Dilemma angående Sebs far.

Hej tøser.

Seb og jeg kom hjem efter en fantastisk dag på stranden med hans far- og de dér dage i selskab med hans far har vi faktisk haft en del af de sidste par måneder.
Og hvor er det skønt at vi kan hygge sådan sammen alle tre, trods hans far og jeg ikke har været sammen i 2½ år 😀 !

I dag bragte Mark så det u-undgåelige på banen- nemlig at finde sammen igen. Han er selv aldrig rigtig kommet videre. Jeg selv har forsøgt, men det er sgu ikke nemt at starte forhold når man er aseksuel (INGEN lyst til sex) !!!

For at hjælpe mig med at vurdere min situation, så får i lige et par facts om Marks og mit forhold igennem 4½ år.

-Vi levede på vores drømme- vi glædede os til den dag vi kunne flytte ud på en gård med en masse dyr, se vores børn vokse op og have en frihed i økonomien :rødmer:
-Vi var enige om alt når vi snakker børneopdragelse- Dog havde Mark svært ved at finde sig til rette i rollen som far- Det har dog ændret sig 100% og han er den bedste far idag 😀 !
-Vi kæmpede med det seksuelle igennem hele forholdet, og det var enormt drænede da Mark på daværende tidspunkt havde at behov der hed 2-3 gange ugentligt.
-Vi sad økonomisk hårdt i det, og havde ikke mulighed for at flytte fordi vi ikke kunne sælge Marks andelslejlighed- Den har han lejet ud idag.
-Mark arbejde langt hjemmefra, så jeg stod alene fra 6-18.

Mark er idag en fantastisk far, en hyggelig gut at være sammen med og han har styr på sig selv og sin økonomi. Han bor 15min fra jobbet, og savner sin søn hver dag.
Jeg selv flytter snart, og vil derfor bo 30min fra ham og hans arbejde. Har fået styr på min økonomi, og savner at have én at dele Seb med.

I bund og grund vil vi gerne de samme ting i livet, og hvor ville det være skønt at Seb ikke skulle være delebarn og at han kunne få nogle søskende indenfor en overskuelig årrække ! Mark kender mig og mine svagheder (psykiske problemer), og hans sexbehov er faldet tilstrækkeligt igennem de sidste par år. Ergo- han har faktisk udtryk at han ikke har et behov som sådan og er klar til at undvære den del af forholdet så længe jeg nu “er i stykker(aseksuel)”

Der er lige den hage, at jeg på nuværende tidspunkt ikke nære de store følelser for ham – Og så burde man vel slet ikke overveje det.

MEN vi kunne have et fantastisk liv sammen- nok mest som de bedste venner, men er det egentlig ikke også et godt udgangspunkt 🙂 ?

-Derudover er der lige dét, at jeg nok får ret så svært ved at finde mig en anden man der passer til min lidt sære/hidsige personlighed og som kan leve delvist uden sex :usikker: ?

Er jeg helt tosset for at overveje det her 🙂 ?