om jeg aldrig ville gi slip. Det lille chok jeg fik der, satte alle mine moderinstingter(staves) i gang på højtryk. Lidt efter kom min mor ind af døren.. Jeg vidste slet ikke hun var på hospitalet. Jeg græd da jeg så hende. Jeg havde sådan brug for hende og så var hun der bare. Og jeg sad der med den dejligste dreng i verden. Hun gik lidt efter for jeg lå og var ved at blive syet.
Men det at se min lille dreng med den navlesnor om halsen gjorde at jeg reagerede hurtigt. For ellers synes jeg osse at jeg var i chok da han kom til verden. Det er noget man ikke kan forberede sig på!!Jeg syntes det er rigtig fedt at det bliver taget op..
Hmm jeg var rigtig glad, men var dælme også træt, og ville faktisk bare sove. De første dage havde jeg nok lidt følelsen af han ikke var min, og han kunne hentes hvert øjeblik, samtig var jeg skræmt, gjorde jeg det nu rigtigt?, får han nok mad osv.
Da vi kom hjem gik det fint, men kan også huske jeg pludselig opdager at alt hans tøj var for stort, så måtte skynde mig op og købe nyt:-) Så tris blev ammet, og blev hos mig, mens jeg stædsede i byen og brugte 800 kr. Det var fjollet, han fik aldrig brugt alt det tøj, men havde nok brug for lidt “frihed”.
Efter en uge, hvor jeg max fik 2 timers søvn af gangen, sagde jeg en morgen til min mand, om han ville tage tris, og komme med ham når han var sulten, der sov jeg til om eftermiddagen.
Min moderfølelse er nok mest kommet snigende efterhånden som jeg har lært, vænnet mig til at være mor og lært ham at kende.
Men for os var det også svært da C fik en fødelsedep, og jeg var alene om alt fra han var 6-14 uger.Men fik afvide at det var ret normalt, nogen kommer følsen med det samme, og andre som tiden går stille og roligt.
Knus line
Hvis I vil have den hudløs ærlige version, så får i den:
Gennem min graviditet havde jeg ikke den følelse af at jeg elskede mit ufødte barn, sådan som mødre alltis beskriver det. Tror i virkeligheden ikke jeg helt kunne forestille mig at inden i mig lå en smuk lille dreng. Måske det kunne skyldes at vi ikke havde planlagt barnet, altså vi havde ikke gået og ventet i spænding på at nu var der gevindst. Misforstå mig nu ikke; det var ikke sådan at han ikke var ønsket. 😮
Da Noah blev lagt op på maven på mig, tænke jeg læidt var det det? Er det sådan han ser ud? Og ikke rigtig videre. K fældede en glædestårer. Men må indrømme at jeg var tom for følelser. JJeg var hverken glad, lykkelig, trist eller noget andet. Jeg var bare tom indeni. Ved ikke om det var fordi jeg blev overvældet. Inden fødslen gik igang, var det ikke rigtig gået op for mig at det snart var tid. Jeg havde ikke tænkt: “kom nu ud”, som jeg kan se mange gør omkring termin. 🙁
Jeg vil faktisk vove og påstå; og tag det nu ikke negativ, at jeg ikke elskede Noah det første stykke tid. For det helt dårligt med mig selv, når jeg skriver det. Ja, faktisk løber tårerne ned af min kinder. En mor forventes jo at elske sit barn ubetinget fra første syn. Men sådan havde jeg det jo slet ikke. Var jeg så bare en dårlig mor? 😥
Nej, det tog tid at få følelser for min lillemand. Men sådan var det jo også med kæresten, ham elskede jeg jo heller ikke fra dag et.
Moderfølelse meldte sig efter et par dage. At jeg skulle tage mig af ham og give ham tryghed og omsorg. Men jeg vil først sige at jeg elskede ham fra han var omkring en måned. Håber virkelig ikke at nogen synes jeg er kold. For den dag i dag elsker jeg jo min lille dreng overalt. Ham kan og vil jeg slet ikke leve uden. Elsker ham mere og mere som tiden. Og bliver hver dag overrasket over, hvor dybe følelser man kan nære for et andet menneske.
Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.