Sidder her på en dejlig varm solrig julidag og burde være på stranden med min kæreste og hans venner. I stedet for sidder jeg pakket ind i en stor trøje og min dyne foran tv’et – har lige fortæret 1 stor pose chips.
I reklamerne har jeg lige siddet og kigget på billeder fra sidste sommer… åh gud, der var jeg et lille nips på 58 kilo … hvordan kan jeg så sidde her som en stor tromle på 83 kilo!? 🙁
Hm jo, sidste efterår blev jeg rigtigt dårlig psykisk og fik også noget medicin som satte min sult i vejret samt jeg blev sygemeldt på kontanthjælp og begyndte bare at gå rundt herhjemme.
Jeg har efterfølgende prøvet dukankuren, faste, juicekur, ingen kulhydrater og et hav af mislykket forsøg på at slanke mig med nupo, nutrilett og hvad det nu hedder alt sammen … Det er bare overhovedet ikke lykkedes for mig. Jeg har rygrad som en regnorm og min kæreste har bestemt heller ikke noget imod at gå i kiosken for mig hver aften og vi er efterhånden blevet stamkunder på justeat. Vi har prøvet at lave madplan med masser af sunde lækre retter, det holder så også 1 uge eller 2 inden det så også ryger til jorden.
Min kæreste er altså også overvægtig men han er ikke så voldsomt påvirket af det psykisk som jeg er … han har også uddannelse, familie og venner omkring sig. Jeg har kun ham og føler mig nok meget sårbar og alene …
Nu er min kæreste så også blevet godt og grundigt træt af vores livsstil og vores dårlige form, så i fredags gik det løs med en kombination af sund kost og nutrilett… og burde jeg så ikke være glad nu? Nu er vi fælles om slankeprojektet og kan støtte hinanden. Men jeg føler mig så underlig ligeglad, jeg hader fornemmelsen af sult og er allerede faldet i 2 gange med slik og chips. Min kæreste prøver at bremse mig og få mig med den rigtige vej, men han vil jo heller ikke tvinge mig som han siger. Og ønsket om at blive fit og slank skal jo også komme fra mig af. Men lige pludselig er jeg blevet i et frygteligt humør… gemmer mig under dynen dagen lang og lader min kæreste helt alene om at komme ud i verden og være social med andre mennesker.
Jeg er træt af alle mavedellerne, mormorarmene og de fede lår. Det er umuligt for mig at finde tøj som sidder godt og jeg føler mig som en ulækker klump fedt! Og så burde jeg vel også bare tage mig sammen og tabe de kilo? Men ja så nemt er det bare overhovedet ikke 🙁
Ih, jeg føler mig helt forkert og alene i verden … nå jeg vil begrave mig under dynen igen og håbe jeg vågner op som en lettere udgave af mig selv! (not!)