-
Indlæg
-
Jeg sad her til aftes med nogle veninder og vi kom pludselig ind emnet, at føde og de følelser der følger oplevelsen.
Altså det at blive mor og moderfølelsen.
Kom det som en pakkeløsning når barnet blev lagt på dit bryst, eller glemte jordemoderen liiiige at aflevere den ‘forventede’ følelse med?
Havde du den med det samme?
Havde du savn til dit barn når det var ‘væk’ fra dig?Egentlig et ret tabubelagt emne, men jeg tænker, at mange godt ku’ have brugt et indblik i den virkelige verden, hvor alt ikke er som på film, lyserødt og lykkeligt.
Håber på nogle ærlige svar piger.
20369 IndlægDa jeg fik min datter op paa brystet var jeg overlykkelig. Jeg kunne ikke forstaa hun var min. Kort efter faldte jeg i sovn og det hele var anderledes. Jeg elskede hende mere end noget andet, men jeg ville egentlig helst vaere mig selv. Jeg havde saa mange forskellige folelser, og jeg vidste slet ikke hvor jeg skulle gore af dem.
Jeg synes starten var meget svaer! Alt var nyt for mig, og jeg folte aldrig jeg gjorde noget godt nok. Til tider taenkte jeg om jeg overhovedet skulle ha vaeret blevet mor 😥
Heldigvis gik det vaek efter et par uger.
20369 IndlægDet jeg husker tydeligst er følelsen af stolhed. JEG har lavet (med hjælp ;)) og båret det her lille væsen inden i mig, i så mange måneder! JEG har født hende/ham og JEG skal passe på hende/ham resten af livet! Det er MIT barn og ingen skal tage det fra mig! Og så savnet og afmagten! De gik med Alexander da han var få minutter gammel. Han blev bare taget ud af mine arme, og ført op på en neonatalafdelling jeg ikke anede hvor lå!! 😯 Jeg savnede ham helt vanvittigt!! Hele min krop skreg på det her lille væsen jeg lige havde født, og jeg kunne bare ikke nå ham, for jeg vidste ikke hvor han var! 🙁 Min baby! 🙁 På neonatalafdelingen måtte jeg dårligt nok røre ham. -Faktisk måtte jeg knap nok komme ind, fordi min næse var stoppet til under fødslen, så de første timer skulle jeg bære maske. Jeg kunne ikke holde, nusse eller kysse mit barn! Og han lå bare der og trængte til sin mor!
Kender folk, der havde det ligesom dig Dada. Og var selv lidt bange for at føle sådan, selvom man jo godt ved, at det bare er noget midlertidigt.
Det tog frygtelig lang tid at presse ham ud, havde presseveer i næsten 3 timer, og havde fået at vide, at når man endelig fik de der skide presseveer, så gik det stærkt! Gjorde det så bare ikke. Og det der gjorde mest ondt, hvad simpelthen, at jeg gik i stykker. Mange siger, at de ikke mærkede til det, men kan sgu stadig huske smerten, det var det værste (og bedste) jeg nogensinde havde prøvet. Og det holdt mig tilbage for at presse det sidste stykke, fordi jeg kunne mærke hvor meget jeg ville gå i stykker, hvis jeg pressede til, og det sveg som når man propper salt i et sår og strækker det x tusind!
Bed det til sidst i mig, for nu ville jeg sgu se min baby. Og havde forestillet mig at han ville være en enormt basse med et mega hovede!Ud kom han, og det gik stærkt med at få lagt ham på min mave. Min allerførste tanke var “han er jo lille!”…… “han er jo smuk!”… Og har før hørt folk sige, at nyfødte ikke er kønne. Kan huske da min lillesøster bev født. Hun var helt rød og hævet og stor.
Marius var hverken rød eller blå. Jo, måske lidt rød, men ikke sådan mega hævet. Han VAR virkelig smuk, som han lå der med kæmpemæssige sorte øjne.. han ligner næsten en alien på billederne, så store var øjnene. Og så havde han allerede utroligt lange øjnvipper.Men jeg græd ikke. Tror jeg prøvede, men kunne ikke, min krop kune ikke klare mere. Og alligevel følte jeg pludselig at jeg fik ny energi.
