En hård weekend….

Hejsa.
Jeg har brug for at fortælle min sørgeligt historie….

Så her kommer den….

Starten på marreridet.
I dag, fredag d. 12 oktober, tog jeg til lægen da jeg havde smerter, der stak i begge sider og havde det ret dårligt.

Lægen turde ikke undersøge mig pga. mine smerter, så han henviste mig til gynækologisk afdeling i Horsens.
Her blev jeg undersøgt på alle leder og kanter. Desværre kunne lægen fortælle, at den lille bebs ikke havde noget hjerteblink og derfor var gået til grunde. Jeg sad med en stor klump i maven og tænkte det passer simpelthen ikke. Jeg sad og sage intet og gik hjem uden en tanke i hovedet. Jeg skulle gå hjem og komme igen næste morgen kl. 9.00.
Den frygtelige dag.
Lørdag d. 13 oktober 2007. Mødte vi kl 9.00 på Rigshospitalet Horsens. Vi blevt taget i mod af den sødeste sygepl. hun viste os ind på stuen og jeg fik udleveret op-tøj. Hun spurgte om vi havde brugfor at blive scannet igen, det sagde jeg ja til og hun ringede til lægen, som kom kl 10.
Jeg gik ind i undersøgelsen med en kæmpe klump i maven og et lille håb om at de havde set forkert og vi ville se det lille hjerte blinke…. men nej, den lille bebs lå musse stille og der var intet tegn på hjerteblink.
Jeg græd som var jeg pisket og Thomas var ligeså knust som mig. Lægen holdt min hånd og sagde at hun lige ville scanne igen, det gjorde hun og det var rart, trods det var samme resultat.
Jeg kom ned fra lejet, jeg rystede og kunne næsten ikke stå på mine ben. Lægen fortalte om det vidre forløb, jeg aner ikke hvad der blev sagt jeg var helt i opløsning og kunne ikke tænke en eneste klar tanke.
Jeg kom tilbage til stuen. Jeg prøvede at skyde tamkerne fra mig da vi jo ikke anede hvornår jeg kunne komme på op.
Efter 3 timers venten spurgte Thomas sygepl. om det ikke snart var min tur, men nej… Der var kommet 2 akutte, som skulle til før mig.
Vi ventede og ventede, det var frygteligt at ligge der i det uvisse og vente…..
Endelig kl 16.40 kom sygepl. ind og sagde om 15-20 min. Jeg gik på toilet for at lade vandet….. Puha så kom alle følelserne op igen, jeg sad på tiolette med hånden på maven og skulle sige farvel til den lille trold jeg trode og håbede på at blive mor for, men nu skulle jeg aldrig se eller møde den, jeg blev så overvældet og græd så meget at Thomas måtte hente mig og nærmest bære mig i seng….
Hele vejen til op græd jeg, den portør der kørte mig, anede ikke havd ben han skulle stå på.
Da jeg ankom til op blev jeg taget rigtig godt i mod, de var allesammen rigtig søde.
Den narkosesygepl. der skulle bedøve mig havde selv prøvet det samme så hun havde frygtelig dårlig samvittighed, over at jeg sulle vente så længe.
Efter jeg havde talt med lægen, blev jeg bedøvet. 25 min efter vågnede jeg op på intensiv nu var jeg igen bare mig selv ikke gravid mere og føler en ubeskrivelig tomhed. Thomas kom ned til mig han sad og holdt min hånd og fortalte mig at han elsker mig overalt på jorden.
Jeg lå ca. en time op opvagningen… der er meget tåget minder da jeg fik morfin det steg mig sørme til hovedet;-)
Da jeg kom retur på afdelingen kl 19.30 fik jeg endelig mad….. Jubii dagens lyspunkt jeg havde fastet siden kl 22 dagen før.
Jeg sov en times tid og fik talt med sygpl. om, hvordan min op var gået. Hun fortalte at udskrabet blev sendt til undersøgelse og jeg ville få svar hos egen læge om 14 dage. Der er længe til og det er ikke engang sikkret at de vil kunne finde nogen grund til at det skulle ske.
Kl 22.30 tog vi hjem efter en laaang dag…. med følesemessige rutsje ture og venten i mange timer.
Godt jeg har Thomas, han sad alle de stive timer på en elendig træpind, ved min side. Uden ham var jeg gået helt i spåner. Nu sidder jeg her, med en underlig tomhed og kan stadig ikke helt forholde mig til at jeg ikke er gravid….
Lykke ville ikke at vi skulle blive forældre igen til maj desværre.

Tak fordi du læste med og jeg fik “luftet ud”

En knust Rikke