Det at blive sammen??

Kære piger.

Jeg overvejer oftere og oftere at gå fra min mand. Han er ikke voldelig, ond, ukærlig, kriminel eller noget som helst andet af den slags. Han er kærlig, omsorgsfuld, en god forsørger osv. Jeg tror aldrig jeg finder en mand der er så nem at omgåes rent økonomisk som han er. MEN han er doven, han er konfliktsky og bliver vred omgående hvis jeg prøver at snakke med ham om nogle af de ting jeg savner hos ham, han tænder mig ikke særlig meget mere, jeg er irriteret på ham ofte, han sidder det meste af hans fritid foran computeren, han er svær at snakke med (vi kan ikke dele en flaske vin og bare snakke sammen), han overholder ikke altid aftaler. Det der har fået bægeret til at flyde over denne gang er at han her i weekenden var meget alene hjemme, da min datter var hos sin far og jeg var hos min cancersyge veninde. Han skulle gøre rent og vaske tøj, for den slags gør vi i weekenden. Han blev ikke færdig med nogle af delene. Jeg har lige sat den sidste vask over og lagt det sidste rene tøj sammen efter at have ventet flere dage for at give han chancen for selv at gøre det. Min datter er syg med sådan noget natte-hoste og derfor havde jeg ikke mulighed for at rydde op efter aftensmaden igår, så ringede og bad ham gøre det når han kom hjem fra job, det gjorde han ikke. Har selv gjort det her til morges. Han grund: Han synes ikke det så så slemt ud kl. 2 i nat! Jeg savner indlevelse og engagement fra ham og jeg har snakket med ham om det 10.000 gange, det sker bare ikke!! Han er en god mand på rigtig mange områder, men han sjuskede, ligegyldige og dovne holdning til vores hjem pisser mig simpelthen af og jeg er bange for at jeg ikke kan leve med det. Hans holdning er i øvrigt den samme overfor min datter – en helt anden problemstilling – men vi har været sammen i 2 år nu og han har stadig ikke formået at få et tæt forhold til hende. :græder:

HJÆLP piger – overreagere jeg? Er jeg en harpe? Har jeg ret? Hvad har I af erfaringer fra jeres forhold??????