et liv blev til mens et blev taget..

åh det var en underlig dag igår og jeg har det bare så underligt inden i? Min bror og svigerinde mistede for 11 mdr siden deres lille datter under fødslen.. Hun bliver hurtigt gravid igen og får en termin 3 dage før deres datters 1 års dødsdag som er den 6 april. Hun skal så til scanning igår og de finder ud af at hun har alt for meget fostervand og for højt blodtryk så de vælger og lave et ks på hende. Alt imens vi går herhjemme og venter meget spændt på lille lucas ankomst bliver vi ringet op af politiet.. Min mand svarer den og jeg kan hurtigt se noget er helt galt.. Vi får den kedelige nyhed at hans lillebror har de fundet død på et toilet på en tankstation.. Min mand reagere ret voldsomt og jeg kan godt mærke at jeg ikke skal sige meget,så prøver bare og få børnene på deres værelser.. Han går så hjemmefra max 5 min efter uden og sige noget overhovedet.. Så jeg sidder tilbage med 2 børn og mig selv som er kede bange og meget forvirret.. Ikke ret lang tid efter bliver jeg ringet op af min bror som fortæller mig at jeg er blevet faster til en skøn lille dreng.. Jeg sidder nu med meget blandede følelser,er glad på min brors vegne og utrolig ked på min mands vegne.. Min mand kommer lige kort hjem ved 24 tiden for og hente nogle ting(han gik hjemmefra ved 18 tiden og har imellem tiden intet hørt fra ham) han siger intet og går bare igen.. Jeg bliver faktisk lidt ked af det og føler han ikke har behov for mig. Jeg ser ham først igen her til morgen kl 10 hvor han igen lige kommer hjem for og ordne nogle ting og så får vi snakket lidt sammen med på afstand.. Jeg har et kæmpe behov for og holde om ham men han vil ikke!! Tænker at det er det jeg er her for og det gør mig rigtig ked at han afviser min støtte og min kærlighed. Han smutter igen og jeg sidder igen tilbage helt forvirret. Han kommer så hjem igen her til aften og han får snakket ud og jeg lytter men på samme måde som tidligere. Han vil så rigtig gerne i seng efter børnene er blevet puttet og jeg venter bare på at vi kan putte os godt ind til hinanden og snakke hele natten sammen hvis det var det han havde behov for,men han vælger og tage sin dyne og pude og ligger sig ind på sofaen uden så meget som og sige godnat.. Jeg ved godt han har det rigtig hårdt lige nu men jeg bliver rigtig ked af det når han skubber mig væk sådan! Jeg vil jo bare støtte ham… Han har sagt at han smutter igen imorgen tidlig så imorgen kommer jeg heller ikke til og se ham. Er det forkert af mig og føle sådan?