Følelserne var der med det samme. Kan bare stirre på ham i timevis og føle stolthed 🙂
Jeg kan ikke helt huske hvad jeg tænkte lige da han var kommet ud.. Men jeg kan huske hvordan jeg havde det da jeg fik at vide at jeg skulle sættes i gang – og så da hun sagde “Ja, nu er der ikke længe til. Du har født inden vagtskiftet”. Og jeg har nok aldrig følt mig mere uforberedt i hele mit liv.. Jeg var så bange.
Værre blev det sådan set i dagene efter.. Jeg havde det ok når der var nogen hos os. Men når vi var alene sad jeg bare i sengen og kiggede på ham i den der glasvugge..
– Jeg kan huske en dag lige umiddelbart efter fødslen hvor jeg skulle i bad. Jeg ville kører ham op til sygeplejerskerne så de kunne se efter ham, mens jeg lige hurtigt smuttede i bad. Men af en eller anden årsag fik jeg overbevist mig selv om, at han sagtens kunne stå alene inde på stuen.. Han sov jo! Og jeg skulle jo kun være væk i et par minutter.
Mens jeg stod i badet synes jeg pludseligt at jeg kunne høre ham, så jeg slukkee for vandet og stak hovedet ud af døren – og jo, jeg kunne høre ham. Han skreg og skreg og skreg. Da jeg kom ind på værelset lå han og sprællede med gylp i hele ansigtet – selv i øjnene. Og jeg tudbrølede bare.. “Undskyld undskyld undskyld”.. Jeg var helt ude af den. Og det var nok den dag jeg fik sådan en træls følelse af at jeg aldrig nogensinde ville kunne lære det eller blive god nok.To måneder siden kom jeg i behandling for fødselsdepression med medicin og samtaler ved Gaiainstituttet, som har speciale i kvinder med efterfødselsreaktioner. Senere kom vi på familiedøgn. Og ja – nu, 6 måneder efter, ser det ud til at tågen endelig er lettet.
Jeg ville selvfølgelig ikke undvære ham for noget i verden og jeg føler alt det for ham, som jeg tror man skal når man er mor. 🙂
@Miiwer wrote:
Kender folk, der havde det ligesom dig Dada. Og var selv lidt bange for at føle sådan, selvom man jo godt ved, at det bare er noget midlertidigt.
Det tog frygtelig lang tid at presse ham ud, havde presseveer i næsten 3 timer, og havde fået at vide, at når man endelig fik de der skide presseveer, så gik det stærkt! Gjorde det så bare ikke. Og det der gjorde mest ondt, hvad simpelthen, at jeg gik i stykker. Mange siger, at de ikke mærkede til det, men kan sgu stadig huske smerten, det var det værste (og bedste) jeg nogensinde havde prøvet. Og det holdt mig tilbage for at presse det sidste stykke, fordi jeg kunne mærke hvor meget jeg ville gå i stykker, hvis jeg pressede til, og det sveg som når man propper salt i et sår og strækker det x tusind!
Bed det til sidst i mig, for nu ville jeg sgu se min baby. Og havde forestillet mig at han ville være en enormt basse med et mega hovede!Ud kom han, og det gik stærkt med at få lagt ham på min mave. Min allerførste tanke var “han er jo lille!”…… “han er jo smuk!”… Og har før hørt folk sige, at nyfødte ikke er kønne. Kan huske da min lillesøster bev født. Hun var helt rød og hævet og stor.
Marius var hverken rød eller blå. Jo, måske lidt rød, men ikke sådan mega hævet. Han VAR virkelig smuk, som han lå der med kæmpemæssige sorte øjne.. han ligner næsten en alien på billederne, så store var øjnene. Og så havde han allerede utroligt lange øjnvipper.Men jeg græd ikke. Tror jeg prøvede, men kunne ikke, min krop kune ikke klare mere. Og alligevel følte jeg pludselig at jeg fik ny energi.
