Et Hjerte Der Bliver Samlet:

På et gammelt loft af brædder skrå, skæve, en træsort der at hungre efter olie.. Det er ikke et stort rum, meget smalt, der er fyldt med gamle pap kasser indholdet er gamle papir, fotografier, skrammel og minder, papkasserne er helt fugtig i bunden af det utætte tag, nogle af siderne er der små bid mærker fra udsulte mus.. Op af en stejl trappe, skal man gå, for at ende der, det her er synet man møder som det første, ikke mindst de store spindelvæv der nærmest angriber ens ansigt med det samme, lægger sig som en maske… Der virker så menneske tomt, eneste lys kommer ind af et smalt ovalt, vindue, på størrelse med en håndbold, det har hverken set vand eller pudsemidler i dens levetid, men lyset kan lige knapt skinde igennem.. Går videre mærker ens bare fødder træder på noget hårdt uslebet, splinterne der sætter sig i tæernes sarte hud, de rustne bøjede søm, undgås så der ikke også bliver rifter, bløder på de sarte fødder..

Stopper pludselig op, glemmer alt omkring en, der i hjørnet sidder en mørk håret pige, håret er næsten skulder langt, nogle steder er det filtret, andre steder er det glat som silke.. Hendes tøj sidder løst, nogle steder er det lappet med tråd og nål, hendes ben er skjult af kjolens lange hør stof.. Knapt ane hendes ene side af ansigtet, hendes øjne tomme samtidig er der et liv, hvis man kigger helt efter, nogle tårer der smeltet med kinden.. Hendes ansigt, bare arme, er nærmest porcelæns facade, hvor der er revner mange steder, det øverst puds er krakeleret af… Høre hendes stille sang, men ordene utydelig, melodien ukendelig, dog et eller andet der rør helt ind i en, noget er der kendt ved den sang..

Hun sidder med en dukke, den er ren og fin, hun sidder med en børste og sætter dukkens hår, man kan skimte et lille smil på dukkens læbe, den virker så ægte, som et rigtig lille barn, man kan se at dukken trives, ret uhyggeligt så livagtig den er… Ved siden af står en lille vugge, hvor pigen lægger dukken ned i, der er ny redt op, en bamse ved dukkens arm, er lagt, en lille sut i munden og pigen kysser dukken godnat…

Hun tager noget rødt, der lægger på gulvet, det er en hård rød klump, nærmest som en sten, med bløde kanter, det har noget der bevæger sig, en underlig form som om der mangler noget, i hendes ene hånd… Lægger det ned i en lille kasse, putter låg på og skubber den over mod væggen..

Pigen rejser sig op, ved hende står en højt ting skjult bag et lagen, der engang havde en hvid farve, nu er den skjoldet og blevet mør i trådene.. Pigen tager lagnet af spejlet, det er fedtet til i alle hjørnet, kun et lille sted på midten kan man skimte ens egen spejl billede… I det ene hjørne er spejlet knust i mange små stykker, dog de stadig er der, ind i dem, lægger noget rødt magen til det andet hun fandt på gulvet, fra det drypper noget rødt, det er så skrøbelig, det har ingen bevægelser, nærmest helt dødt… Hun tager det, det er som helt blødt smør, hun skynder sig at finde kassen frem og lægge det i, som det andet stykke, men i hver sin ende af kassen…

Det billede der er ved at danner sig i spejlet, er mystisk, helt ufattelig, den lille piges spejlbillede er blevet en voksen kvinde, kan man lige se i den lille plet… Kigger over på pigen, hun er vokset, blev højere, fået former, ikke mindst en mave, der er formet som noget smukt, hun har taget dukken op af vuggen, sidder med den i armen, det er nu et lille rigtigt barn, der sidder og lytter til maven, hånden trygt placeret ved navlen…

De ser så fredfyldt ud, lykkelig, de mangler intet, lister stille af stien man kom fra, ned af stigen, lige før man lukker lemmen i til loftrummet, ser man den voksen pige samle de 2 hjerte stumper op af kassen og samler dem, høre hende hviske svagt til barnet og maven: