Er adoptivforældre og "barnløse" bedre forældre?

Jeg ved godt det er et meget svært og sårbart emne, men jeg stiller lige et tankevækkende spørgsmål alligevel.

Er adoptivforældre og folk der har haft svært ved at få børn, mere taknemmelige for deres børn og mere klar til forældrerollen end dem der har fået “upsere” eller har haft let ved at få børn? Kan de bedre tackle trodsalder og trælse teenagere osv. fordi de konstant har in mente hvor heldige de har været?! Hvad tror i?