Følelser i splid. Hvordan kæmper man mod vores stat?

– ´november sidste år begyndte jeg at få det rigtig dårligt, havde lagt syg i flere uger inden, og lidt af træthed og var på vej til at få medicin mod depression. En morgen vågner jeg og har samlet ekstrem meget væske i kroppen, er hævet, og har en hovedpine der er ved at springe mit hoved af. Min mor bliver nervøs fordi hovedpinen ikke går over og er så slem, at hun sender mig til lægen. Lægen laver et tjek up på mig, så godt som hun kan, mens jeg næsten besvimmede af smerten i mit hoved. Til sidst bedte hun mig om en pis prøve. Prøven var hverken negativ, eller positiv, så grundet af tvivl sender hun mig straks op på sygehuset. De scanner min mave, men finder intet foster, først efter 1 1/2 times scanning og 3 fødselslæger finder de noget der kunne være et barn. Kort tid efter det, går det op for lægerne at jeg har svangerskabsforgiftning. Jeg bliver indlagt og pumpet med piller for smerten og blodtrykket, plus sprøjte til udviklingen af fosters lunger og hjerte. Men intet hjælper. kl 6 om morgen bliver jeg haste kørt i ambulance ti lskejbys overvågning, hvor jeg kun bliver ved med at få det værre. Lægerne fortalte mig at jeg skulle forbedrede mig selv på at være indlagt mindst 3 måneder, da fosteret ikke var mere end max. 23 uger. Men torsdag morgen, efter bare halvanden døgn, fortæller lægerne mine forældrer at de har svært ved at holde mig stabil, og at lægerne ar bange for at miste mig. En timer efter havde de taget ham ved kejsersnit. 20cm lang, og med en vægt på 640 g.

I mit chok over sagen, da jeg ikke havde vidst at jeg var gravid, har jeg sagt til alle at jeg ville adoptere min søn. men efter en måned da jeg var hjemme igen, trak jeg det tilbage. Men har ikke haft andet end bøvl med retten, statsforvaltningen og min kommune lige siden. Stadig her efter 6 måneder har jeg ikke fået min søn igen. Jeg er så træt, og er blevet angst for alt fordi jeg føler alle kigger mig over skuldren for at finde fejl for at kunne fjerne min søn fra mig for altid. Jeg er ved at slippe op for energi, og er ved at opgive kampen. Jeg græder over ham hver aften, når jeg sidder derhjemme vil jeg bare have ham i mine armene, når han er ked af det vil JEG trøste ham. Men hvordan kæmper man mod vores stat?
Min socialrådgiver arbejder imod mig, og ligger ikke synderlig skjul på at hun synes jeg er inkompetent til at blive mor, hun tricker mig til at skrive under på ting, og hvis jeg ikke vil “truer” hun mig med at slæbe det gennem retten.

Det er langt, og de færreste kommer igennem det. Men er så langt ude. Min mor støtter mig, men når hun er skubbet ud af systemet og loven, er der ikke så meget hun kan gøre. Jeg vil bare gerne vide hvad nogle andre havde gjort i min situation.