Følelserne var der med det samme. Kan bare stirre på ham i timevis og føle stolthed 🙂
Præcis som ved mig!
kan ikek huske at der pludseligt kom et hav af følelser jeg var bare glad og fuld af energi og kunne ikke lade være med at kigge på mit lille barn…
Christian havde jeg helt enkelt ikke tid til at blive overvældet af følelser da jeg havde travlt med at fortælle min mor hva hun skulle gøre da det jo forgik ved dem….
men med begge børn har jeg været vågen et døgn efter hvor jeg bare har gået og kigget på mine børn…(de er begge født sen eftermiddag)
men kan huske min mor græd da emilia kom ud men det er vist den eneste der har grædt…ellers tror jeg mere man har travlt med at finde ud af alt fakta om babyen og samtidigt også finde ud af om alt er som det skal være 😀
men tror jeg ville have det af h til hvis der var nogen der havde taget mit lille barn da det lige var blevet født…tror adskillelse ville gøre mig ulykkelig….
jeg var bare solgt så snart de kom op på min mave, var bare lykkelig og lettet over at de levede og var sunde og raske og kunne skrige det er nok den bedste lyd jeg har hørt det var mine pigers første skrig til verden.
deres dejlige duft af “nybagt baby” den kunne gøre mig helt høj, og deres bløde fine hud, man følte sig helt som nyforelsket igen…Jeg var for det første så hamrende stolt. Både over min lille guldklump, men også over mig selv og hvad jeg lige havde præsteret. Det var også den største følelse af lettelse og forløsning. Endelig fik kroppen lov at slappe af.
Jeg tænkte bare Gud hvor er hun smuk, og kunne ikke vente med at få lov at holde hende. Men jeg græd ikke, og det var en mærkelig følelse, for jeg følte at det ligesom var noget man skulle, og det var ikke fordi følelsen ikke var der, men kunne ikke tvinge en tåre frem.Men for mit vedkommende var moderfølelsen der med det samme, og den meget stærke beskytter trang. Jeg fik dog tudet da jordemoderen skulle undersøge hende. Det virkede så voldsomt.
20369 IndlægJeg har prøvet begge dele.
At blive overlykkelig og fise rundt i en rus af mange blandede følelser og ikke kunne finde hovede og hale i nogen af dem.
Sådan havde jeg det med Anne (vores mellemste)
Vores første og sidste er begge født 5-6 uger før tid og alligevel er der forskellige følelser forbundet!
Henrik er født 5 uger før tid, men var en stor dreng og kunne alt selv…Dog var jeg ikke mere end 18, så var enormt bange for hvad der skulle ske med ham. Savnede ham helt tosset når jeg ikke var ved ham og var samtidig bange når jeg var sammen med ham, hvad nu hvis der skete noget.Med vores mindste Philip var det helt helt anderledes.
Han er født 6 uger før tid og vejede ik engang 2 L mælk.
Jeg fik ham ikke op på maven som jeg gjorde med de 2 andre, de løb over på neo med ham i en kuvøse med det samme.
Jeg kan huske at jeg bare sad i sengen efter at have født og ja kunne slet ikke fatte noget som helst.
Jeg havde lige født, men havde ikke mit barn hos mig.
Jeg måtte ikke rejse mig og gå over til ham da jeg havde mistet meget blod…Måtte ik engang gå på toilet uden ledsager.
Jeg kan huske at jeg slet ikke kunne finde nogen følelser frem overhovedet..
Kunne ikke græde, kunne ikke smile, kunne ik andet end at stirre ud i luften og bare sidde.
Jeg anede ikke noget om hvor slemt det var med ham eller om han bare var sååå fin, men lille.
Der gik faktisk lang tid inden jeg kunne fornemme den der lykkefølese, da der var en den op og nedture med ham
Den første gang jeg græd snot var da han blev lagt i lys…
Han havde lagt i sin egen vugge med varmemadres i nogle dage, men så skulle han i lys fordi han blev gul.
DER græd jeg!!
At se min lille søn ligge der med slanger og måledimser over det hele, var bare dråben for mig.
Syntes det var så synd for ham…Nå ik mere for nu tøser…Jeg skal på job.
