det der aldrig skulle ske

i tirsdags begyndte jeg at bløde. jeg tog til lægen som undersøgte mig, han sagde at min livmoderhals næsten var lukket, og ville ha mig ind til en scanning. de havde først tid onsdag.
da jeg kom hjem begyndte jeg at bløde mere, og ringede igen til lægen. jeg blev sendt til akut scanning. en køretur på 45 min og ventetid på en time, aldrig har jeg følt tiden gå så langsomt.
Bente hed kvinden der scannede mig, jeg ku godt se at der var noget galt.
intet hjerte der slog. “jeg kan desværre ikke give jer nogen gode nyheder” sagde hun med meget sorgmodige øjne.

mit barn er dødt. vi sad en time og græd og græd og græd, og så skulle vi ta beslutningen om det sku være kirurisk eller medicinsk,
jeg valgte medicinsk, og nu er jeg bare tom. helt tom, vågner hver morgen og tror at alt er fint, men det er det bare ikke.
vi havde vidst i over 2 måneder at vi sku være forældre, jeg kan slet ikk forstå at det er sket