Er jeg den eneste som syntes at når man får sit 1 barn falder der nogen fra fordi de ikke er til baby snak m.m. Men også jo ældre man bliver?
Jeg går pga min graviditet sygemeldt og tænker selvfølgelig en del over tingene når jeg er alene og til tider griber ensomheden mig og lysten til at ses med nogen, komme lidt og bare sludre. Men dem der bor tættest har altid andre planer, glemmer aftaler eller andet. Også er der ikke mange der holder ved.
Har jeg bare været sk*de uheldig eller er jeg så sær at ingen vil mig? :usikker:
Jeg er af den opfattelse at en venskab består af at min kontakter hinanden ligemeget eller at den anden part også kan give lyd fra sig af og til. Der er ingen der siger det skal være hverdag da man også har et liv ved siden af.
Ved ikk hvad jeg præcis vil med indlægget nok bare ud med lidt ensomheds brok.