Sorry det blev lidt langt 🙂Hvor er det bare fedt, at I altid er så ærlige, piger… 🙂
Jeg er lige ved at knibe en tåre over alle jeres historier…
Glæder mig bare så meget til baby kommer ud… 🙂Jeg var med det samme ramt af den moderlige følelse.
Ku slet ikk vente medat holde hende og kysse hende og bar beskytte hende. Hun var bar så smuk og dejlig..
Var hun virkelig min datter. slet ikk forstå jeg måtte være så heldig.
Sov ikk det første døgn. Lå bar og kiggede på hende.. Den følelse var så speciel <3
Jeg græd dog ikk men både min mor og kæresten græd 🙂Kan huske jeg sku ud og tisse inden jeg ku komme videre og min mor holdte Lilly. Ku høre hun græd og vidste bar med det samme det var hendes gråd. Ku slet ikk tisse da jeg bar sku trøste hende.. Så der kom få dråber og så måtte det tisseri altså vente til senere..
Havde slet ikk lyst til at andre sku holde hende og der gik faktisk længe før jeg ku aflevere hende. Var så bange for at nogle ville komme og tage hende 🙂
Ihhh den følelse var bar så speciel 🙂
Nu vågner min mus snart så her er mit svar
Jeg blev bare rigtig glad og lettet da jeg rørte ham græde.. også tog de ham over på undersøgningsbordet (fik kejsersnit) i nogle minutter så jeg lå der og ventede på at se ham. Og da han så endelig kom over til mig synes jeg han var så fantastisk og sagde fakstisk: sk*de være med alle de strækmærker og det ar når han er så smuk..
Men da han så blev kørt ned for at blive vejet og få tøj på så var jeg bare glad for at kunne få nnoget at drikke og lukke øjnene uden at have ondt.. Så jeg var faktisk ikke særlig opmærksom på at de havde kørt med mit barn, nok fordi jeg vidste de kørte ham ned til Emil..@Sidse wrote:
Det jeg husker tydeligst er følelsen af stolhed. JEG har lavet (med hjælp ;)) og båret det her lille væsen inden i mig, i så mange måneder! JEG har født hende/ham og JEG skal passe på hende/ham resten af livet! Det er MIT barn og ingen skal tage det fra mig! Og så savnet og afmagten! De gik med Alexander da han var få minutter gammel. Han blev bare taget ud af mine arme, og ført op på en neonatalafdelling jeg ikke anede hvor lå!! 😯 Jeg savnede ham helt vanvittigt!! Hele min krop skreg på det her lille væsen jeg lige havde født, og jeg kunne bare ikke nå ham, for jeg vidste ikke hvor han var! 🙁 Min baby! 🙁 På neonatalafdelingen måtte jeg dårligt nok røre ham. -Jeg kunne ikke holde, nusse eller kysse mit barn! Og han lå bare der og trængte til sin mor!
Den følelse kender jeg kun ALT for godt – det var samme forløb vi havde med Mikkeline, og hold op hvor er det hårdt at se sit barn ligge i sådan en kuvøse fyldt med slanger overalt på den lille krop, og man bare kan stå magtesløs og se til 🙁
Inden jeg fødte, havde vi snakket en del om moderfølelsen. Min søster havde født et år tidligere, og hun havde ikke haft følelsen med det samme, hvilket hun selvfølgelig var meget ked af. Men hun havde også haft en meget lang og hård fødsel, så måske det havde haft en indvirken.
Men med det samme jeg fik Maja op til mig, var jeg forelsket! Det var det mest fantastiske øjeblik, og jeg blev faktisk meget overrasket over, at man kan elske et menneske så meget, første gang man møder det.
Det der nok var værst for mig, var forholdet mellem min kæreste og jeg. Har var – og er – en fantastisk far, som virkelig tog sig af både mig og Maja, men på ca. 3. dagen og et par dage frem blev jeg meget ked af det, for jeg havde meget brug for, at vi stadig var “kærester”. Jeg havde brug for omsorg, faktisk hele tiden, men jeg ville jo heller ikke at han skulle være der mere for mig end for Maja. Så det var et par hårde dag, følelsesmæssigt…
Det blev vist lidt langt:-D
Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.